Kronisk myeloid leukæmi
Til patienter og pårørende
Kronisk myeloid leukæmi (CML) hører under de såkaldte kroniske myeloproliferativ sygdomme. Disse sygdomme er alle karakteriserede ved en øget dannelse af celler i knoglemarven. Ordet myeloproliferativ hentyder til, hvilke specifikke celler der bliver dannet flere af. Der findes ikke noget dansk navn for denne gruppe af sygdomme.
Ved CML er det først og fremmest dannelsen af hvide blodlegemer (leukocytter), der er forøget, men man kan også se et øget antal blodplader (trombocytter). CML opstår pga. en forandring i et kromosom, hvorved det såkaldte Philadelphiakromosom dannes.
Symptomer
Symptomer på CML er typisk nattesved, vægttab og træthed. Ofte er der også blodmangel, hvilket medvirker til trætheden. Milten bliver større, efterhånden som sygdommen udvikler sig. Det kan give trykkende smerter i maven (oppe under venstre ribbenskant). Nogle patienter oplever også en påfaldende tendens til blå mærker i huden eller podagra (urinsyregigt) inden diagnosen stilles. Nogle patienter har ingen symptomer, når diagnosen stilles.
Diagnose
Diagnosen stilles ved blodprøver og en knoglemarvsundersøgelse, hvor man påviser et karakteristisk øget antal af de hvide blodlegemer. Philadelphia kromosomet kan påvises ved forskellige specialanalyser, hvor arvematerialet i de syge celler undersøges. Mængden af Philadelphia kromosomet kan efterfølgende
måles som kontrol af behandlingseffekten, da mængden af kromosomet i blodprøver skal reduceres mest muligt.
Behandling
Inden diagnosen ligger helt fast kan man vælge at give en mild form for kemoterapi i tabletform, Hydroxyurea (Hydrea®). Når diagnosen er stillet skiftes til en specifik behandling i form af Imatinib (Glivec®), som er en
tabletbehandling, der specielt er rettet mod den tilgrundliggende mekanisme i udvikling af sygdommen. Behandlingen helbreder ikke CML, men vil hos de fleste medføre en vedvarende kontrol over sygdommen og medføre, at symptomerne forsvinder og blodprøverne normaliseres.
Hvis virkningen af Imatinib forsvinder (hvilket er ualmindeligt), eller hvis der kommer uacceptable bivirkninger, kan man anvende andre, nyere præparater, der virker efter samme princip, men med en principielt større effekt på det Philadelphia kromosom.
|
Kontakt Blodsygdomme Ambulatorium Sydvang 1 6400 Sønderborg Tlf.: 79 97 26 70 SHS-blodsygdomme.ambulatorium@rsyd.dk |
|
pinfoSHS-402907246-131 179184|20.03.2026 |