Skip til primært indhold

Hæmoride og marisk operation

Til patienter og pårørende

Information om operation for hæmorider og marisker

Hvad er hæmorider?

Hæmorider i og ved endetarmsåbningen er åreknuder, som kan give gener, hyppigst blødning.

Hvad er marisker?

Marisker er små hudlapper, der sidder udvendigt ved endetarmsåbningen. De bløder ikke, men de kan give problemer med hygiejnen.

Forberedelse til operationen

Det er vigtigt, at endetarmen bliver godt udrenset, for at operationen kan foretages. Du bedes følge denne anvisning:

Operationsdagen

Om morgenen indføres spidsen af medsendte Glyoktyl tube i endetarmen. Indholdet klemmes ud, hvorefter tuben fjernes, stadig sammenklemt. Virkningen indtræder normalt efter 10 til 15 minutters forløb.

Der kan opstå mavekneb i forbindelse med udtømningen.

Operationen

Operationen foregår enten i fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse. Ved operationen fjernes såvel hæmorider som overskydende hud/slimhinde (marisker). Sårene vokser sammen af sig selv i løbet af nogle dage.

Der lægges ofte en geleagtig tampon op i endetarmen, som skal hindre blødning. Denne tampon falder ud ved et af de første toiletbesøg. Operationen varer en halv til 1 time.

Efter operationen

Du kommer tilbage til afdelingen. I enkelte tilfælde vil du blive indlagt i sengeafdelingen. Inden du udskrives, vil lægen orientere dig om indgrebet. Du kan forvente at blive udskrevet 1 -3 timer efter operationen.

Du anbefales at tage 1 g paracetamol (Panodil) 3-4 gange/døgn de første dage. Denne medicin skal du selv sørge for at have hjemme. Hvis du får behov for anden smertestillende medicin, vil det blive udleveret før udskrivelse, eller du får udleveret en recept.

Efter udskrivelsen

Det er vigtigt, at du holder afføringen blød. Det kan du gøre ved at:

  • Indtage et afføringsregulerende middel fx mikstur Laktulose 15 ml 2-3 gange dagligt de første 2-3 dage.

Undgå nye hæmorider

Du kan forebygge nye hæmorider ved også fremover at holde afføringen blød. Det kan du gøre ved at følge disse råd:

  • Spis mad med mange fibre - såsom groft brød, grøntsager, frugt, havregryn etc.
  • Spis HUSK - afføringsregulerende. Fås på apoteket eller i Matas forretninger.
  • Motion og bevægelse fremmer tarmfunktionen.

Hygiejne

Det er vigtigt, at du er omhyggelig med at holde såret rent, det gælder især efter afføring: Brug vand og en blød klud i stedet for toiletpapir, eller skyl med en håndbruser efter toiletbesøg. Du kan beskytte tøjet med en ble eller lignende.

Hvis du har spørgsmål vedrørende sygemelding eller forløbet efter udskrivelsen, kan disse tages op med lægen ved udskrivelsen.

Komplikationer

Komplikationer er sjældne. Der kan være tale om feber, blødning eller tiltagende smerte.

Hvis der opstår større komplikationer indenfor det første døgn, kontakt da:

  • Indtil kl. 18:Sygehuset hvor du er behandlet.
  • Efter kl. 18:Kirurgisk Sengeafsnit B

Ved problemer der opstår efter 1. døgn, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Er der noget du er i tvivl om, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt

Kirurgisk Ambulatorium,Tlf.: 7997 5610 kl. 8-15

Sydvang 1, 6200 Sønderborg

Kirurgisk Sengeafsnit B, Tlf.: 7997 3615

Kresten Philipsens Vej 15, 6200 Aabenraa


pinfoSHS-657396153-104 111834|21.03.2026

APPFWU01V