Skip til primært indhold

Når en af dine nærmeste dør

Til pårørende

Det er svært at stå overfor døden, og det er især svært, hvis den, der er død, var en, man er nært knyttet til.

Man kan sige, at en sorg er en kærlighed, der er blevet hjemløs. Sorg er ikke en sygdom, der skal helbredes, men en naturlig reaktion hos den, der har mistet en kær person.

Det, du kan have brug for, er tid og mennesker, der vil lytte til dig. Du vil igen og igen få brug for at fortælle om det, der er sket, og de mange følelser, det har sat i gang.

Måske er du lige nu lammet og ude af stand til at føle noget overhovedet. Du vil måske prøve at fortælle dig selv, at det, der er sket, ikke har fundet sted - at det hele er bare en ond drøm. Sådan kan det være i lang tid efter, man har mistet en ægtefælle, et barn, en ven eller en slægtning.

Denne tilstand er en form for chok, der kan vare fra få øjeblikke og op til flere uger. Når chokket begynder at fortage sig, går det op for en, hvad der er sket. Der kommer en reaktion - mere eller mindre voldsom.

Alle mennesker reagerer forskelligt på sorgen, og det er naturligt at være ude af sig selv eller reagere anderledes, end man plejer.

I løbet af nogle måneder - måske kortere, måske længere tid - begynder hverdagen langsomt at føles mere normal. Man kan tænke, at nu må det da være overstået, at man burde være kommet videre, men sådan er det ikke altid.

Der kommer en tid, hvor du skal prøve at bearbejde det, der er sket. Ofte kan det være gavnligt, at du fortæller andre, hvordan du har det. Savnet vil altid være der, men der kommer en dag, hvor du opdager, at du kan være glad for livet igen. Sorg følger ikke et bestemt tidsskema. Sorgen er en værdifuld proces og skal derfor ikke undertrykkes.

Er du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til personalet i den afdeling, hvor den afdøde har været. Du kan også kontakte din egen læge.

Personalet på afdeling: ______________________________________

Direkte telefon: _____________________________________________

Anmeldelse af dødsfald

Politiet får besked

Når et menneske dør på skadestuen, eller på vej til skadestuen, er der som regel tale om et pludseligt dødsfald. Det kan være forårsaget af et:

  • trafikuheld
  • selvmord
  • hjertestop
  • pludselig sygdom
  • forbrydelse

Ingen af disse dødsfald er lægeligt ventede, og derfor skal dødsfaldet anmeldes til politiet, som kontakter embedslægen.

Det er en læge på skadestuen som sørger for at anmelde dødsfaldet til politiet.

Som pårørende vil du blive kontaktet af politiet kort tid efter dødsfaldet. Du kan opleve, at politiet er til stede, når du kommer for at se den afdøde.

Personalet på skadestuen indhenter tilladelse fra politiet, når familie og venner kommer for at se afdøde.

Begravelsesmyndighed

Som pårørende skal du anmelde dødsfaldet til begravelsesmyndigheden (kirkekontoret i afdødes bopælssogn).

Anmeldelsen skal ske senest 2 hverdage efter dødsfaldet - også selvom afdøde ikke var medlem af folkekirken eller et andet trossamfund.

Ved anmeldelsen skal du tage stilling til, om afdøde skal begraves eller kremeres.

Anmeldelsen skal ske digitalt via borger.dk underAnmod om begravelse eller ligbrænding.

For at udfylde anmodningen skal du kende afdødes CPR-nummer og du skal indtaste dine egne oplysninger som anmelder af dødsfaldet.

Hvis du ønsker det, kan bedemanden lave anmeldelsen for dig. Det kræver at bedemanden får en fuldmagt fra dig. Du kan finde fuldmagten påBorger.dk.

Folkeregister, kommune og skifteret

Det er begravelsesmyndigheden (kirkekontoret), der anmelder dødsfaldet til folkeregisteret samt underretter kommunen og skifteretten.

Afsked

Når et menneske dør på sygehuset, forbliver den afdøde i afdelingen i cirka seks timer eller så længe, der er pårørende til stede. Herefter lægges den afdøde i sygehusets kapel, hvor der også er en stillestue.

I de dage, afdøde opholder sig på sygehuset, er det muligt at se og tage afsked med afdøde, hvis der er behov for det. Det kan foregå på afdelingen eller i kapellet.

Du kan ringe til os for at aftale en tid.

Pårørende er velkomne til at medbringe blomster, breve eller andet til afdøde. Det kan også afleveres til bedemanden.

Personlige ejendele fx tøj og toiletsager fra afdøde, må kun udleveres til nærmeste pårørende.

Bedemanden kan også overbringe de personlige ejendele til de pårørende.

Personlige ejendele af værdi opbevares på sygehuset, indtil de frigives af skifteretten.

Begravelse eller bisættelse

Begravelseshandlingen skal normalt finde sted senest 8 dage efter dødsfaldet. Som pårørende kan du selv vælge at ordne det praktiske omkring begravelsen eller bisættelsen. Bedemanden kan også klare det for dig, hvis du ønsker det.

Begravelse

Ved en begravelse bliver kisten sat i jorden på kirkegården.

Bisættelse

Ved en bisættelse køres kisten til det krematorium, hvor ligbrændingen foregår. Sidenhen sættes urnen med den afdødes aske i jorden på kirkegården.

Kirkelig højtidelighed

Hvis den afdøde var medlem af folkekirken, vil en præst medvirke ved højtideligheden.
En præst fra et andet trossamfund kan også deltage i højtideligheden, hvis afdøde var medlem af trossamfundet.

Ikke-kirkelig højtidelighed

I kan også holde en højtidelighed uden en præst i sygehusets kapel eller i hjemmet.

Tøj

Den afdøde kan blive begravet i sit eget tøj, eller der kan købes ligtøj hos bedemanden.
Du kan som pårørende vælge selv at iklæde den afdøde, eller bedemanden kan hjælpe. Du kan også vælge at overlade det til bedemanden.

Blomster

Du kan vælge selv at bestille blomster, eller overlade det til bedemanden.

Dødsannonce

Du kan selv sætte en annonce i avisen, eller overlade det til bedemanden. Eller du kan helt lade være med at annoncere.

Gravsted

Der findes flere former for gravsteder, og nogle har et familiegravsted. Gravsted aftales med kirkegårdslederen.

Gravsten

Bestilles hos en stenhugger. Der findes regler for brug af gravsten. Du kan spørge kirkegårdslederen til råds.

Urnenedsættelse

Du kan aftale med kirkegårdslederen, at du får besked, når urnen sættes i jorden.

Økonomi

Alle konti bliver lukket, når en kontoindehaver dør. Dette gælder også fælleskonti.

Forsikring

Hvis dødsfaldet skyldes en ulykke, skal dette anmeldes til afdødes forsikringsselskab.

Skifteret

Skifteretten bliver automatisk underrettet om dødsfald. Skifteretten kontakter de pårørende, og sørger for at opgøre formue, evt. gæld og fast ejendom

Ligsyn og obduktion

Ligsyn

Der laves altid et ligsyn, hvis en person dør på sygehuset eller er død ved ankomsten til sygehuset. Et ligsyn foretages af en læge for at fastslå, om døden er indtrådt. Dødsmåde og dødsårsag, så vidt mulig fastslås.

Den læge, der forestår ligsynet, udfylder en dødsattest, og lægen skal vurdere, om der skal foretages en obduktion.

Obduktion

En obduktion skal fastslå dødsårsagen og konstatere eventuelle sygdomme. Hvis lægen har vurderet, at der skal foretages en obduktion, skal lægen informere de pårørende om vurderingen. Som pårørende skal du inden for de første 6 timer tage stilling til, om du ønsker at nedlægge forbud mod en obduktion.

Som pårørende har du ikke retskrav på, at der foretages en obduktion.

Samtykke

Ved obduktion skal der foreligge samtykke fra den afdøde eller dennes pårørende.

Hvis afdøde er fyldt 18 år, skal et af følgende kriterier være opfyldt:

•Afdøde har givet sit skriftlige samtykke.

•Afdøde har givet sit skriftlige samtykke på den forudsætning, at de nærmeste også accepterer, og at denne accept foreligger.

•De nærmeste (hvis opholdsadresse kendes) har givet skriftligt samtykke i tilfælde, hvor døden er indtruffet, før afdøde har givet sin accept.

Hvis afdøde er under 18 år, skal der foreligge samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Retslægeligt ligsyn og obduktion

Retslægeligt ligsyn

Der laves et retslægeligt ligsyn, når dødsfaldet er uventet, fx ved:

•Trafikulykker

•Arbejdsulykker

•Ulykker i hjemmet

•Selvmord

•Mord

•Dødfundne personer

•Ikke lægeligt forudsete dødsfald

Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og embedslægen.

Retslægelig obduktion

Der laves retslægelig obduktion i to tilfælde:

•Når et dødsfald skyldes et strafbart forhold, eller hvis muligheden herfor ikke kan udelukkes med stor nok sikkerhed, eller for at forhindre, at der senere kan opstå mistanke om en forbrydelse.

•Når dødsmåden og dødsårsagen ikke kan fastslås med tilstrækkelig stor sikkerhed ved det retslægelige ligsyn.

Afdødes pårørende skal underrettes om dødsfaldet og obduktionen, før obduktionen foretages, hvis omstændighederne tillader det.

Det er politiet, der beslutter, om der skal laves en retslægelig obduktion. Obduktionen foregår ved landets retsmedicinske institutter, som for Region Syddanmark ligger i Odense.

Samtykke

En retslægelig obduktion kan foretages uden samtykke.

Pårørende kan ikke modsætte sig retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion af afdøde.


pinfoSHS-1788412887-40 112409|01.04.2026

APPFWU01V