Hæmoridebehandling med elastik
Til patienter og pårørende
Information efter behandling af hæmorider med elastik
Hæmorider er meget sart væv, som indeholder mange blodkar. Dette særlige væv ligger i analkanalen, hvor tyktarmen ender. Hæmoridevæv er en del af vores kontinensorgan, og hjælper til at holde os "tætte". Vævet kan blive forstørret ved pres på bækkenbunden. Årsagen kan være forstoppelse, dårlige toiletvaner, tunge løft og hos kvinder graviditet og fødsler. Typiske hæmoridegener er kløe, svie og blødning.
Behandlingen
Princippet i behandlingen er, at man med en elastik afsnører en vævsknude, så den visner og afstødes i løbet af ca. 10-14 dage. Man kan sætte max 3 elastikker pr behandling. Typisk kan det være nødvendigt at gentage
behandlingen 1-2 gange. Der skal være mindst 8 uger imellem hver behandling.
Efter behandlingen
Typisk får man konstant afføringstrang efter, som i de flest tilfælde varer et døgn. Utilpashed og tyngdefornemmelse kan også forekomme. Der kan være ømhed. Vi anbefaler håndkøbsmedicin for smerter f.eks. 2 tabletter Panodil og evt. 1 tablet Ibuprofen ved behov. Der er ingen restriktioner efterfølgende, men de
fleste har brug for at slappe af resten af dagen.
Forebyggelse af hæmoridegener
Man skal selv gøre en indsats for at forebygge, at hæmoridevævet forstørres igen.
- Spænd bækkenbunden, når du løfter tunge ting.
- Undgå forstoppelse - drik tilstrækkelig med væske (det anbefales at drikke 2 l. væske om dagen foruden de væsker, som er vanddrivende (kaffe, sort, hvid og grøn te, Cola og alkohol), spis groft og varieret, motioner regelmæssigt.
- Toiletbesøg bør ikke vare længere end 10-15 minutter (Undgå telefon og tidsskrifter under toiletbesøg).
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen
|
Kontakt Kirurgisk Ambulatorium, Afsnit for kirurgi Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa Tlf.: 7997 6215 |
|
pinfoSHS-657396153-123 106805|03.02.2026 |