Drikke- og vandladningsvaner
Gode råd
Det er vigtigt at drikke rigeligt for at opretholde kroppens væskebalance, men det kan være svært at vurdere, hvor meget kroppen egentlig har behov for. Her får du en række gode råd til, hvordan du får gode drikkevaner.
Drik 1,5 -2 liter væske om dagen
For langt de fleste er det nok at drikke mellem 1 1/2 og 2 liter væske om dagen. Denne mængde væske er nok til at opretholde væskebalancen hos mennesker med normal nyrefunktion.
Hvis du drikker mere, gavner væsken ikke kroppen, men giver blot øget vandladning.
Hvis du drikker alt for lidt, koncentreres urinen hvilket irriterer blæreslimhinden. Blæren trækker sig sammen, du vil få trang, men vil kun kvittere små hyppige mængder - koncentreret urin.
Drik mindre, hvis du har problemer med ufrivillig vandladning
Hvis du drikker mere end den anbefalede mængde og samtidig har problemer med ufrivillig vandladning, kan du afhjælpe problemet ved at drikke mindre. Hvis du ikke ønsker eller ikke har mulighed for at drikke mindre, kan du eventuelt lade vandet hyppigere, fx hver 2. time.
Hvis du føler dig tør i munden, kan du eventuelt sutte på bolsjer eller pastiller eller tygge tyggegummi.
Alt det du drikker efter 18 kommer ud om natten!
Hvis du skal op for at lade vandet flere gange om natten, kan du overveje at drikke mindre om aftenen.
Alt efter 18 kommer ud om natten.
Du kan eventuelt helt undlade at drikke de sidste 2-3 timer, før du går i seng.
Undgå specielt kaffe, te og alkohol i dette tidsrum.
Hvad du drikker, har også betydning for din vandladning
Hvis du drikker koffeinholdige drikkevarer som kaffe og cola samt lightprodukter, og sodavand (alt med brus), te og vanddrivende medicin påvirker det blærens fyldning og sammentrækning som kan være ansvarlige for hyppige vandladninger.
Gode råd om vandladningsvaner
Normalt vil blæren være afslappet og udvide sig, indtil den indeholder 200-400 ml. urin. Derefter får man det første signal om vandladningstrang, så man stille og roligt kan nå toilettet. Under vandladningen trækker blærens muskel sig sammen, musklerne omkring urinrøret slapper af, og blæren tømmes. Hvis man som, anbefalet drikker mellem 1 1/2 og 2 liter væske i døgnet, skal man lade vandet cirka hver 3.-4. time i de vågne timer, og det er ikke unormalt at lade vandet en enkelt gang om natten. Det vil sige, at man normalt har mellem 5 og 8 vandladninger i døgnet.
Gode råd til, hvordan du får gode vandladningsvaner
Når du går på toilettet for at lade vandet, er det vigtigt, at du tager dig god tid. Sæt dig godt til rette på toiletsædet, lad benene hvile på gulvet og slap af i bækkenbunden.
Undlad at presse for at få vandladningen overstået i en fart, da det kun belaster musklerne i bækkenbunden og ikke fremmer vandladning. Lad derimod blæremusklen gøre arbejdet ved at trække sig sammen og på den måde tømme blæren.
Undlad at afbryde vandladningen ved at knibe strålen over. Det forstyrrer blærefunktionen og kan på sigt give problemer med at tømme blæren. Mange kvinder har desværre lært at lave knibeøvelser på denne måde, men det har vist sig at være uhensigtsmæssigt, og derfor fraråder vi det.
Brug knibeøvelser. Det kan være meget hensigtsmæssigt, at du kniber i bækkenbunden i de situationer, hvor du ikke kan holde på vandet
Hvis du fornemmer, at du ikke tømmer blæren helt, er det en god idé at forsøge at lade vandet igen efter få minutter.
Lad altid vandet om morgenen, når du står op, og om aftenen, når du går i seng.
Lad kun vandet, når du skal. Lad være med at vænne dig til at tisse for en sikkerheds skyld, da det kan resultere i, at du altid skal lade vandet i små hyppige portioner.
Vigtig at holde maven i gang og undgå forstoppelse ved at spise mange kostfibre, der findes i grøntsager, groft brød og frugt.
Forsøg at dyrke motion.
Husk, at al bevægelse tæller med.
|
Kontakt Urinvejskirurgi Urinvejskirurgi, Ambulatorium Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 7997 3800
|
|
pinfoSHS-2096609833-52 177789 | 18.09.2026 |