Skip til primært indhold

Anæstesisygeplejerske Karen Roed Jensen har modtaget Grethe Foss legatet

Omsorgsfuld, pligtopfyldende, har let til smil og emmer af solid, sønderjysk humor. Det er blot nogle af de rosende ord Karen Roed Jensen får med sig af kollegerne i indstillingen til legatet.

Beskeden kom, mens Karen Roed Jensen sad hjemme i dagligstuen.

- Min kollega ringede til mig for at fortælle, at jeg havde fået legatet. Jeg sad hjemme i min sofa og læste avis. Jeg blev meget glad, og var lige ved at fælde en tåre. Men så tog jeg mig sammen, og lavede lidt sjov med det. Det er nok min måde, at klare situationen når det bliver lidt højtideligt, siger Karen Roed Jensen.

Hun modtager Grethe Foss legatet for sit arbejde som anæstesisygeplejerske. Hun besidder en meget stor erfaring som kollegerne kan trække på. Med ord som omsorgsfuld, humoristisk, empatisk og rolig indstillede kollegerne hende i januar til legatet.

- Jeg er så glad for mine kollegers pæne ord, de har alle været verdens bedste kolleger.. Jeg synes jo, det er alt for galt, for jeg har jo bare passet mit arbejde efter bedste evne. Men jeg er meget glad for, at det er det eftermæle, jeg efterlader mig. Det varmer langt ind i hjertet, fortæller Karen Roed Jensen.

 

Karen Roed Jensen står i midten af alle sine kollegaer

Savsmuld i manegen

Karen Roed Jensen gik egentlig på efterløn i december sidste år og nyder tiden. Men hun er stadig tilknyttet sin gamle afdeling som timelønnet vikar.

- Jeg har det lidt som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld når jeg kommer ind på afdelingen. Kollegerne er så søde og meget hjælpsomme med de at forklare mig de nye tiltag, der hele tiden kommer til, fortæller Karen Roed Jensen.

Med Grethe Foss-legatet følger 10.000 kroner og de er formentlig allerede øremærket.

- Jeg tror, jeg vil bruge pengene på en rejse. Det er det, jeg helst vil bruge penge på, siger Karen Roed Jensen.

Grete Foss Legatet blev stiftet 8. april 1922 af Alexander og Margrethe Foss. De havde mistet deres yngste datter Grethe, som døde af tyfus. Legatet blev stiftet i taknemmelighed over den gode sygepleje, hun fik i sine sidste år.

APPFWU01V