Skip til primært indhold

HoLEP

Operation ved forstørret blærehalskirtel


Information om HoLEP operation

Hvorfor skal du opereres?

Du har fået diagnosticeret en forstørrelse af din blærehalskirtel (prostata).

Ved flere besøg i vores ambulatorium har vi udredt dig, og har forsøgt, at behandle dine vandladningsgener med tabletter.

Behandlingen med tabletter har ikke haft tilstrækkelig effekt. Derfor anbefaler vi nu en operation af prostata.

Ved operationen fjerner lægen den indre del af prostata (adenomet). Det er den del af urinrøret, der ligger mellem lukkemusklen og blæren. Den ydre del, den såkaldte prostatakapsel bliver ikke fjernet.

Hvad er HoLEP?

Siden 1930´erne har man kunnet operere gennem urinrøret med kikkert, den såkaldte TUR-P (Trans Urethral Resektion af Prostata).

Her skærer man vævet (adenomet) væk med en elektrisk slynge og skyller vævsspåner ud gennem instrumentet.

I 1990´erne blev der udviklet en laserbaseret operationsmetode, hvor man kan fjerne hele adenomet via kikkert gennem urinrøret uden at skære i huden. Denne procedure kaldes HoLEP (Holmium Laser Enucleation of Prostate).

Du har fået tilbudt både en TUR-P og en HoLEP operation, og sammen er vi blevet enige om, at du skal have foretaget en HoLEP operation.

Indgrebet vil foregå på Vejle Sygehus, Urinvejskirurgi og du skal regne med være indlagt i 1-2 døgn.

Før operation

Blodfortyndende medicin

Hvis du får du blodfortyndende medicin, vil lægen senest på forundersøgelsesdagen, drøfte med dig, hvordan

du skal forholde dig og om du eventuelt skal holde pause.

Diabetes

Hvis du har diabetes, vil du på forundersøgelsesdagen få besked på hvordan du skal forholde til din diabetes i forbindelse med operationen.

Faste og tørste

Du skal faste (ikke spise) og tørste (ikke drikke) efter de regler, som står i pjecen ”Bedøvelse”, som du får udleveret.

Badning før operation

Du skal forberede dig og vakse dig efter anvisningerne i pjecen - i henhold til pjecen ”Badning før operation”, som du får udleveret.

Efter operationen


Efter operationen vil der være lagt et kateter (slange) i blæren for at sikre frit afløb af urin.


  • Kateteret fjernes efter lægens beslutning, oftest efter 1 døgn. hvis urinfarven tillader det.
  • Når kateteret er fjernet, skal vi kontrollere, at du kan lade vandet uden problemer, før du kan komme hjem.

I nogle tilfælde er det nødvendigt at blive udskrivet med kateter. Kateteret fjernes senere i ambulatoriet, som regel indenfor 14 dage.

Udskrivelse

Fysisk aktivitet og arbejde

  • Du skal være forsigtig med fysisk aktivitet indtil 10 dage efter din operation.
  • Hvis du arbejder med tunge løft, skal du sygemeldes fra job i 14 dage.
  • Du må ikke cykle i 6 uger.

I de første uger efter operationen skal du:

  • Sørge for at have en blød afføring.
  • Undgå at presse ved toiletbesøg.

Mulige komplikationer

Der er ved enhver operation risiko for blødning og infektion.

Tegn på infektion kan være:

  • Hyppige vandladning
  • Svie i urinrøret
  • Grumset urin
  • Eventuelt feber.

Derudover kan der være risiko for:

  • Forsnævring af blærehalsen eller urinrøret,
  • Tør udløsning (sæden kommer ikke ud, men du kan stadig have orgasme) - dette sker ofte efter operation.
  • Perforation (hul) af prostatakapsel eller urinblære inklusive området hvor urinlederen munder ud.
  • Skade på lukkemusklen (inkontinens)
  • Påvirkning af rejsningsevnen.
  • Inkontinens (urinlækage, som oftest bliver bedre i løbet af 6-8 uger.

Hos de fleste er vandladningen normal i løbet af 1-2 måneder, men nogle kan have gener i længere tid.



Bækkenbundstræning

Det er en fordel, hvis du allerede før operationen har lært at træne bækkenbunden.

Du må først begynde eller genoptage bækkenbundstræning, når urinen er klar, dog først 7 dage efter operationen.

Blødning og urin efter operation

Efter udskrivelsen kan der være let blodigt urin (lyserød) i nogle dage. Det er almindeligt og ikke alvorligt.

Det er vigtigt at du:

  • Overholder anbefalinger om begrænset fysisk aktivitet.
  • Drikker rigeligt med væske (2-2,5 liter dagligt) i 10-14 dage efter operationen.

Efter 10-14 dage kan der komme ny blødning, når sårskorperne fra operationsområdet løsner sig. Hvis der kun er tale om rødfarvning af urinen, stopper det som regel af sig selv. Du kan selv forebygge problemer ved at drikke ekstra meget væske i disse dage.


Kontakt læge/afdeling hvis:

  • Der er tydelig frisk blod i urinen med blodklumper.

  • Du har svært ved at lade vandet.

I sådanne tilfælde kan indlæggelse blive nødvendig.

Hvis du får komplikationer:

Kontakt:

  • Urinvejskirurgi, Sygehus Lillebælt, telefon: 79 40 94 00

Vævsundersøgelse og svar

Det fjernede prostatavæv, bliver sendt til mikroskopisk for celleforandringer. Du får oftest svar via brev, når svaret er klart.

Ambulant opfølgning

Du vil blive indkaldt til en ambulant opfølgning hos en sygeplejerske:

  • Ca. 3 måneder efter operationen.
  • Efter ca. 12 måneder efter operationen

Her kontrollerer vi, hvordan din vandladning fungerer.

Du skal møde med fyldt blære:

  • For at lave et vandladningsflow (tisse i et apparat, der måler strålen).
  • Resturin, hvor vi måler, hvor meget urin der er tilbage i blæren.

Hvis operationen har givet et tilfredsstillende resultat, afsluttes du herefter til egen læge.

Hjælpemidler

Hvis du har brug for bleer efter operationen, kan de bestilles via borger.dk på sikker mail, med oplysninger om CPR-nummer og hvilken type ble samt antal, der ønskes.

Du kan også kontakte os telefonisk i ambulatoriet.

Kontakt

Dagkirurgi

Urinvejskirurgi, Dagkirurgi

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

7997 3800

 

Telefontid: 7:30 – 8:15



pinfoSHS-2096609833-7 147849   |   18.09.2026

APPFWU01V