Mirela Suljic

Hun ligner det, hun er, som hun kommer gående der i sit pæne tøj. En erhvervsøkonom. Hun har høje blanke støvler på og designertasken over armen. Men Mirela Suljic er nu meget mere end det. Hun er nemlig rigtig meget, som man ikke umiddelbart kan se. Man opdager det dog hurtigt, når hun åbner munden og med sin lille fine stemme, med den meget korrekte artikulering, fortæller om alt det frivillige arbejde, hun er indblandet i. Hun er bare 24 år, men har uddannelse og fremtid på plads.

Lige nu er hun aktivitetsleder for Ungdommens Røde Kors i Kolding og før det var hun aktiv i Café Løvehjerte. En hospitalscafé, hvor indlagte børn og unge kan komme og lave aktiviteter eller bare snakke med et andet ungt menneske. Snakke om det, man bekymrer sig om, når man er ung og har en sygdom.

- Vi er i caféen for at lysne en trist og turbulent hverdag for de indlagte børn og unge. Det er svært at være barn og ung, når man er syg. Vi kommer med noget børne- og ungdomsliv og fokuserer på ungernes behov i stedet for hvide kitler og sygdom.

Mirela var tidligere én af de unge, som én gang om ugen, er at finde i Café Løvehjerte. Nu sidder hun og fordeler vagter blandt andre unge. De er alle godt klædt på til at tale med syge børn, som har ondt i livet. Børn og unge, som kommer i caféen for at lette deres hjerter til de unge frivillige.

- Det kommer nogle gange bag på mig, hvor svært nogle ting kan være for de unge. At det kan være SÅ svært. Jeg har ikke kendt til de problematikker, så jeg bliver ofte overrasket over, at de unge kan have det så skidt, som de har.

Mirela er, med sine egne ord, født med en guldske i munden. Hun har aldrig manglet noget. Derfor giver hun nu noget til dem, der behøver.

- Når jeg f.eks. er på sygehuset får jeg lov til at lægge mit privilegerede liv på hylden et øjeblik. Give noget af mig selv, uden at forvente at få noget tilbage. Men…man får faktisk meget tilbage, meget mere end man selv aner. Det med at sætte smil på børns læber. Det giver rigtig meget.

Mange af de unge, der er frivillige i caféen, har selv været syge eller er unge, som vil uddanne sig til læge eller sygeplejerske. Men ikke Mirela Suljic.

Hun har en Bachelorgrad i erhvervsøkonomi. En verden med maskulinitet og regneark. En helt anden boldgade end sygehus og frivillighed. Lige nu bruger hun en masse tid på alt sit frivillige arbejde, hun er lige blevet partner i en coaching virksomhed, og derudover arbejder hun også fuld tid som specialpædagogisk
støtte. Oveni alt det læser hun også enkeltfag, for snart vil hun tage en kandidat inden for international sikkerhed og folkeret. Hun er fyldt med energi og de fleste ville blive forpustet ved bare at tænke på alle de ting, hun har gang i. Mirelas drøm, er at blive leder, men det er det frivillige arbejde hun brænder for.

- Jeg er frivillig for børnenes og de unges skyld, for at hjælpe dem. Min belønning er, at jeg lærer en masse og får også et netværk. Jeg lærer mange ting, som jeg bruger i mit arbejdsliv.

Det var bl.a. også ønsket om at få et netværk, som fik den unge Mirela i gang med det frivillige arbejde. Hun boede i Kolding, men studerede i Odense og manglede et netværk i hjembyen. Hun ville gerne ud af sin lidt forkælede skal. Lære noget om sig selv og andre mennesker og blive en del af et fællesskab. Et fællesskab, som hun nu er blevet frivillig leder af.

- Det, at jeg gør noget godt for andre, kom til at gøre noget godt for mig. Frivilligt arbejde skal du se som en gave, du tager med dig i dit liv. Det kan ikke måles med noget. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor jeg ikke skulle lave frivillig arbejde.

For Mirela er frivilligt arbejde blevet hendes anden fuldtidsbeskæftigelse. Det er blevet en stor del af hendes identitet, at gøre noget godt for andre mennesker. En berigelse kalder hun det, og selvom hun er ung, har fremtiden foran sig med fuldtidsjob, familie og sikkert også børn, så er det ikke tanken at drosle ned på det
frivillige arbejde.

- Jeg kunne ikke forstille mig at give slip på det, det er en del af mit liv. Af min dna. Det kan jeg ikke bare slippe. Jeg ville føle, at jeg mistede en del af mig selv.

Utroligt, at der kan være så meget initiativ, energi og godhed i den lille, spinkle kvinde. Man skulle mene, at det behøvede meget mere plads.