Nu er den nye Psykiatriske Akutmodtagelse taget i brug
Den nye tilbygning på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa danner nu rammen om den Psykiatriske Akutmodtagelse. Her får patienter med behov for akut psykiatrisk hjælp mere ro, diskretion og mulighed for skærmning. Den 9. oktober markeres de nye rammer med en officiel indvielse.
Efter en længere byggeperiode er 400 nye kvadratmeter til Psykiatrisk Akut Modtagelse – PAM – nu taget i brug.
Tilbygningen til 14 millioner kroner rummer blandt andet tre undersøgelses- og triagerum, tre psykiatriske sengestuer med eget toilet og bad, ventepladser til patienter samt nye faciliteter til medarbejderne.
De nye rammer er indrettet med særligt blik for patienter, der kommer akut med psykiske problemer og ofte befinder sig i en sårbar situation. Her kan uro, mange mennesker og manglende mulighed for at trække sig tilbage være en ekstra belastning.
Med den nye modtagelse bliver der derfor bedre mulighed for at skærme - og skabe ro - omkring den enkelte patient.
– For os handler det ikke først og fremmest om flere kvadratmeter. Det handler om at kunne tage imod mennesker i en akut psykisk krise på en måde, hvor der er mere ro, værdighed og mulighed for at skærme dem, når de har brug for det, fortæller chefsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, Lykke Bay Marcussen.
Tæt på den somatiske akutmodtagelse
I Aabenraa har den psykiatriske og somatiske akutmodtagelse i mange år været tæt integreret. Hidtil er patienter med behov for akut psykiatrisk hjælp blevet modtaget i de samme overordnede fysiske rammer som patienter med akutte fysiske sygdomme og skader.
Den nye tilbygning giver Psykiatrisk Akut Modtagelse egne og bedre faciliteter, men fastholder samtidig nærheden til Fælles Akut Modtagelse.
Det er vigtigt, fordi nogle patienter både har psykiske og fysiske problemstillinger og derfor har brug for, at medarbejdere på tværs af psykiatri og somatik hurtigt kan samarbejde om behandlingen.
– Vi får langt bedre rammer til vores patienter, samtidig med at vi fortsat er helt tæt på vores kolleger i den somatiske akutmodtagelse. Det betyder, at vi kan bevare det tætte samarbejde om de patienter, der har brug for hjælp fra begge områder, siger Lykke Bay Marcussen.
Frigør plads i Fælles Akut Modtagelse
Når Psykiatrisk Akut Modtagelse flytter ind i de nye lokaler, bliver der samtidig frigivet plads i Fælles Akut Modtagelse.
– Det giver bedre forhold på begge sider. Psykiatrien får fysiske rammer, der passer bedre til deres patienter, og vi får mere plads i Fælles Akut Modtagelse. Samtidig bevarer vi nærheden og det tætte samarbejde mellem psykiatri og somatik, siger chefsygeplejerske i Fælles Akut Modtagelse, Helle Overgaard.
Den nye Psykiatriske Akut Modtagelse indvies med snoreklip den 9.oktober af bl.a. regionsrådsformand Bo Libergren og formand for Sundhedsråd Sønderjylland, Susanne Eilersen.
Fakta
Den nye Psykiatriske Akut Modtagelse (PAM)er på cirka 400 kvadratmeter og har kostet omkring 14 millioner kroner.
Den nye skadestue rummer blandt andet:
- 3 undersøgelses- og triagerum
- 3 psykiatriske sengestuer med eget toilet og bad.
- Ventepladser til patienter
- Kontor- og arbejdsfaciliteter til medarbejdere.
Psykiatrisk Skadestue har det sidste år haft omkring 2200 akutte ambulante kontakter.
Psykiatrisk Afdeling (voksenpsykiatrien) i Aabenraa og de lokalpsykiatriske tilbud (Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Haderslev) blev den 1. januar 2026 en del af Sygehus Sønderjylland som led i Region Syddanmarks implementering af sundhedsreformen.