Kirsten Asmussen

Telefonen ringer hjemme hos Kirsten Asmussen. Klokken er 14.45. Opkaldet betyder, at Kirsten nu skal tilbringe fire timer af sin nat på sygehuset i Aabenraa. Kirsten er nemlig våger hos Røde Kors og
har netop fået vagten hos en døende fra kl. 02-06. Som våger kommer man både i private hjem, på plejehjem og på sygehuse.

Ens for de tre steder er, at man som våger tilbringer tid ved siden af den døende. Vagten er enten fra 22-02 eller 02-06, som Kirsten netop har sagt ja til. Det er den vagt, hun bedst kan lide. Hun har været våger siden 2021, hvor hun stoppede på arbejdsmarkedet. Et arbejde, som netop foregik på det sygehus, hvor aftenens vagt skal foregå.

- Jeg havde snakket om i flere år, at jeg gerne ville yde et stykke frivilligt arbejde i vågetjenesten. Nu er jeg det og det er jeg glad for. Jeg har altid deltaget i frivilligt arbejde f.eks. i børnenes skole. Det er vigtigt, at bidrage med det, man kan.

Når Kisten Asmussen skal på en vågevagt, forbereder hun sig mentalt, for hun ved ikke hvad - eller hvem, hun skal sidde hos. Det kan være en patient, som er bange, eller én, som har haft et langt sygdomsforløb.
Det kan også være, at vedkommende er uden bevidsthed eller har store smerter. Det påvirker Kirsten. Især hvis patienten hoster, har svært ved at trække vejret eller ikke kan finde ro. Andre vågner op og forsøger, at sige noget.

- Jeg sidder her, fordi at det betyder noget for mig, at mennesker ikke ligger alene. Hver enkelt jeg sidder hos, betyder noget for mig.

Når Kirsten bliver ringet op for at våge ved et menneske, er det ofte, fordi de ingen familie har, eller måske har mistet kontakten til deres nære. Det kan også være, at familien bare har brug for lidt aflastning, hvis den døende har ligget længe.

Kirsten husker tydeligt sin første vagt som våger. Hun havde kun siddet hos patienten i 40 minutter, så satte han sig op i sengen…faldt sammen…og døde. Men det skræmte ikke Kirsten. Hun ser mild ud, men hun er en sej kvinde, som har oplevet en del. Det var dog en lidt speciel start på vågejobbet, indrømmer hun.

- Mange siger, at sådan et job som våger, det ville de ikke kunne klare, men man kan altså mere end man tror.

Kirsten har også prøvet, at en døende mand gerne ville holde hendes hånd, indtil han pludselig vågnede og opdagede, at det var en fremmed kvinde han holdte i hånden. Manden blev helt forlegen og slap Kirstens hånd.

Når det ind imellem sker, at folk dør på Kirstens vagt, går hun hjem med en glad følelse. Glad fordi hun var der, da det skete, så de ikke døde alene. Dér mærker hun, at hun gør en forskel.

- Bare det, at jeg er der, så ved de, at de ikke er alene. Det er vigtigt. Hvis de vågner, bliver de ikke urolige af at se mig – tværtimod virker det beroligende.

Fra klokken 02 til 06 i nat, vil Kirsten Asmussen være at finde på sygehuset i Aabenraa. Men at være vågen om natten, tærer på kræfterne. Men alligevel gør hun det gerne. Igen og igen.

- Jeg står op midt om natten for et menneske, jeg ikke kender eller ved noget om. Det giver mig en meningsfuldhed og en tilfredsstillelse. Jeg giver noget til personen og til samfundet.

Hun giver den døende den sidste hjælp til at gå over på den anden side. En side, hvor Kirsten er overbevist om, at der også er et liv. Det betyder alverden for hende, at hun kan hjælpe folk trygt afsted…meget mere
end hendes egen nattesøvn.