Skip til primært indhold

Operation for forstørret blærehalskirtel

TUR-P / TUI-P

Vi har tilbudt dig en operation for at bedre dine vandladningsgener. Du skal derfor have fjernet noget af vævet i din prostata.

Før operationen

Du er klargjort i forhold til blodfortyndende behandling, Diabetes behandling, hvordan du skal bedøves og Faste /Tørste regler samt om badning før operationen

Sådan foregår operationen

Operationen foregår som en kikkertoperation gennem dit urinrør. Blæren efterses gennem kikkerten, og blærehalskirtlens indvendige dimensioner vurderes. Med en elektrisk høvl skæres spåner af den forstørrede blærehalskirtel, indtil der igen er fri passage.

Din operation vil foregå via Afsnit for Urinvejskirurgi i Aabenraa.

Du kommer hjem samme dag som du er opereret.

Efter operationen

Når operationen er overstået, vil du blive kørt på opvågningsafsnittet og derfra tilbage til din stue på afsnittet.

Du modtages af en sygeplejerske som sammen med den læge, der har vagt, sender dig hjem, når du er klar og har fået mad og drikke.

Du vil blive informeret om, hvordan operationen er gået før du går hjem.

Du vil vågne op med et blærekateter som er en tynd plastikslange, der går fra blæren ud gennem urinrøret. Urinen vil således selv løbe ned i en kateterpose som sidder for enden af dit kateter. Der kan være tilsluttet en skylleanordning.

Det er forventeligt med blod i urinen i nogle dage efter operationen.

Lige efter at kateteret er fjernet, kan det være svært at holde på vandet, når vandladningstrangen melder sig eller svært at komme i gang med vandladningen. Normalt bedres dette i løbet af nogle få dage men kan vare op til 2 måneder efter.

Det er vigtigt at drikke rigeligt efter operationen for at skylle urinvejene, gerne op til 3 liter dagligt.

Udskrivelse

Du vil som udgangspunkt blive udskrevet med blærekateteret som du kan få fjernet enten af en hjemmesygeplejerske, egne læge eller dig selv ca. 3-5 dage efter operationen.

Arbejde, fysisk aktivitet og sygemelding

Du må genoptage dine vanlige aktiviteter, når du føler dig klar til det. Undgå dog hård fysisk aktivitet den første uge efter operationen af hensyn til blødningsrisiko og smerter.

Seksuallivet

Du må genoptage dit seksualliv, når du føler dig klar til det. Efter operationen kan du forvente at din sædafgang foregår bagud til din blære og som ikke tidligere gennem dit urinrør. Det er en normal følge efter operationen.

Bækkenbundstræning

Efter din operation skal du påbegynde bækkenbundstræning. Det er derfor en fordel, hvis du har lært at træne bækkenbunden inden.

Du kan starte træningen, når urinen er klar, dog tidligst 7 dage efter operationen.

Hvis du har brug for bleer efter operationen, kan du bestille dem ved kontakt til ambulatoriet på tlf. 79973800 mellem kl. 7:30-8:15 eller via sikker mail på Borger.dk

Opfølgning

3 måneder efter din operation, bliver du indkaldt til en ambulant kontrol på Urinvejskirurgisk ambulatorium. Til kontrollen skal du have foretaget en vandladningsundersøgelse og tale med en sygeplejerske.

Du skal medbringe 1 døgns væske- og vandladningsskema til samtalen.

Komplikationer og spørgsmål

Efter operationen kan der opstå komplikationer som:

  • Feber
  • Blødning
  • problemer med at komme af med vandet.

Får du komplikationer inden for det første døgn, skal du kontakte os.

Kontakt indtil kl. 18:00 :

Dagkirurgisk Afdeling Aabenraa, tlf. 79973811

Kontakt efter kl. 18:00:

på operationsdagen og indtil næste dags morgen kontaktes

Urinvejskirurgi, Sygehus Lillebælt på tlf. 79409400

Ved behov kan du efter 1. døgn kontakte din egen læge/vagtlæge


Kontakt

Dagkirurgi

Urinvejskirurgi, Dagkirurgi

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 38 00

 


pinfoSHS-2096609833-131 146222   |   18.09.2026

APPFWU02V