Susanne Rømer
Susanne Rømer er 65 år og fra Ulkebøl. Hun er tidligere IT-konsulent og frivillig i en palliativ indsats på Sygehus Sønderjylland.
I dag skal Susanne Rømer på visit. Hun skal hverken besøge familie eller venner, men en dame, som hun er blevet matchet med og besøger én gang om ugen i 3 timer.
Damen, som Susanne skal besøge, er døende. Damens familie bor langt væk og hun har ingen omgangskreds. Derfor får hun besøg af Susanne. Susanne Rømer er nemlig frivillig i en palliativ indsats
fra Region Syddanmark gennem Røde Kors, hvor alvorligt syge patienter gennem sygehuset bliver visiteret til besøg i deres sidste tid.
Susanne er af sygehuset blevet sat sammen med kvinden, som hun nu er på vej hen til. Selvom kvinden er noget ældre end Susanne, har de mange fælles referencer. De er fx vokset op samme sted og har tidligere været på den samme arbejdsplads.
De næste tre timer snakker de om stort og småt. Lige dét som kvinden har brug for.
Sommetider har Susanne flødekager med, og så spiser de dem på terrassen. Nogle gange kører de en tur i Susannes bil eller går en tur, alt efter hvad kvinden har lyst og energi til.
- Jeg kommer og tilbyder mig selv. Mere er der ikke i det. Vi snakker om alt muligt – også døden, men jeg bringer ikke mit eget liv ind i det, jeg ved jo ikke, hvordan det er at dø.
Susanne ved ikke, hvornår kvinden skal dø, der kan gå alt fra to uger til 1 år, men hun ved, at ingen skal dø alene. I 1996 døde Susannes far alene og det sidder stadig i hende. Susanne har også mistet sin tidligere mand. Han fik en smuk død, fortæller hun. Måske derfor er hun ikke bange for at tale om døden.
- Jeg har en kontakt med den døende kvinde, som hun ikke har med andre. Det er meget ensomt, når man ikke har nogen at tale med om den forestående død. Det kan være svært for familien at tale om, fordi de er tætte og har følelser i klemme. Det er nemmere for mig. For ja…selvom det er trist og sørgeligt, bryder jeg jo ikke sammen. Det vil familien måske gøre.
Susanne Rømer sagde sit job op i 2018 og har siden, udover at være i den palliative indsats, også været våger hos døende og frivillig vejviser på sygehuset i Sønderborg. Derudover er hun også frivillig i byens Røde Kors butik. Sammen med sin nuværende mand Steen bruger hun næsten al sin tid på at være frivillig.
- Jeg sagde op, da jeg blev 61. Jeg har altid sagt, at når jeg fik min frihed, så ville jeg bruge nogle år på
frivilligt arbejde. Jeg ville ikke ende som min far. Han døde tre måneder efter, han var stoppet på sit arbejde.
Dét at være frivillig er en meget vigtig del af Susannes liv. Det giver hende en god følelse og en tilfredsstillelse at være i gang med noget meningsfyldt.
- Frivilligheden gør, at jeg holder mig i gang, og jeg føler mig tilfreds med mig selv i stedet for bare at passe mit tv og min avis. Måske gør jeg det af egoistiske årsager - jeg ved det ikke, men det gør mig godt at vide, at jeg har gjort en god gerning.
Og dagens gode gerning skal til at begynde. Susanne er nået frem til kvindens dør og dermed dagens visit. Hun når lige at hilse af med at sige:
- Når samfundet ikke kan dække alle behov, så har man brug for frivillige – men vi frivillige har måske også brug for det.
Og det er tydeligt, at det har hun. Men det ved kun hun. Alle andre mærker bare hendes søde smil, rolige væsen og lyttende ører.