Maria Kvolbæk

Det er 1963. Maria Kvolbæk er ganske ung og netop uddannet som sygehjælper på Gram Sygehus. Hun og de andre nyuddannede sygehjælpere får besked om, at de skal til Haderslev og modtage deres sygehjælpernål - som de allerførste sygehjælpere uddannet fra Gram Sygehus.

Det var en mærkedag, som Maria aldrig glemmer. En kort uddannelse - set med vor tids øjne - men en uddannelse, som førte Maria Kvolbæk til Aabenraa Sygehus, derefter til København på en brandsårsafdeling og i 1968 tilbage til det sønderjyske på sygehuset i Sønderborg. Det er også her, Maria stadig færdes, når hun udfylder sin frivillige rolle som patientstøtte og bisidder for 86-årige Gerda.

Gerda er dement, bor på et plejehjem i Esbjerg og har i dag taget den lange tur med Flextrafik for at komme på øjenafdelingen i Sønderborg. Her står Maria Kvolbæk klar til at hjælpe hende ind til lægen.

"Der er du jo”, siger Maria. ”Er jeg”? svarer Gerda tydelig forvirret.

Heller ikke i dag kan Gerda genkende Maria, men i venteværelset glider snakken alligevel - som to veninder, der har savnet hinanden.

Maria Kvolbæk er for et halvt år siden startet op igen som frivillig, efter en længere pause. Maria skulle flytte og havde ikke overskuddet til at være frivillig i den periode, men nu er hun tilbage. I denne omgang er hun så blevet bisidder og patientstøtte for Gerda. Et godt match, synes Maria, for Gerda og hende har mange ting tilfælles. Gerda har nemlig også været sygehjælper på et sygehus, men da hun blev alene med tre børn, måtte hun tage et job med dagvagter. Det blev på et plejehjem. Faktisk det selvsamme plejehjem,
hvor Gerda selv bor nu.

Den historie har Maria hørt rigtig mange gange. Det er nemlig en historie, som den demente Gerda fortæller flere gange, hver eneste gang de to mødes. Maria lytter tålmodigt, mens hun omsorgsfuldt aer Gerdas hånd.

”Var det en lang tur herover?”, spørger Maria. ”Det er det hver gang”, svarer Gerda og ser helt træt ud.

Snakken fortsætter og Maria får nu igen historien om dengang Gerda blev alene med sine børn og måtte arbejde på plejehjem. Gerda lytter og spørger ind, præcis som hun gør, hver eneste gang Gerda fortæller historien.

- Jeg nyder at være sammen med Gerda. Her har jeg fundet en niche, som passer til mig. Jeg har selv fået skavanker, og ved hvordan, det er at sidde på sygehuset helt alene.

Maria Kvolbæk er stolt over sit tidligere virke. Hun var en dygtig sygehjælper og fik derfor lov til både at fjerne drop og observere for tidligt fødte børn, selvom det ikke lå i hendes kompetencer. Den dag i dag, er hun stadig glad for sin tidligere arbejdsplads - Sygehus Sønderjylland.

- Jeg elsker det sygehusvæsen. Jeg følger med i udviklingen og alt hvad der sker omkring sygehuset. Jeg kan slet ikke lade være.

Maria kan ikke lade være. Hun er en driftig dame, som ikke holder sig tilbage for en politisk diskussion. Hun er medlem af forskelige fora, hvor man diskuterer demens. Hun er i foreninger og bestyrelser og samtidig kommenterer og deler hun flittigt opslag på Facebook, når det handler om politik og sygehus.

Nu er Gerda færdig hos øjenlægen. Maria aftaler en ny tid til Gerda, bestiller kørsel og får et knus af hende, inden de begge går ud ad svingdøren.

- Jeg gør en forskel, det er helt sikkert. Jeg kan se det i Gerdas øjne. Hvor glad hun er. Hun kan få genopfrisket sit liv og jeg kan give hende omsorg. Det er guld værd for os begge.

I dag er der ikke noget sygehus i Gram, og der er heller ikke noget der hedder sygehjælper mere, men at der var der i 1963 - det har gjort en forskel gennem årene og gør det stadig – i skikkelse af Maria Kvolbæk.