Skip til primært indhold

Videosamtale via app'en Mit Sygehus

Nogle afdelinger tilbyder patienterne at afholde videosamtale via Mit Sygehus i stedet for et fysisk besøg på sygehuset.

Nogle afdelinger på Sygehus Sønderjylland tilbyder dig som patient en videosamtale i stedet for et fysisk besøg på sygehuset.

Når du som patient bliver tilbudt en videosamtale via Mit Sygehus, betyder det, at samtalen kan foregå via en computer, tablet eller smartphone fra dit eget hjem, arbejdsplads eller hos pårørende.

Sørg for at du er et sted, hvor du kan tale fortroligt og uden for meget omgivende støj.

Du aftaler på forhånd med din behandler, om aftalen skal foregå via video. Aftalen vil komme til at fremgå af din indkaldelse.

App eller browser?

Er din næste aftale på sygehuset en videosamtale, er det nødvendigt, at du henter app´en Mit Sygehus i App Store eller Google Play.

Når du har hentet app’en, logger du på Mit Sygehus-app’en med MiID.

Benytter du computer, vil videosamtalen foregå via Mit Sygehus' hjemmeside med adressen https://mit.rsyd.dk - som du kan tilgå via en browser på din computer.

På hjemmesiden logger du på med MiID.

NB! Anvender du computer skal den have installeret kamera og mikrofon.

Test dit udstyr inden samtalen

Når du er logget ind på Mit Sygehus - enten i appen eller på hjemmesiden - kan du teste dit udstyr.

  1. Gå i menuen og klik på Min konto
  2. Vælg Test af video
    Her vil du automatisk blive tilbudt en 20 sekunders test.

Efterfølgende vil du få et overblik over, om mikrofon og kamera er slået til samt om forbindelsen er god nok til at gennemføre din videosamtale.

Sådan gør du

Det er en god ide, at logge ind på Mit Sygehus i god tid før din videosamtale. For eksempel 15 minutter før.

Hvis du bruger app’en

App’en vil minde dig om videosamtalen, når det er tid til at du gør noget.

Log på og afvent.

Hvis du bruger en browser på din computer

Log dig ind på Mit Sygehus' hjemmeside på https://mit.rsyd.dk

 

15 minutter før din samtale vil du få en besked i Mit Sygehus, hvor du bliver bedt om, at melde dig klar til samtalen. Når du melder dig klar, så ved din behandler, at du er klar – og din behandler kan starte videosamtalen.

Hvis du bruger app’en

Du vil få en notifikation, altså en besked, når du kan melde dig klar til videosamtalen. Tryk på beskeden og du vil komme ind i app’en. Du kan sagtens bruge din telefon til andet, mens du venter på, at din behandler ringer dig op. Når din behandler ringer dig op, får du en notifikation.

Hvis du bruger en computer

Tryk på ’Mine Aftaler’, som du finder i venstre side af din skærm. Er der 15 minutter eller kortere tid til din samtale, vil du blive spurgt, om du vil melde dig klar.

Hvis du ikke er klar

Hvis du ikke er helt klar, kan du trykke ’Udsæt’, og så vil beskeden komme igen senere.

Hvis du ikke melder dig klar inden samtalens start, vil den blive aflyst. Sker det, vil din behandler ringe dig op på telefon.

Samtalen starter, når din behandler starter videosamtalen i Mit Sygehus.  

Hvis du bruger app’en

Når du har meldt dig klar, må du gerne bruge din telefon eller tablet, mens du venter på, at samtalen starter, men du må ikke logge ud af Mit Sygehus app’en.

Hvis du bruger hjemmesiden

Hvis du bruger hjemmesiden, må du ikke forlade siden, når du først har meldt dig klar, for så kan din behandler ikke starte samtalen.

Hvis det er første gang, at du skal modtage et videoopkald på din computer, telefon eller tablet, vil den spørge om lov til at bruge din mikrofon og dit kamera.

Det er vigtigt, at du trykker ”Tillad” eller ”Accepter” for at du og din behandler kan se og høre hinanden.

Vær desuden opmærksom på, at der skal være tændt for mikrofonen på din computer, og at der er skruet op for lyden på din enhed.

Hvis internettet driller og samtalen lukker ned, vil den automatisk starte op igen i app’en. Bruger du hjemmesiden skal du igen trykke på ’Mine Aftaler’.

Hvis teknikken svigter helt og samtalen ikke kan gennemføres via video, vil din behandler ringe dig op på telefon, og her kan I fortsætte jeres samtale.

Vejledninger

Hvis du ønsker yderligere vejledning, kan du finde den her.

APPFWU02V