Vejen til et godt udlandsophold går gennem planlægning, netværk og klare mål
Et godt udlandsophold er karakteriseret ved mobilisering af netværk, klare ambitioner og faglig relevans, men hvordan får man stablet sådan ét på benene? Maja, Sven og Eithne har i forbindelse med deres ph.d.-forløb været på udlandsophold og deler deres refleksioner om det gode udlandsophold.
Maja, Sven og Eithne har været på vidt forskellige udlandsophold. Fælles for deres udlandsopholdet er, at de har udviklet sig både fagligt og personligt. De fremhæver hver især værdien af at få nye perspektiver fra andre forskningskulturer og -praksisser rundt omkring i verden. Turen er gået til Sverige, Holland og Australien. Maja, der tog turen til Uppsala i Sverige, fik øjnene op for, at ph.d.-forløb og forskning kan se meget anderledes ud rundt omkring i verden.
“Det der med virkelig at få lov til at komme ud og snuse til noget som ikke er Danmark. Man kan gøre det på andre måder.”, siger Maja, der tog turen til Uppsala i Sverige. Det er gennemgående tema for forskerne, at inspirationen og oplevelserne fra opholdene har givet anledning til refleksion:
“For mig handlede det rigtig meget om at lære af dem og få noget inspiration fra dem til vores egne måder at arbejde på. Det var meget berigende – ikke kun i forhold til at få viden, men også i forhold til kultur og deres måde at forske på”, fortæller Eithne, der var på et tre ugers udlandsophold i Australien.
Sådan arrangerede de opholdene
Kontakten til værtsmiljøerne blev etableret på tre forskellige måder. For Maja gik vejen til Uppsala gennem hendes hovedvejleder, som allerede kendte forskningsmiljøet. Det gav mening, fordi de arbejdede med et forskningsfelt, der ligger meget tæt på Majas ph.d.-projekt.
Sven havde gennem sit kendskab til den nyeste forskning på sit meget snævre område, udset sig et forskningsmiljø i Holland, som var ret aktive. Han greb til tasterne og fik hurtigt kontakt til den rette projektgruppe. Interessen for Sven og hans ph.d.-projekt var heldigvis gensidig.
”Min ambition var at udlandsopholdet skulle udmunde sig i en fælles publikation”, fortæller Sven.
For Eithne blev opholdet i Australien faciliteret af en vejleder med tilknytning til landet og til forskningsområdet. Opmærksomheden på, hvordan hendes vejleder kunne facilitere og hjælpe på vej, var et bevidst valg:
“Når man vælger vejleder, er det vigtigt også at tænke netværk: Er det et sted, jeg kunne forestille mig at tage hen? Er der nogen, der kan facilitere eller hjælpe med at facilitere opholdet?”, siger Eithne.
Et udbytterigt ophold handler ikke kun om faglighed
Faglig relevans er et gennemgående udgangspunkt i alle tre ophold, men forskernes erfaringer peger også på, at udbyttet i høj grad afhænger af alt det, der ligger rundt om det faglige arbejde. For Maja havde det betydning, at hun kom til et miljø, hvor hun både kunne spejle sit eget projekt i andres arbejde og samtidig forstå sproget og blive en del af hverdagen.
”Jeg er ret glad for, at jeg tog et sted hen, hvor jeg hurtigt kunne blive en stor del af deres dagligdag,” siger hun og henviser til, at hun – qua ligheden mellem dansk og svensk – kunne forstå sine svenske kolleger.
For Sven, der rejste til Holland, var formålet med opholdet at se de hollandske kollegers afdeling, laboratorie og konkretisere, hvordan de i fællesskab skulle arbejde frem imod en fælles publikation.
”At vi havde noget helt konkret, som vi var fælles om at arbejde henimod var en stor motivationsfaktor for mig. Det betød, at det var noget, jeg ville bruge tid på”, fortæller Sven.
Anbefalinger fra forskerne – i bagklogskabens klare lys
Fælles for Maja, Sven og Eithne er, at de alle var på udlandsophold i miljøer med stærk faglig relevans. Hvis de i dag skulle gøre deres ophold om, peger de især på længde, timing og praktiske rammer.
- Læg dit udlandsophold tidligt i dit ph.d.-forløb – det kommer dig til gode senere.
- Det tager tid at bygge relationer og netværk – sæt god tid af til dit udlandsophold, så du kan få en fornemmelse for kulturen og arbejdsgangene.
- Gode boligforhold og tid til at koble af, giver dig ro i maven, og gør dig parat til at møde nye mennesker og perspektiver.