
Praktisk information om indretningen, udstyret og mulighederne på fødestue 5
Behov for hjælp
Ved behov for at tilkalde en jordemoder eller SOSA på stuen, gøres dette nemmest på følgende måde:
- Træk i den røde klokkesnor, som I finder ved fødelejet, hvilelejet, bag badekarret og på badeværelset ved toilettet.
Mad og drikke
Under opholdet kan I benytte køleskabet på stuen til at holde evt. medbragt mad og drikke koldt.
Afhængig af tidspunktet på døgnet er der forskellige muligheder for mad og drikke til dig som fødende eller som pårørende.
Se mulighederne på Køkkenets hjemmeside
Ved bestilling af mad skal I bruge en kode. Find den på indersiden af døren ind til fødestuen.
I må meget gerne være behjælpelige med at stille brugt service ind i vognene i patientkøkkenet.
Rummets indretning
Find dig godt tilrette
Fødestuen danner rammen om jeres helt specielle fødselsoplevelse – så føl jer hjemme, og gør den til jeres.
Rummet er indrettet, så der er plads til hele familien – seng, bad og toilet må altså benyttes af hele familien.
Jeres overtøj må I meget gerne hænge på knagerne på badeværelset (lige ved døren).
Jeres tasker vil vi gerne have at I stiller ind i skabet, hvor der står ”Forældreskabet” – det er jeres.
I må gerne bruge de forskellige stole og endelig flytte rundt med dem ud fra jeres behov. Skillevæggen på hjul er I også meget velkomne til at tage i brug eller flytte med.
Hver en fødsel er helt unik – og det er derfor vigtigt, at I selv mærker efter, hvad I har brug for og fortæller os det, så vi har den bedste mulighed for at kunne imødekomme jeres behov.
Ting, I kan få brug for
Bind, nettrusser og babybleer får I af os, så længe I er på fødegangen. Skulle I mangle noget af dette, så spørg gerne personalet – af hygiejniske årsager må I nemlig ikke selv gå i skabene.
Har I glemt div. personlige hygiejne/plejeprodukter, så som tandbørste og tandpasta kan dette købes i kiosken ved restauranten. Her finder i også et udvalg af søde sager, ugeblade/magasiner, blomster m.m.
Forskellige stillinger undervejs - brug puder og bold
Det er ofte hensigtsmæssigt at komme rundt i forskellige stillinger undervejs i fødslen, og der er forskellige puder og en bold, som I meget gerne må bruge. Der er en plakat, der kan give inspiration.
Spørg også gerne personalet, hvis du vil have inspiration eller hjælp. Der er endnu flere muligheder for udstyr, som kan hentes efter behov.
Badekarret
Ønsker I at benytte badekarret, så sig det til personalet. Undlad venligst at få brusehovedet under vand af hygiejniske årsager.
Lys og lyd på fødestuen
Sanselys
Stuen er udstyret med lamper, der kan give forskellige stemninger og understøtte jeres behov på forskellig vis. Ud over tænd og sluk af lyset ved døren, indstilles lyset på den tablet, der er monteret på ydervæggen. Prøv jer endelig frem og find ud af hvad der passer godt til jer. I må meget gerne variere det undervejs i fødselsforløbet, og må også meget gerne bruge det efter fødslen.
Mulighed for at høre egen musik
Det er muligt at koble jeres eget device til vores højtalere.
Sådan gør du:
- Aktiver Bluetooth på jeres egen enhed
- Tryk på knap for tilkobling. Den er bag ved hvilelejet lige ved siden af vinduet.
- Vælg ”fødestue 5” på din enhed (der er ikke brug for kode)
TV
Det lille fjernsyn på væggen kan frit benyttes, der er dog ikke mulighed for tilkobling af egne medier til fjernsynet.
Besøg på fødestuen
I er meget velkomne til at have gæster på fødestuen. Vi henstiller blot til, at I selv henter jeres gæster i receptionen. Bed dem om at ringe til jer, når de er ankommet.
Hvis I har mange gæster, eller hvis der opstår en akut situation på stuen, hvad enten det er under fødslen eller efter, så kan personalet bede gæsterne om at vente i forhallen.
Fotos og film ifm. fødslen
Fødslen er jeres store øjeblik og oplevelse, som vi sætter stor pris på at dele med jer, og I er meget velkomne til at forevige det ved at fotografere før, under og efter fødslen. Ønsker du at tage et foto af personalet, så spørg først efter et samtykke. Vi vil gerne bede jer om IKKE at lave video- eller lydoptagelser af personalet.
Parkering
Der er parkeringsmuligheder både ved indgang A og indgang B.
Parkeringspladsen ved indgang A har en tidsbegrænsning på 3 timer, men I kan få udleveret en parkeringstilladelse.
Ved indgang B er der fri parkering i parkeringshuset, så bliver jeres ophold af længere varighed, så skal bilen lige flyttes derned.
Hygiejne
Det er vigtigt med god håndhygiejne for at passe på både dig som fødende og jeres nyfødte.
-
Vask hænder ved synligt snavs, efter toiletbesøg og efter at du har pudset næse, hostet eller nyst i hænderne.
-
Sprit hænderne efter håndvask, hver gang du forlader stuen, før du spiser og før du rører ved noget i køkkenet.
Studerende
Du kan møde studerende under dit forløb, hyppigst jordemoderstuderende og SOSU-elever. De vil altid være under vejledning af erfarne fagpersoner, og vil tit give jer ekstra meget service.