Skip til primært indhold

Høreforbedrende operation

- Otosclerose

Du får denne patientvejledning for at du kan føle dig velorienteret og tryg ved den forestående operation.

Hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet i Øre-næse-halsambulatoriet (ØNH), Sønderborg på tlf. 79 97 57 00.

Før operationen

Da høreapparatsbehandling kan give fugtproblemer i øret, bedes du undlade at bruge høreapparat de sidste 14 dage før operationen på det øre der skal opereres, samt bruge ørestikker.

På operationsdagen vil vi bede dig møde fastende.

Du vil blive barberet mellem 3-4 cm omkring det øre der skal opereres, for at den sterile afdækning kan sidde fast under operationen.

Er du tidligere opereret ved øret, og i den forbindelse fået taget væv til ny trommehinde ved tindingen, kan der blive tale om, at du skal barberes på modsatte side ved tindingen, for at have væv nok til den nye trommehinde.

Operationen

Formålet er at lave en høreforbedrende operation/ genskabe hørelsen ved hjælp af en protese der gøres fast til en øreknogle, så øreknoglekæden genetableres.

Efter operationen

Trommehinden støttes af små fibersvampe (der opløses af sig selv) og øregangen vil være fyldt med små gazestrimler, der er vædet i antibiotisk medicin.

Yderst i øregangen placeres et stykke vat hæftet med plaster på øret. Dette gør at du vil opleve at have nedsat hørelse, og ikke umiddelbart mærke en forbedring.

Du vil først fornemme en høreforbedring når gazestrimlerne i øret er fjernet.

Efter operationen vågner du op på opvågningsafdelingen. Når du er helt vågen køres du tilbage på sengeafdelingen.

Du kan være oppegående, så snart du føler dig tilpas til det. Kontakt personalet første gang du skal ud af sengen efter operationen.

Der må spises og drikkes efter samråd med personalet. Der gives først isvand og herefter må du spise normalt.

Normalt vil der ingen særlige smerter være efter operationen.

Du skal undgå at ligge på det øre der er opereret, og holde hovedet drejet i den angivne retning det første døgn efter operationen.

Undgå at presse for meget ved toiletbesøg, på grund af det øgede tryk der forplanter sig op i øret.

Du må forvente at være lidt svimmel efter operationen.

an først vurderes efter nogle måneder, men allerede ved fjernelse af gazestrimlerne efter ca. 3 uger vil du kunne fornemme en forbedring.

Eventuelle risiko

Komplikationer er sjældne.

De hyppigste vil typisk dreje sig om blødning og infektion i øret, som nemt kan afhjælpes og er uden betydning for operationsresultatet.

I sjældne tilfælde kan der forekomme øresusen (Tinnitus), ingen høreforbedring, hørenedsættelse eller i værste fald et døvt øre.

Smagssansen og ansigtsnerven kan blive påvirket og i sjældne tilfælde give forbigående tab af smagssans og ansigtslammelse.

Udskrivning

Normalt vil du blive udskrevet 1-2 dage efter operationen.

Forholdsregler efter udskrivelsen

Du må forvente at være sygemeldt og bør tage den med ro indtil den første ambulante kontrol ca. 3 uger efter operationen.

Følgende anbefales at overholde: Det er vigtigt, at du forholder dig roligt.

  • Undgå at pudse kraftig næse og nyse med lukket mund i de første uger efter operationen på grund af det øgede tryk i mellemøret.
  •   Undgå fysiske anstrengelser som tunge løft og sportsaktiviteter.
  • Undgå at få vand i øret. Ved brusebad - skyl da håret væk fra det opererede øre med et krus hen over øret for at beskytte det mod vand udefra
  • Undgå svømning indtil lægen har givet tilladelse
  • Undgå at få hovedet nedad
  • Undgå kraftig støj/høj musik
  • Undgå flyvning i de første 2 måneder efter operationen.

Det er almindeligt at:

  • Der kan komme brunligt væske fra øret, således at du må skifte vattet
  • Have lettere murrende smerter i optil en uge efter operationen. Disse kan afhjælpes med håndkøbsmedicin - f.eks. Panodil, Pamol, Pinex.--

Man fornemmer, at det bobler og klukker i øret eller har kløe i øret. Undgå at kradse i og omkring øret.

Ved det første ambulante besøg, vil du få fjernet de gazestrimler der er i øregangen, og lægen vil vurdere operationsresultatet og evt. komme nye gazestrimler i øregangen.

Du må forvente et længerevarende ambulant forløb med kontrol af øret og operationsresultatet.

Hvis du får feber eller får tiltagende smerter, kan det være tegn på en infektion, og du bør kontakte Øre-næse-hals-ambulatoriet på tlf. 79 97 57 00 eller ØNH- sengeafdelingen på tlf. 79 97 44 21 mhp. på videre behandling.

Kontakt

Øre-næse-halskirurgi

Sydvang 1

6400 Sønderborg

Tlf. 79 97 57 00

 

 


pinfoSHS-1791177184-54 113165   |   16.08.2026

APPFWU01V