Skip til primært indhold

Sigmoideoskopi

Til patienter og pårørende

Kikkertundersøgelse af venstre side af tyktarmen

Hvad er en sigmoideoskopi?

En sigmoideoskopi er en kikkertundersøgelse af venstre side af tyktarmen. Gennem en bøjelig fiberslange med kamera i spidsen kan lægen/ skopisygeplejersken se tarmslimhinden, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper. Der er en minimal (mindre end 0,1%) risiko for, at der ved undersøgelsen kan gå hul på tarmen. Desuden er der en lille risiko for blødning, hvis der tages prøver fra tarmen.

Undersøgelsen varer fra 15 til 30 min.

Medicin

Din daglige medicin

Du skal tage din vanlige medicin med lidt vand. Får du blodtryksmedicin skal du også tage det som, du plejer.

Får du medicin for astma eller hjertekrampe, skal du tage medicinen med til din aftale.

Medbring også din medicinliste.

Kontakt afdelingen senest en uge før undersøgelsen hvis du får et eller flere af de her nævnte medicinpræparater.


  • Marevan
  • Marcumar
  • Fragmin
  • Heparin
  • Apixaban
  • Eliquis
  • Rivaroxaban
  • Xarelto
  • Endoxaban
  • Lixiana
  • Dabigatran
  • Pradaxa

Kontakt afdelingen hurtigst muligt, hvis du har:

  • svær hjertesygdom eller ICD
  • svær nyresygdom
  • stomi

Jerntabletter

Jerntabletter skal du holde pause med 3 dage før.

 

Sukkersyge og insulin

Døgnet før undersøgelsen skal du måle dit blodsukker hyppigere, og det kan være nødvendigt at tage lidt mindre insulin. Ved tvivl kontakt egen læge.

På undersøgelsesdagen

Hvis du tager tabletter/insulin for sukkersyge, skal du holde pause på undersøgelsesdagen, indtil undersøgelsen er overstået. Medbring venligst din egen insulin.

Har du stomi, skal du medbringe eget stomimateriale.

Kost og udrensning

Din tarm skal være udrenset, for at lægen/ skopisygeplejersken kan se tarmvæggen.

3 dage før undersøgelsen

  • Du må ikke spise kerneholdig mad og fibertilskud (dette gælder også asparges hørfrø, chiafrø og kiwi).

Dagen før undersøgelsen

  • Indtil kl. 12.00 må du spise kogt lyst kød (kylling eller fisk), pasta, lyst brød (f.eks. toast) og kogt æg.
  • Kl. ca. 12: De to første afføringstabletter tages. Se produktvejledningen sidst i vejledningen. Resten af dagen må du ikke spise fast føde, men skal drikke rigeligt med klare væsker: Bouillon/klar suppe uden fyld, vand, saft, sodavand, te og kaffe. Gerne sukkerholdige væsker men ingen mælkeprodukter. I alt 2-3 liter denne dag.
  • Kl. ca. 20: De to sidste afføringstabletter tages.

På undersøgelsesdagen

  • Om morgenen må du spise et let morgenmåltid i form af 1 stk./ skive brød (uden kerner) med ost, pålæg eller lignende. Derefter må du kun indtage klare væsker (gerne saft) indtil undersøgelsestidspunktet.

Bedøvelse eller sovemedicin

Du skal møde fastende, hvis det er aftalt, at du skal bedøves eller indtage sovemedicin. Indtil 2 timer før mødetidspunktet må du dog drikke klare væsker f.eks. saft, æblemost, vand, the, kaffe uden fløde eller mælk. Men ingen mælkeprodukter.

Ambulante patienter

En time før du tager hjemmefra, indføres spidsen af vedlagte tube Glyoktyl i endetarmen.

Indholdet klemmes ud og tuben fjernes stadig sammenklemt. Virkningen indtræder normalt efter 5 til 20 minutters forløb. Der kan opstå mavekneb i forbindelse med udtømningen.

Indlagte patienter

Tube med afføringsmiddel udleveres til dig af personalet.

Selve undersøgelsen

Du klæder om til sygehusets tøj. Under undersøgelsen sidder en sygeplejerske hos dig. Du ligger dels på siden, dels på ryggen. Undersøgelsen kan være forbundet med ubehag og oppustethed. I sjældne tilfælde er det nødvendigt med afslappende og smertestillende medicin eller sovemedicin.

Efter undersøgelsen

Lægen/skopisygeplejersken fortæller dig, hvad undersøgelsen har vist. Du kan have en del luft i tarmen.

Har du fået afslappende og smertestillende medicin/sovemedicin:

  • skal du observeres i afdelingen i op til en time efter, at medicinen er givet.
  • må du ikke cykle, føre bil eller betjene farlige maskiner 24 timer efter medicinen er givet. Du skal derfor have en aftale om ledsagelse og transport efter undersøgelsen.
  • Kan medicinen medføre, at du har svært ved at huske det første døgn. Vi fraråder dig derfor at træffe vigtige beslutninger.

Er der noget du er i tvivl om, er du velkommen til at kontakte os:

Endoskopisk Afsnit Aabenraa, tlf.: 7997 3760 kl. 8-15

Sengeafsnit B (nedre kirurgi) Aabenraa, Tlf.: 7997 6229

Produktvejledning for Toilax /Bisacodyl tabletter

Toilax er et afføringsmiddel.

Anvendelse:

Toilax anvendes kortvarigt ved forstoppelse. Midlet anvendes desuden til tømning af tarmen før undersøgelse eller operation.

Dosering:

Enterotabletter: Voksne og børn over 10 år, sædvanligvis 1-2 enterotabletter (5-10mg) om aftenen.

Bemærk!

Enterotabletter skal synkes hele. De må ikke tygges eller knuses.

Enterotabletter må ikke tages samtidig med mælkeprodukter.

Bivirkninger:

Kvalme, mavesmerter, diarré, opkastning og svimmelhed.

Bør ikke anvendes:

Ved tilstande hvor der pludseligt er opstået hindring i tarmpassagen f.eks. tarmslyng, ved hul på tarmen og ved akutte mavekirurgiske tilstande bør midlet ikke anvendes. Midlet må heller ikke anvendes ved alvorlige inflammatoriske tarmsygdomme og udtalt væskemangel. Bør ikke anvendes til børn under 10 år uden lægens anvisning.

Særlig advarsel:

Der bør udvises forsigtighed ved tarmtømning før undersøgelser af personer med kronisk

inflammatorisk tarmsygdom og forstoppelse.

Graviditet og amning:

Kan om nødvendigt anvendes.

Virkning:

Virker på tarmens funktion ved at fremme tarmens bevægelser og ved at øge salt- og vandindholdet i tarmen. Virkningen af tabletterne indtræder efter 6-12 timer.

Produktvejledning for Toilax/Bisacodyl klysma

Glyoktyl er et afføringsmiddel, der indføres i endetarmen.

Anvendelse:

Glyoktyl anvendes kortvarigt ved forstoppelse. Midlet anvendes til tømning af tarmen før undersøgelse eller operation.

Dosering:

Den sædvanlige dosis er: 1 tube (7,5 ml) ad gangen.

Bivirkninger:

Almindelige: Mavesmerter, utilpashed. Sjældne: Nældefeber - allergiske reaktioner.

Graviditet:

Må kun anvendes under visse forudsætninger.

Amning:

Kan om nødvendigt anvendes.

Særlig advarsel:

Der bør udvises forsigtighed ved tarmtømning før undersøgelser af personer med nedsat passage i tarmen.

Virkning:

Glyoctyl virker ved at øge vandet i afføringen. Væsken i tarmen giver dig en naturlig trang til afføring.

Kontakt

Endoskopisk Afsnit Aabenraa

Tlf.: 7997 3760 kl. 8-15

 

Sengeafsnit B (nedre kirurgi) Aabenraa

Tlf.: 7997 6229

 

Afsnit for kirurgi

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa


pinfoSHS-657396153-141 104674   |   25.06.2026

APPFWU02V