Skip til primært indhold

Sygehus Sønderjylland skal have ny lægefaglig direktør

Efter tre år som lægefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland skifter Bjarne Dahler-Eriksen til OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus. Men først når coronakrisen er vel overstået.

Bjarne Dahler-Eriksen skal være lægelig direktør på OUH Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus.

Bjarne Dahler-Eriksen skal være lægelig direktør på OUH Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus.

Sygehus Sønderjylland skal ud og finde en ny lægefaglig direktør, da Bjarne Dahler-Eriksen har fået tilbudt stillingen som lægelig direktør på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus. Aftalen er, at han skal begynde i Odense den 1. juni, men der er et lille forbehold for datoen.

- Lige nu har vi en coronaepidemi, som jeg gerne vil være med til at følge til dørs på Sygehus Sønderjylland, så jeg skifter først, når der er lidt ro på igen, siger Bjarne Dahler-Eriksen og fortsætter.

- Om det så bliver 1. juni eller lidt senere, må tiden jo vise.

Den del af aftalen er Region Syddanmarks øverste direktør Jane Kraglund helt med på.

- Bjarne Dahler-Eriksen er en meget central medarbejder i organiseringen af både Sygehus Sønderjyllands og hele regionens indsats for at håndtere epidemien. Derfor kan det ende med, at vi er nødt til at flytte tidspunktet for hans tiltrædelse eller sørge for en glidende overgang fra den ene stilling til den anden. Det tager vi alt sammen stilling til, når vi ved mere om epidemiens udvikling, siger hun.

Ros til de ansatte på Sygehus Sønderjylland

Bjarne Dahler-Eriksen kan nu se tilbage på tre begivenhedsrige år på Sygehus Sønderjylland.

- Jeg har været utrolig glad for at være på Sygehus Sønderjylland, og jeg er glad for, at kunne aflevere et sygehus i god gænge til min afløser, når vedkommende er fundet. Jeg oplever, at alle medarbejdere har en utrolig vilje til at løse selv komplicerede problemstillinger her i Sønderjylland, og det vil jeg gerne rose alle for, siger den nu afgående direktør.

Fra sygehusets administrerende direktør er der store roser til Bjarne Dahler-Eriksen.

- Jeg vil gerne takke Bjarne for det rigtigt gode samarbejde, vi har haft de forgange år. Vi har et styrket Sygehus Sønderjylland i forhold til vores tiltrædelse for tre år siden. Arbejdsglæden er vendt tilbage, og samtidig har vi haft en stærk faglig udvikling inden for alle kliniske områder. Det sidste kan vi i særdeleshed takke Bjarne for, siger Peter Fosgrau.

Vil bruge erfaringer fra Sygehus Sønderjylland på OUH

Inden for de næste par år vil OUH flytte fra den nuværende adresse inde midt i Odense til helt nye bygninger ved siden af Syddansk Universitet, og Bjarne Dahler-Eriksen får dermed mulighed for at bruge noget af den viden, han har fra Sygehus Sønderjylland. Samtidig er OUH også en ganske velkendt arbejdsplads for ham.

- Jeg har jo trådt mine barnesko på OUH som lægestuderende tilbage i 80’erne og arbejdet på sygehuset i 10 år som speciallæge og som leder indtil starten af 2017. Så OUH er et sygehus, jeg kender rigtig godt, og et sygehus, der ligger mit hjerte nært. Nu er jeg er stolt over at skulle være en del af det hold, som nu skal flytte OUH sikkert ud til Nyt OUH, og her er det helt sikkert, at jeg kan bruge de erfaringer vi har med rokader og flytninger på Sygehus Sønderjylland, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

Om Bjarne Dahler-Eriksen

Bjarne Dahler-Eriksen tog den lægevidenskabelige embedseksamen ved Odense Universitet i 1992 og fuldførte en ph.d.-grad fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet i 1999. Endeligt har han også i 2018 fået en mastergrad i offentlig ledelse fra SDU.

Han har haft en række ledende stillinger inden for sygehusområdet og på Syddansk Universitet. Senest som lægefaglig direktør ved Sygehus Sønderjylland (2017 – 2020), ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på OUH (2014 – 2017) og som vicestudieleder for lægeuddannelsen ved Syddansk Universitet (2011-2014).

Privat bor Bjarne Dahler-Eriksen i Odense med sin kone Kathrine, der er praktiserende speciallæge, og sammen har de tre voksne børn.

APPFWU02V