Henrik Berg

Det er tidlig morgen. I kælderen på Sygehus Sønderjylland står Henrik Berg. Han er vejviser på sygehuset i Sønderborg, og i dag har han fået en lille specialopgave. Røntgen og Skanning har bedt om hjælp til at lede folk hen til en ny skærm, hvor man selv skal registrere sig, i stedet for at henvende sig i Informationen.

Henrik har sagt ja til opgaven, også selvom det er sommerferie. Han skulle alligevel ikke noget, så han ville gerne hjælpe.

- Undskyld…I skal herhen. Bare skan jeres sygesikring.

To unge piger skal have hjælp. Henrik peger på den nye skærm. Pigerne skanner deres sygesikringskort, og Henrik henviser dem til område 4.

Henrik er en mand af få ord, måske skyldes det den blodprop, han fik tilbage i 2010 eller måske hjerneblødningen i 2018. Indimellem mister han ordene, og tungen slår knuder. Især når han bliver træt, fortæller han.

Han er lidt træt i dag, måske fordi, der ikke er så meget at lave fra morgenstunden, men han elsker sit job som frivillig.

- Det gi’r mig noget at stå op til, og jeg føler virkelig, at vi hjælper. Blodproppen gjorde, at jeg blev inaktiv.

Jeg har altid været glad for at læse, og det kunne jeg pludselig ikke mere. Det tager lang tid for mig og jeg kan ikke huske ordene, så den glæde mistede jeg. Jeg mistede alt. Jeg manglede noget at stå op til, og det har jeg fået i det her.

Henrik kender sygehuset ud og ind. Da han var ung, arbejdede han på sygehuset som gangportør i ergo- og fysioterapien, mens hans daværende kone studerede. Faktisk begyndte Henrik også på sygeplejeskolen,
men hoppede fra. Konen blev ingeniør, og så var det Henriks tur til at uddanne sig. Han blev jurist. Men i 2010 ændrede livet sig.

- Det her frivillige job gør, at jeg har noget at fylde i min hverdag. At gå fra at være travl jurist til at være førtidspensionist – det er altså noget af en barsk opvågning. Det giver utrolig meget livskvalitet, at ha´ noget at stå op til.

Jobbet som frivillig fik han efter at han i 2018 var indlagt i 3 uger. Sommetider var han ude at ryge, og en dag faldt han i snak med en frivillig. Han fik også hjælp af de frivillige, fordi han sommetider blev svimmel. Der opstod tanken, at når han fik det bedre, ville han selv være frivillig på sygehuset.

- Det bedste ved at være frivillig er, at man hjælper andre. Jeg glæder mig f.eks. mere over at give min datter en gave end at få. Det er det samme, der gør sig gældende her.

Nu kommer der flere og flere folk til undersøgelse i Røntgen og Skanning, og Henrik hjælper dem alle. Uden small talk, men med en præcis anvisning af, hvordan de skal gøre og hvor de skal gå hen.

Henrik kan godt lide at være i kælderen hos Røntgen og Skanning, for her får han serveret sin kaffe. Når man arbejder i forhallen, så skal man selv hente den, siger han med et lille smil.

- Jeg har det godt, når jeg kommer hjem fra sådan en vagt. Jeg har det i det hele taget bare godt med at hjælpe andre. Måske kommer det fra juraen - hvem ved?

Henriks vagt er ved at være slut, men han når lige at hjælpe et ældre ægtepar, som kommer henne fra Skadestuen. Sæt I jer i område 3, siger Henrik til dem. Han drikker det sidste af sin kaffe og vinker tilfreds,
inden han går op fra kælderen og ud i solen igen.