Skip til primært indhold

Aabenraa-modellen

Aabenraa-modellen er et initiativ til fremme af naturlig fødsel uden unødvendige indgreb - i en konstruktiv dialog med den gravide og fødende for at styrke både mors og barns sundhed

Det kan have en betydning for barnets helbred, om barnet kommer til verden ved vaginal fødsel eller kejsersnit. Kejsersnit øger bl.a. barnets risiko for vejrtrækningsproblemer, og børn, som er født ved kejsersnit, mistænkes generelt for hyppigere at have autoimmune sygdomme senere i livet. Derfor er det vigtigt at nedbringe antallet af kejsersnit, som ikke er lægefagligt nødvendige.

På Sygehus Sønderjylland gives der sjældent kejsersnit på kvindens ønske. I stedet fokuserer personalet på at tage hånd om og skabe den nødvendige tryghed for den fødende og hendes partner med udgangspunkt i en behandlingsfilosofi, som understøtter den naturlige fødsel. Det har bevirket, at andelen af kejsersnit er faldet betragteligt, så antallet af kejsersnit på Sygehus Sønderjylland ligger væsentligt under landsgennemsnittet.

Tilgangen bliver taget godt imod af de fødende, som ved opfølgning på fødselsforløbet udviser en høj grad af tilfredshed. Initiativet med nedbringelse af kejsersnit på sygehus Sønderjylland har derudover modtaget årets pris 2017 fra fonden "En god start i livet".

APPFWU02V