40 år i dialyse gør Henning til en sjældenhed

Henning kommer gående hen ad gangen ved hjælp af sin rollator. Han kender turen. Han hilser og går straks ned og bliver vejet. Derefter går han ind på stuen og det er tydeligt at se, at det nærmest er en lettelse for ham, da han endelig kan sætte sig i den velkendte dialysestol. 

Han har været her så mange gange, så det er nærmest umuligt at forestille sig. Han kender apparatet ved siden af sig, lydene på stuen og de mennesker, der går frem og tilbage omkring ham. Han kender forløbet, næsten før det begynder.

To nåle skal placeres. Blodet skal føres ud af kroppen, renses i maskinen og sendes tilbage igen. Time efter time.

For de fleste ville situationen være fremmed og måske skræmmende. For Henning er den hverdag.

Sådan har det været i 40 år.

Tre gange om ugen bliver han hentet, hvor han bor i Christiansfeld og tager til dialyseafdelingen i Sønderborg. Tirsdag, torsdag og søndag. Fem timer ad gangen og dertil kommer transporten frem og tilbage.

Dialysen er ikke bare en aftale i kalenderen. Den sætter rammerne for hele hans uge. Faktisk hele hans liv.

– Jeg kan jo ikke undvære det. Ellers havde jeg jo ikke siddet her i dag, siger han.

Sygdommen kom tidligt

Henning var kun 13 år, da hans nyrer blev syge.

Mens andre unge begyndte at fylde deres liv med venner, fester, uddannelse og planer for fremtiden, voksede sygdommen stille og ubønhørligt ind i hans.

Som 20-årig begyndte han i hæmodialyse i Sønderborg. Det var i august 1986. 

Henning var ung, men behandlingen levnede ikke meget plads til at leve det liv, som andre unge gjorde. Dialysen krævede, at han mødte op. Igen og igen. Uge efter uge. År efter år.

I 1988 blev han foreslået transplantation.

Men det var ikke kun en ny nyre, som Henning havde brug for. Hans blære var også ødelagt. Samtidig var der ingen i familien, der kunne donere en nyre.

Henning stod derfor over for et valg, hvor ingen af mulighederne var ligetil. Han var jo bare en ung knægt.  

På den ene side var en stor operation med betydelig usikkerhed. På den anden side den behandling, han allerede kendte. Dialysen var krævende, men den var også tryg.

Han valgte i samråd med forældrene at sige nej til transplantationen. Omkring 1994 blev transplantation drøftet igen.

Henning var halvvejs igennem udredningsprogrammet, da det gik op for ham, at hvis han blev transplanteret, så skulle han ikke længere i dialyse i Sønderborg.

Den tanke var for svær. Henning ville ikke undvære dem, der passede på ham – de var jo som familie for ham. Så han stoppede i programmet og siden er der ikke blevet talt om det.

Én eneste udeblivelse

Siden år 2000 har hver behandling varet fem timer.

Hans faste sygeplejersker har regnet lidt på det og kommet frem til, at gennem årene er det blevet til 6.240 dialysebehandlinger og der er blevet brugt cirka 12.500 nåle.

Tallene er næsten umulige at forstå. Tusindvis af timer i en stol. Tusindvis af ture mellem Christiansfeld og Sønderborg. Tusindvis af gange, hvor Henning har ladet behandlingen komme før alt andet.

Sygeplejerske Lisbet Danmark har fulgt ham gennem de sidste 9 år.

– Henning er virkelig noget helt særligt. Vi har aldrig hørt om - eller oplevet - noget menneske i Danmark, der har levet så længe med dialyse. Henning har altid overholdt alle regler og passet godt på sig selv og så har han altid passet sine aftaler, siger hun.

Henning, der ellers ikke bruger mange ord, retter hende straks.

– Nej, der var én gang, jeg ikke kom.

Lisbet griner.

Én enkelt gang i de sidste 40 år. 

Det er den slags bemærkning, der siger meget om Henning. Han ønsker ikke ros for noget, der for ham bare har været nødvendigt. Man møder op. Man gør det, man skal. Og så gør man det igen og igen og igen.

– Han har også altid haft sin familie til at støtte og hjælpe ham. Han er sej. Man kan sige, at han nærmest har viet sit liv til dialysen, siger Lisbet.

En helt enestående historie

40 år i dialyse er ikke bare usædvanligt i Sønderborg eller i Danmark.

Så vidt man ved, er Henning den nulevende person i verden, der har været i dialyse længst. På verdensplan er der to andre kendte eksempler, men de lever ikke længere. Den ene var en canadier, som nåede at få hæmodialyse i 47 år og 363 dage. Han er i Guinness Rekordbog.

Erik Longfors, som er sekretær i Nyreforeningen, Sønderjylland, har også svært ved at finde ord, der er store nok til at beskrive Hennings historie.

– Det er helt vildt. Vi har heller ikke kendskab til andre i Danmark, der har været i dialyse så længe. Henning er et succes-eksempel på, at man godt kan leve med dårlige nyrer, fortæller han.

Selv gør Henning ikke meget væsen af den usædvanlige rekord.

Han har jo bare gjort det, der skulle til.

Kunne have valgt Kolding

Gennem årene blev Henning tilbudt at flytte sin behandling til Kolding Sygehus. Det ville have forkortet turen betydeligt.

Men han sagde nej.

For selv om Sønderborg ligger længere væk, var der noget andet, der vejede tungere end kilometerne.

Menneskene.

– Personalet i Sønderborg er som familie, siger Henning.

Henning har været på afdelingen længere end nogen af de medarbejdere, der arbejder der i dag. Men enkelte har dog været på afdelingen i mere end 30 år.

De har set ham blive ældre. De har delt små samtaler, stille dage, bekymringer og gode øjeblikke. De ved, hvordan han har det, når han kommer ind ad døren. Og Henning kender deres stemmer, deres humor og deres måder at arbejde på.

Dialyseafdelingen er et behandlingssted. Men efter 40 år er den også blevet et sted, hvor han hører til.

Et liv, der skal planlægges

Dialyse betyder, at friheden altid har haft faste rammer.

En spontan tur kræver planlægning. En ferie kan kun lade sig gøre, hvis behandlingerne følger med. Ugen kan ikke uden videre vendes rundt, når tre dage allerede er bundet til apparatet.

Henning har i alle årene været en ivrig deltager, hver gang Nyreforeningen har haft arrangementer. Han har deltaget og støttet op om arbejdet.  Det er også her, har han mødt mennesker, der kender livet med nyresygdom indefra. 

Nyreforeningen har været en kæmpe del af hans liv, ligesom dialysen har været det.

Men selv om behandlingen har fyldt meget, er Hennings historie ikke kun fortællingen om alt det, sygdommen har krævet.

Det er også fortællingen om stædighed, loyalitet og en helt særlig evne til at holde fast. Om familien, der har støttet ham. Om personalet i Sønderborg, der med tiden er blevet en ekstra familie. Og om et liv, der gennem 40 år har fundet sin egen rytme.

Næste uge tager Henning Christensen igen turen fra Christiansfeld til Sønderborg.

Vejen er velkendt. Det samme er stolen, apparatet og menneskene omkring ham. 

I 40 år. Roligt, trofast og uden store armbevægelser er han mødt op igen og igen. 

Og måske er det netop dér, hans historie findes.

Ikke i de mange tusinde nåle eller de utallige timer ved apparatet, men i viljen til at blive ved.

I 40 år … Tirsdag, torsdag og søndag.