Fro Rose

Det er formiddag på sygehuset i Sønderborg. Fro Rose småløber gennem forhallen. Hun er på vej for at hente en kørestol. Fro har tilbudt at køre en patient op på 43. Hun lagde nemlig med det samme mærke til, at patienten har svært ved at gå. Han er spastiker. Da hun vender tilbage, kører hun stolen på plads, og spritter den af. Så er det gjort, som hun siger.

Det er meget typisk Fro. Hun lægger mærke til alt og alle. Samtidig er hun en kvinde, som godt kan lide, at der er styr på tingene. Hun møder fx altid en halv time før hendes vagt begynder – bare for at være forberedt. Det er et princip og hun bryder sig ikke om, at andre ikke gør det.

Fro Rose værdsætter orden. Det ser man også tydeligt. Håret er kortklippet og sidder perfekt og på de efterhånden rynkede øjenlåg, ligger en sirlig stribe af koboltblå øjenskygge, der passer til det matchende tøj. På brystet sidder et badge og om halsen hænger et rødt skilt. Begge dele viser patienterne, at Fro er frivillig vejviser, og at hun gerne hjælper, når nogen har brug for det.

Fro tager selv kontakt til folk, når døren ind til sygehuset går op. Hun kender opgaven, for hun har været ansat længe. Rent faktisk har hun været med helt fra begyndelsen, og måske derfor betyder det meget for hende, at der er styr på det hele.

Det var tilbage i 2015. Fro så en annonce i avisen om opstart af frivillige til Sygehus Sønderjylland. Hun meldte sig med det samme og kom til en samtale. Der var stor interesse, men Fro var nærmest selvskreven med en baggrund som farmakonom i et lægehus i Sønderborg.

Fro Rose er en livlig og snaksaglig dame. Hendes stemme er frisk og levende, når hun fortæller om alle de oplevelser, hun har haft som frivillig gennem årene.

- Jeg ville ikke være frivillig andre steder end her. Jeg kunne f.eks. ikke stå i en genbrugsbutik. Jeg brænder for det her arbejde, hvor jeg møder syge folk. Det er noget, jeg ved noget om.

Fro gik på pension som 60 årig. Hendes mand fik en stor hjerneblødning og kom på plejehjem. Han blev lam i den ene side og mistede sin tale. I 10 år var han på plejehjem, og Fro besøgte ham hver eneste dag.

- Når jeg så var her på sygehuset som frivillig, var det mit lille pusterum fra en hverdag med ham.

Når Fro var på plejehjemmet, hjalp hun ikke kun sin mand. Hun dækkede også bord eller hjalp de andre beboere med at spise. Hun kunne slet ikke lade være, for det med at hjælpe andre, det ligger så dybt i hende.

- Det er naturligt for mig at hjælpe. Man må gerne ofre sig lidt ekstra, det har jeg altid gjort.

Det er man slet ikke i tvivl om. Det lyser ud af hende. Da sygehuset var under ombygning, stod hun udenfor i snestorm for at vise folk vej. Stadig med et stort smil på.

- Min mand døde for to et halvt år siden. Sådan er livet. Vi skal ha det bedste ud af  et og jeg får livsglæde af at komme her på sygehuset som frivillig.

En mand kommer kørende på en handicapscooter. Han har slanger i næsen og trækker vejret anstrengt. Fro lægger sin hånd på hans arm og spørger på klingende sønderjysk, om han har det godt. Hun er indfødt sønderjyde, alsik og aldrig flyttet derfra.

- Når folk siger tak for hjælpen, betyder det meget. Det er ikke alle, der er så godt opdraget, men når de gør det, så bliver jeg meget glad.

Hendes små - lidt krogede fingre - vidner om, at hun har levet et langt liv allerede. Hun har skrantet lidt på det seneste og mærket alderen trykke. Et ødelagt knæ og en betændt hofte, blærebetændelse og en dårlig tand er bare noget af det.

- Jeg troede, at det var slut med at være frivillig. Jeg havde ikke noget overskud, men nu er jeg klar igen. Jeg har det godt og har masser af energi. Det gør meget, at man er glad og har et glad sind.

Og det har hun. Det er man slet ikke være i tvivl om, når man har mødt hende. Fro Birgitte Helene Rose Schack. Den 80-årige kvinde med det meget smukke navn og det endnu smukkere sind.