Skip til primært indhold

Eva Nielsen fejrer 40 års jubilæum

I oktober måned 1981 indviedes Alssundbroen. Det skulle markeres og inden broen blev åbnet for biltrafik, afholdt man en konkurrence. Deltagerne skulle krydse broen på den meste spektakulære vis.

Een af deltagerne var den unge sygeplejerskestuderende Eva Nielsen. Hun skubbede en sygehusseng afsted op over den høje, buede bro.

”Vi var nogle stykker fra sygeplejeskolen, der sammen med en håndfuld portører fik fat i nogle udtjente senge og undersøgelsesstole. I sengene lå sygeplejeelever med bandager og det hele, og så skubbede vi ellers over broen. Jeg puffede afsted med en seng.” Sådan fortæller Sygeplejefaglig direktør, Eva Nielsen.

Det var spektakulært. Og det virkede.

”Vi vandt. Den skøre idé var der ikke nogen, der kunne stikke.” Griner hun.

Eva Nielsen var samme år startet på sygeplejeskolen i Sønderborg. Det var en tid med længere mellem jobbene end i dag, og hun sad med sine skrivemaskine og skrev ansøgninger til samtlige sygehuse fra grænsen til Djurs. I Sønderborg var der bid.

”Det var jo en tid, hvor der var flere om buddet end i dag. Så at jeg endte på Sønderborg Sygehus, var ikke en del af en større forchromet plan. Men det endte jo med at bide sig fast.” Siger Eva Nielsen.

Gæster sidder til bords ved Eva Nielsens 40-års jubilæum
Eva Nielsen hilser på nyankomne gæster
Canapéer på række

En lang karriere i Sønderborg

Sygehuset i Sønderborg var starten på en karriere, der i lang tid udspandt sig i Sønderborg. Hun blev afdelingssygeplejerske, siden oversygeplejerske på Medicinsk Afdeling på Sønderborg Sygehus og fra 2013 centerchef ved Medicinsk center på Sygehus Sønderjylland. Siden 2017 har Eva Nielsen været Sygeplejefaglig Direktør på Sygehus Sønderjylland. Men selvom kontoret befinder sig i Aabenraa, er hun flere gange om ugen at finde på Sønderborg matriklen.

”Det handler om at være synlig og tilgængelig. Jeg er ikke typen som sidder på kontoret hele dagen. ” Fortæller hun.

Den hurtige læser har formentlig undret sig over, hvorfor Eva Nielsen fejrer 40 års jubilæum 2022, når nu hun startede på uddannelsen i 1981.

”Det handler om en jordomrejse med en veninde. Vi startede med tog fra Sønderborg. Fra Helsinki tog vi Den Transsibiriske Jernbane og endte i Beijing hvor vi blev en måneds tid.” Siger Eva Nielsen.

I alt rejste Eva Nielsen og veninden i 12 måneder mellem 1988 – ’89. Asien, Australien, Cook-øerne og til sidst USA og Canada.

”Det var kæmpe oplevelse. En rigtig god mulighed for at lære kulturer at kende, og for at opleve, at mennesker, kloden rundt, og i de fjerneste afkroge, som regel er flinke og hjælpsomme.” siger Eva Nielsen.

Med de 12 måneder som globetrotter går regnestykket op, så Eva Nielsen i dag kan fejre sit 40-års jubilæum.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41

Tue Wettergreen Paltorp

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


24 78 72 38
APPFWU02V