Pilotafprøvning (test)
Produktprototype, model, procesforløb, metode afprøves i småskala og justeres
En pilotafprøvning før en egentlig implementering kan styrke din innovationsløsning, da du har mulighed for at teste delelementer eller områder, som du måske er lidt usikker på vil fungere, i en mindre skala eller på få slutbrugere, som en sidste fintuning inden løsningen implementeres eller forud for en større skalering.
Måske har du ikke den store erfaring som projektleder? En pilotafprøvning kan derfor også træne dig i at blive klar til den endelige implementeringsopgave eller vejen til en bredere markeds- og forretningsforståelse på dit produkt.
Konsulenterne i Innovationsservice hjælper dig gerne i denne fase af processen, med bl.a. en grundig vejledning til, hvordan du udarbejder en pilotprotokol, erfaringsopsamler og evaluerer dit projekt. Arbejder du med en ny teknologisk løsning eller nye arbejdsgange som proces, kan det være vigtigt at slutbrugerne først aflærer gamle arbejdsgange og vaner før de er klar til nye opgaver. Lærings- og Forskningshusets konsulenter har mange års erfaring med simulations- og færdighedstræning af medarbejdere, samt brug af lærings- og brugerinddragende metoder.