Vaccination og blød musik
For at skabe glæde og for at få luftet instrumenterne giver Sønderjyllands Symfoniorkester en række minikoncerter i vaccinationscentrene i Sønderborg og Rødekro i denne uge.
Instrumenterne hos Sønderjyllands Symfoniorkester har ikke været brugt til publikumsforestillinger siden julekoncerterne i midten af december, men nu er det snart slut, da den næste åbne koncert bliver afholdt i Alsion på fredag. I den mellemliggende periode har orkesteret dog lavet radiokoncerter og live-events.
Men inden det går løs til den første store koncert med publikum, skal klangen pudses af, og det sker med i alt seks koncerter i Sygehus Sønderjyllands vaccinationscentre i Rødekro og Sønderborg.
Minikoncerter skaber glæde
Det er dog ikke hele orkesteret, der møder op, da det vil kollidere med afstandskrav og meget andet, så der er tale om små håndplukkede ensembler, kvartetter og andre konstellationer.
- Det er et rigtig godt initiativ, for man bliver så glad, siger Susan Christiansen, som suppleres af ægtefællen i stolen ved siden af.
- Vi havde jo ikke forventet, at vi også skulle til koncert, siger Frank Christiansen.
Begge er blevet vaccineret for første gang i dag i vaccinationscenteret i Rødekro, og dermed er det en dobbeltglæde at være i centeret.
- Det er godt at komme i gang med vaccinerne, for så bliver hverdagen nok snart mere normal igen, supplerer de hinanden.
En lang pause
Sønderjyllands Symfoniorkester har ikke spillet store koncerter siden december måned, og de fire måneders nedlukning kan godt mærkes hos musikerne.
- Vi har været nødt til at tænke lidt ud af boksen for at få musikken ud til vores publikum denne vinter og forår. At overraske med vores spil og musik ude på vaccinecentrene er total win-win for både musikere og borgere, da vi jo brænder for at glæde folk med dejlig musik, siger Jorunn Solløs, der medlem af programudvalget hos Sønderjyllands Symfoniorkester.
Hun har sammen med kollegaen Brian Quist Jørgensen spillet i Rødekro i dag, og de er at finde i Sønderborg i morgen.
I dag har et messingensemble på seks medlemmer spillet i Sønderborg, og de er så at finde på onsdag i Rødekro.
Fakta
Mandag 3/5 kl 10.00 - messingensemble
Tirsdag 4/5 kl 10.00 - fløjte og klaver
Fredag 7/5 kl 10.00 - fløjte og klaver
Mandag 3/5 kl 10 - fløjte og klaver
Tirsdag 4/5 kl 10 - strygekvartet
Onsdag 5/5 kl 10 - messingensemble