Forskning i robotkirurgi trækker Michael Festersen Nielsen til Sygehus Sønderjylland

Han pendlere længere end de fleste, når han sætter sig i bilen i Mårslet og vender den sydpå mod Aabenraa. Men den lange vej på arbejde kan også noget. For Michael Festersen Nielsen er det i bilen, der bliver lyttet til bøger

- For tiden har jeg lyttet meget til Jim Lovells lydbøger (red.Jim Lovell var astronaut i Apollo måneprogrammet). Det dér fascinerer mig ved den tid, og rumprogrammet, er viljen til at søge nye veje, at afsøge alle muligheder for forbedring. Det var man simpelthen tvunget til, og det skabte jo nogle fantastiske resultater.

Det er tydeligt at mærke begejstringen, når Michael Festersen Nielsen taler. Han bruger hænderne og armene. Taler han om epidoralblokade, peger han med hele armen om på ryggen for at understrege. Når han underbygger en pointe, banker han i bordet i takt til stavelserne. F.eks:

- Det er vigtigt at have en tæt tilknytning til klinikken. Bank, bank, bank. Tæt, tilknytning, klinikken.

- Både fordi man mister følingen med kirurgien, hvis man sidder hele dagen på kontoret, men også fordi jeg med den tætte tilknytning bevarer inspirationskilden til, hvordan vi kan gøre tingene bedre. Vi skal jo hele tiden forsøge, at gøre det bedre, siger Michael Festersen Nielsen.

Opvækst og uddannelse

Michael Festersen Nielsen er født sønderjyde. På Sønderborg Sygehus. Han voksede op i Bolderslev, hvor hans far drev en forretning, så det var ikke mejslet i granit, at Michael skulle være læge. Men hans forældre så, at Michael var vaks i skolen.

- Min far havde en slagterforretning i Bolderslev, og han kunne se at det gik godt i skolen, så han var meget støttende ift. min skolegang. Mine forældre var private venner med den praktiserende læge i Bolderslev, og når jeg som dreng hørte lægen fortælle om sit arbejde, blev jeg nysgerrig, fortæller Michael Festersen Nielsen.

Så efter gymnasiet gik det direkte videre til Universitet i Aarhus, hvor medicinstudierne blev overstået og herefter blev det til et Ph.d. stipendiat i USA . Tilbage i Aarhus blev afhandlingen skrevet færdig.

- Tiden ved Mayo Clinic i Minnesota var fantastisk. Når man som jeg, var afsted alene, kunne jeg virkelig arbejde i dybden med min forskning. Jeg fik lokale venner og fik også tid til at rejse rundt USA. Efter tre år kom jeg hjem og blev speciallæge i kirurgi Aarhus, fortæller han.

Fart på og en hård opbremsning

Der gik dog ikke længe, inden Michael Festersen Nielsen fik tilbud om ansættelse i London, hvor han tilbragte to år. Efter uddannelsen i USA og årene i Aarhus, Aalborg og London fik Michael Festersen Nielsen ansættelse ved Rigshospitalet. Men med familien boende i Mårslet ved Aarhus var pendlerturen hele vejen til København ikke holdbar.

- Vi stod i et eksistentielt valgt. Hvad skulle vi gøre nu? I mit job stod jeg til rådighed 24 timer i døgnet. Når der skal afhentes organer til transplantationer, skal man reagere hurtigt. Det stiller store krav til familien, så vi skulle prioritere anderledes, fortæller Michael Festersen Nielsen.

Jobbet i København blev skiftet ud med en overlægestilling i Viborg med kortere pendling og almindelige arbejdstider. Efter et par år i Viborg kom et tilbud om stillingen på Sygehus Sønderjylland. Her har Michael Festersen Nielsen siden 1.november så også bestredet stillingen som klinisk professor med robotkirurgi som speciale

- Når jeg kører fra Aarhus og hele vejen herned, så skyldes det, at der her på Sygehus Sønderjylland er virkelig gode forhold for forskningen. Der er en kæmpe opbakning fra sygehusledelsen og fra Odense Universitet. Det betyder, at vi kan stable nogen ret unikke forskningsprojekter på benene. Og det er dér, der er plads til den stræben efter forbedring, efter at gøre tingene på nye måder og efter at være nysgerrig. Det sætter jeg stor pris på, siger Michael Festersen Nielsen.

Det er også her, i tilgangen til hans egen forskning, at Michael Festersen Nielsens begejstring for at bevare nysgerrigheden og lysten til at forbedre sig, titter frem:

- Vi er tre, der udfører de her robotoperationer, og vi vil fremadrettet udvælge de sværeste tilfælde, fordi vi ønsker konstant at udvikle vores evner til at benytte robotkirurgien, også i sværere tilfælde. I de allersværeste tilfælde vil vi være to læger om operationerne. Den måde at gøre tingene på, vil i sidste ende skabe bedre resultater.

- Det, der er afgørende for patienterne på den lange bane, det er, hvor tilfredse de er med slutresultatet. Hvor stabilt er det ? Har de smerter, og ser operationen pæn ud ? Det er langtidsresultaterne, der tæller, og det er også det, vi undersøger i min forskning. Det dur jo ikke, at vi kan sende patienter hurtigt ud af døren med robotkirurgi, hvis de kommer tilbage ét år senere og stadig er plaget af smerter. Det er de overvejelser, vi har med til bordet ved hver vurderingen af hver eneste patient, vi skal operere, fortæller Michael Festersen Nielsen.

Familien i dag

Familiens udfordringer ligger nu bag dem. Børnene er blevet store, de to ældste læser økonomi og jura og pigerne er på hhv. handelsgymnasium og i ottende klasse. Ingen udsigt til flere medicinere i familien.

- De skal bestemt gå deres egne veje. Mine børn skal støttes til at foretage de valg, som de selv finder bedst. Det er ikke nødvendigt for mig at spejle mig i, at mine børn går samme vej som jeg, siger Michael Festersen Nielsen.

Fritiden bliver bl.a. brugt på cyklen og på at læse bøger. Senest er ”Failure is not an option” af Gene Kranz og ”Carrying the fire” af Michael Collins. Kranz og Collins er hhv. Chief flight director og astronaut gennem det amerikanske rumprograms storhedstid i 1960’erne og 1970’erne.

Det personlige måneprogram har indtil videre bragt Michael Festersen Nielsen - om ikke til månen - så frem til overlæge, dr.med, ph.d. og nu altså også professor.