Skip til primært indhold

Synacthentest

Til patienter og pårørende

Undersøgelse af binyrebarkfunktionen


Du er blevet henvist til at få foretaget ACTH-test (Synacthentest).

Denne undersøgelse foregår på Medicinsk ambulatorium i Sønderborg, Aabenraa eller Tønder.

Formål

Testen foretages til at vurdere binyrebarkens evne til at producere hormonet kortisol = binyrebarkhormon.
Testen kan også anvendes til at vurdere hypofysefunktionen. I binyrerne (kirtler beliggende ved nyrerne) dannes binyrebarkhormon, som er livsvigtig for stofskiftet og saltbalancen.

Produktionen af disse hormoner kontrolleres af hypofysen (en lille kirtel i hjernen) via et hormon, der hedder ACTH.

Nedsat binyrebarkhormonproduktion medfører sygdom, der kan give symptomer i form af almen svækkelse, utilsigtet vægttab, fejl ved saltbalancen samt lave blodsukkerværdier.

Forberedelse til undersøgelsen

Forud for undersøgelsen kan du spise og drikke normalt.

Er du ramt af en akut sygdom i form af infektion, opkast, tynd mave eller lignende, skal undersøgelsen flyttes til en anden dato. Du skal derfor kontakte os med henblik på ny undersøgelsesdato.

særlig opmærksomhed

Hvis du aktuelt er i behandling eller inden for de seneste 6 uger har været i behandling med binyrebarkhormon, dvs. Hydrokortison, Prednisolon, cremer med binyrebarkhormon eller inhalationsmedicin mod astma/KOL, der indeholder binyrebarkhormon, skal du kontakte os inden undersøgelsen.

Du må gerne tage din vanlige medicin, når testen er slut.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Ved undersøgelsens start får du lagt en kanyle i den ene arm, og du får taget en blodprøve. Dernæst indsprøjtes Synacthen® (kunstigt ACTH) via kanylen og der ventes i 30 minutter, inden der igen tages blodprøve. Undersøgelsen er herefter overstået. Du bliver i afdelingen mellem blodprøverne. Du må være aktiv mellem blodprøverne, dvs. du ikke behøver at slappe af.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen varer i alt ca. 1 time.

Bivirkninger

Der er sjældent bivirkninger i forbindelse med testen. Der kan i sjældne tilfælde komme lidt kløe ved kanylen. Udover at få anlagt kanylen i armen, gør det ikke ondt at få foretaget ACTH-test.

Svar på undersøgelsen

Der kan gå 1-2 uger inden svarene er vurderet af en læge. Derefter får du besked om undersøgelsens resultat.




pinfoSHS-402907246-370 158249 | 08.05.2026

APPFWU02V