Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |

www.sygehussonderjylland.dk

Røntgenundersøgelser

 BDA Røntgenrør

Patientinformation PDF: Røntgenstråler

Undersøgelse i Røntgen & Skanning

For at få foretaget en undersøgelse skal man være henvist fra en læge. Lægen beskriver det problem der skal undersøges, og Røntgen finder den undersøgelse der er bedst.

I Røntgen & Skanning foretages:

Almindelige røntgenundersøgelser

Almindelige røntgenundersøgelser bruges for eksempel til at undersøge skelettet og brystkassen. Ved undersøgelse af mindre knogler bruges en meget lille dosis røntgenstråler.

Gennemlysningsundersøgelser

Ved gennemlysningsundersøgelser passerer røntgenstrålingen gennem kroppen og kan derefter ses på en skærm som ”levende billeder”. Gennemlysning bruges f.eks. til undersøgelser af spiserør, mave og tarmkanal samt blodkarrene, hvor man samtidig kan følge noget kontraststof.

Undersøgelser med gennemlysning vil sædvanligvis give en højere dosis en almindelige undersøgelser.

CT - skanninger

Ved CT-skanning bruges der også røntgenstråler, der passerer igennem det område, der skal undersøges, mens man ligger på et leje der bevæges igennem en skanner. Skanneren opsamler informationerne fra skanningen i en computer, der laver signalerne om til tværsnitsbilleder. Stråledosis til en skanning er højere end til en almindelig undersøgelse.

MR - skanninger og Ultralydsundersøgelser

MR-skanning og ultralydsundersøgelse bruger ikke røntgenstråler. MR-skanning laver billeder ved hjælp af et magnetfelt og radiobølger.

Ultralyd er lydbølger, der bruges til at lave billeder.

Der er ikke konstateret bivirkninger ved at bruge MR og ultralyd.

BDA Middeldosis

 

Hvad er røntgenstråler?

Røntgenstråler er elektromagnetiske bølger ligesom radiobølger og lys. Vi udsættes dagligt for stråling fra vores omgivelser. Det kaldes for baggrundsstråling. Baggrundsstråling kan komme fra jorden, verdensrummet, byggematerialer, luften og maden. Stråledosis måles i enheden mSv (milli Sievert). I Danmark ligger baggrundsstrålingen på ca. 3mSv.

Vi kan sammenligne den dosis man får ved at få foretaget en undersøgelse af lunger og hjerte som svarende til 10 dages normal baggrundsstråling.

Er røntgenstråler farlige?

For patienter kan man ikke fastsætte dosisgrænser. Her må foretages en afvejning af den nytte patienten har af undersøgelsen mod den risiko den medfører.(SIS) I forbindelse med velindicerede røntgenundersøgelser, der udføres korrekt, kan man normalt se bort fra risikoen for skader.

Statistisk har vi alle ca. 25% risiko for at udvikle kræft. De mest strålebelastende røntgenundersøgelser øger denne risiko fra 25% til 25,1%

Risiko og alder

Da røntgenundersøgelser sammen med den naturlige baggrundsstråling er en del af den samlede mængde stråler, man får gennem hele livet, er det vigtigt at begrænse brugen af røntgenstråler. Dette er specielt gældende ved børn, der jo har et langt liv foran sig. Jo ældre man er, jo mindre er risikoen for at udvikle kræft forårsaget af  øntgenstråler, simpelthen fordi der er mindre tid til for kræften at udvikle sig i.

Beskyttelse af de reproduktive organer

Yngre mennesker der får foretaget en røntgenundersøgelse af den nederste del af maven, bækkenet, hofter eller lænden vil i det omfang, det er muligt, blive beskyttet med blyafdækning for at undgå bestråling af æggestokke og testikler. Der kan dog være undersøgelser, hvor blyafdækningen kan dække over vigtige informationer i billedet og derfor ikke kan anvendes.

Sammenligning af strålemængde ved naturligt forekommende baggrundsstråling og strålemængde ved røntgenundersøgelser

BDA skema stråledosis

Særlige forhold

Er du gravid eller i den fødedygtige alder?

Da et foster er følsom overfor røntgenstråler er det vigtigt at få oplyst om en eventuel graviditet. Der tages specielle forholdsregler, når der laves røntgenundersøgelser tæt på livmoderen og personalet vil derfor spørge, om der er mulighed for, at du er gravid.

Personale der foretager røntgenundersøgelser

Radiografer / røntgensygeplejersker

Udfører røntgenundersøgelser og andre billeddannende undersøgelser. De er specielt uddannede til dette og ved derfor, hvordan undersøgelserne skal udføres forsvarligt.

Radiologer

Er læger der er specialister til at fortolke røntgenundersøgelser og andre billeddannende undersøgelser.

Husk!

• At personalet gør en stor indsats for at holde stråledoserne så lave som muligt.

• At sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimale i forhold til ikke at få diagnosticeret en alvorlig sygdom.

• At fortælle personalet, hvis du er gravid.

• At fortælle den læge, der henviser dig til en røntgenundersøgelse om eventuelle tidligere undersøgelser, måske kan den bruges frem for en ny.

• At er du i forbindelse med en røntgenundersøgelse bekymret over risikoen, så spørg lægen, om det er nødvendigt, og om det gavner din behandling.

Hvis du vil vide mere.... 

 På Statens Institut for strålebeskyttelses hjemmeside kan du finde yderligere oplysninger: http://www.sst.dk

 

 


Siden er sidst opdateret 16-7-2019



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk