Sammen om fremtidens sundhedsvæsen
Nyt fra direktionen Sygehus Sønderjylland
Sygehus Sønderjylland ønsker en åben og konstruktiv dialog med almen praksis om den kommende udmøntning af Sundhedsreformen og det fremtidige tværsektorielle samarbejde i Sønderjylland.
Siden sommeren 2025 har Sygehus Sønderjylland været i løbende dialog med PLO-Syddanmark med fokus på gensidig orientering, dialog og forventningsafstemning.
Der er aktuelt ikke afholdt bredere møder, da vi fortsat afventer nationale og regionale udmeldinger samt den videre etablering af Sundhedsråd Sønderjylland. Samtidig er afdelingen Borgernær Sundhed under etablering i Sygehus Sønderjylland og bliver fremover en central samarbejdspartner for almen praksis i forhold til de opgaver, der flyttes fra kommunerne til regionen. Borgernær Sundhed kommer således til at rumme den regionale akutsygepleje og de nye sundheds- og omsorgspladser, hvor der skal være et tæt samarbejde med almen praksis. Samarbejdet med almen praksis vil også få betydning på andre områder omkring koordinering og kompetenceudvikling.
Der har i Sønderjylland været tradition for et tæt samarbejde mellem almen praksis og kommunerne, og det gode samarbejde skal naturligvis videreføres og udvikles i de nye rammer, når sygehuset fra årsskiftet 2027 overtager opgaverne.
Vi ser frem til at kunne invitere almen praksis til orientering og dialog på den anden side af sommerferien.
Med venlig hilsen Direktionen
lægelig direktør Peter Sørensen