Signe Hald
Præsentation og kontaktinformation
Signe Ruby Hald
Ph.d.-studerende
Forskningsenhed i Akutmedicin, Sygehus Sønderjylland; Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet, og Aabenraa Kommune
21209535 sirha@aabenraa.dk; signe.ruby.hald@rsyd.dk
Ph.d.-projekt
Projektets titel
Ph.d.-projektet har titlen ‘Fælles indsats for mennesker med selvskadende adfærd’ og er et delprojekt under forskningsprojektet ’Sammen på Tværs’.
Baggrund
Mennesker med selvskadende adfærd står ofte overfor både psykiatriske lidelser og komplekse sociale udfordringer, hvilket kræver et tæt samarbejde mellem kommunale tilbud, akutmodtagelsen, psykiatrien, almen praksis og politiet. Tidligere forskning dokumenterer et tydeligt behov for et stærkere samarbejde i sektorovergange mellem sundhedsprofessionelle ved behandling af patienter med selvskadende adfærd, da overgangene ofte kan være præget af begrænset kommunikation, samt uklare ansvarsfordelinger og opfølgningsprocedurer.
Formål
Dette ph.d.-projekt har til formål at bidrage til udviklingen af et mere sammenhængende og koordineret sundhedsvæsen for mennesker med selvskadende adfærd.
Projektet har til hensigt at opnå en dybere forståelse af facilitatorer og barrierer for et sammenhængende forløb for mennesker med selvskadende adfærd i overgangen mellem socialpsykiatriske bosteder i kommunalt regi, Fælles Akut Modtagelse, Psykiatrisk Akut Modtagelse, almen praksis og politiet.
Med afsæt i ovenstående har projektet til formål at udvikle og pilotteste en tværfaglig samarbejdsindsats, som skal forbedre sektorovergange i forløbet. Samarbejdsindsatsen udvikles med afsæt i viden og erfaringer fra mennesker med selvskadende adfærd samt de interessenter, der har kontakt med denne målgruppe.
Metode
Projektet gennemføres i tre delstudier:
Delstudie 1: Kortlægning af barrierer og facilitatorer
Gennem fokusgruppeinterviews med fagprofessionelle og pårørende samt individuelle interviews med personer med selvskadende adfærd, identificeres centrale barrierer og facilitatorer i sektorovergange.
Delstudie 2: Udvikling af intervention
Med afsæt i resultaterne fra delstudie 1 udvikles en tværsektoriel samarbejdsindsats. Indsatsen designes i en iterativ proces gennem workshops med fagprofessionelle, patienter og andre relevante aktører.
Delstudie 3: Feasibility-studie
Interventionens gennemførlighed og acceptabilitet vurderes i et feasibility-studie for at undersøge, om interventionen kan gennemføres som tiltænkt i forhold til målgruppe og kontekst.
Hvor foregår projektet
Ph.d.-projektet er et kommunalt initiativ, som er udviklet i tæt samarbejde mellem Aabenraa Kommune og Sygehus Sønderjylland. Det lokale samarbejde mellem kommune og sygehus gør det muligt at bringe forskningen tættere på borgerne og tage afsæt i konkrete, praksisnære problemstillinger.
Perspektiv
Resultaterne skal bruges til at udvikle og pilotteste en tværsektoriel samarbejdsindsats, der kan forbedre sammenhængen i indsatsen for mennesker med selvskadende adfærd. Målet er at skabe mere sammenhængende, koordinerede og helhedsorienterede forløb på tværs af faggrupper og sektorer – til gavn for de mennesker, som har brug for en mere samlet og understøttende indsats.
Projektperiode
01.06.2025 - 31.05.2028
Vejledere
Hovedvejleder:
Christian Backer Mogensen, Cheflæge, Fælles Akutmodtagelse, Sygehus Sønderjylland, Viceinstitutleder, Institut for Regional Sundhedsforskning.
Medvejledere
Lilian Keene Boye, adjunkt, Syddansk Universitet, Specialkonsulent, ph.d., Klinisk Forskningsafdeling, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark
Mette Elkjær, postdoc., Syddansk Universitet, Centerleder, Tværsektorielt Forskningscenter, Sygehus Sønderjylland, Region Syddanmark
Erik Christiansen, lektor, statistik, ph.d., Forskningsleder, Center for selvmordsforskning, Syddansk Universitet
Finansiering
Ph.d.-projektet er fuldt finansieret af Aabenraa Kommune.
Yderligere information
Læs mere om Signe Hald og hendes forskning på:
- Profil på SDU - publikationslister, aktiviteter mv.
- Orcid
Mere information: