Kirurg i Aabenraa fjernopererede patient på Færøerne
Kirurgen sad i Aabenraa, mens patienten lå på operationsbordet i Tórshavn. Sygehus Sønderjylland og Landssjúkrahúsið har i dag gennemført den første operation i et dansk-færøsk projekt med robotassisteret fjernkirurgi – den første af sin slags i Danmark og den første mellem to offentlige sygehuse i Norden.
I dag blev det virkelighed, da Sygehus Sønderjylland og Landssjúkrahúsið gennemførte den første operation i et dansk-færøsk pionerprojekt med robotassisteret fjernkirurgi – også kaldet telesurgery.
Operationen for ukompliceret lyskebrok blev gennemført som planlagt. Patienten, operationsrobotten og det lokale operationsteam befandt sig i Tórshavn, mens kirurgen sad på et kontor ved en konsol i Aabenraa og styrede robotten via en sikker og isoleret forbindelse.
Projektet her er det første af sin art i Danmark - og ydermere er det første gang, det sker mellem to offentlige sygehuse i Norden.
Projektet skal undersøge, om kirurgisk behandling på sigt kan bringes tættere på patienter, der bor langt fra de store behandlingssteder. Tanken er at bringe kirurgens ekspertise frem til patienten, uden at patienten selv skal rejse.
Første operation gennemført med succes
Klokken var 12.50 da hele holdet bag projektet, kunne glæde sig over, at Danmarks første fjernoperation var gennemført med succes.
– Operationen er gennemført med et særdeles tilfredsstillende resultat, siger overlæge Jan Krzak.
Det vigtigste for os var at undersøge, om vi kunne gennemføre operationen sikkert i et tæt samarbejde mellem de to hospitalsafdelinger og det lykkedes. Håbet er, at flere patienter på sigt kan få adgang til den ekspertise, de har brug for – også selvom de bor langt fra de store centre.
Han understreger, at projektet er begyndt meget forsigtigt:
– Vi er startet op med få udvalgte patienter med en ukompliceret lyskebrok. Første skridt i dag var at dokumentere, om teknikken, sikkerheden, kommunikationen og samarbejdet fungerer stabilt i praksis, siger Jan Krzak, som i Aabenraa havde kontrollen med robotten i Tórshavn.
Under operationen var et fuldt kirurgisk og anæstesiologisk team fysisk til stede på sygehuset i Tórshavn. En lokal kirurg stod klar til straks at overtage, hvis teknikken, forbindelsen eller situationen krævede det. Forud er gået grundig træning, simulationer, tekniske test og øvelser i nødprocedurer.
Behandling tættere på patienterne
På Færøerne kan afstanden til hospitalsbehandling betyde lange rejser og ekstra belastning for patienterne. Derfor ser Landssjúkrahúsið et stort perspektiv i projektet.
– På Færøerne kender vi betydningen af afstand. Mange patienter må i dag rejse langt for at få adgang til hospitalsbehandling. Derfor er det interessant for os at undersøge, om ny teknologi kan bringe noget af ekspertisen tættere på patienterne – på en sikker og kontrolleret måde, siger Elinborg Mortensen, cheflæge på Landssjúkrahúsið i Tórshavn.
Dermed handler projektet også om lighed i sundhed: at geografisk afstand ikke i sig selv skal være en barriere for adgang til behandling.
Små sygehuse gør sig bemærket
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at to så relativt små sygehuse står med et sådant projekt. Hos Sygehus Sønderjylland er der både stolthed over den teknologiske milepæl og over det dansk-færøske samarbejde, der har gjort den mulig.
– Det er stort for os, at Sygehus Sønderjylland er med til at gå forrest i et projekt som dette. Vi er ikke et stort universitetshospital, men vi har stærke faglige miljøer, dygtige medarbejdere og et tæt samarbejde med vores kolleger på Færøerne. Det viser, at vigtig udvikling i sundhedsvæsenet ikke kun sker på de største steder, siger Peter Sørensen, lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland.
Fakta
Operationen er den første i et indledende klinisk studie, der skal undersøge, om metoden i praksis kan gennemføres sikkert, stabilt og kontrolleret – teknisk, klinisk og organisatorisk.
Efter den første operation bliver forløbet gennemgået. Her vurderes blandt andet teknisk stabilitet, kommunikation, arbejdsgange og patientsikkerhed,
Systemet har ikke adgang til hospitalernes interne netværk eller patientdatasystemer. Dataoverførslen sker via en dedikeret og isoleret kommunikationskanal.
Producenten MicroPort MedBot stiller Toumai® robotten til rådighed som et bidrag ind i projektet.
Internationalt er robotassisteret fjernkirurgi allerede afprøvet flere steder i verden. I Europa er teknologien blandt andet blevet anvendt mellem London og Gibraltar. Projektet mellem Aabenraa og Tórshavn er det første af sin art mellem to offentlige sygehuse i Norden og det første i Danmark.