Skip til primært indhold

Operation for hæmorider med THD

Til patienter og pårørende

Operation for hæmorider med THD (Transanal Hæmoride Dearterialisation)

Hæmorider er blodfyldte udvidelser af de svulmelegemer, som normalt findes indvendigt i endetarmskanalen. De kan i lettere tilfælde hverken ses eller føles.

Hæmorider kan give symptomer i form af kløe og sivende væske eller frisk blod, evt. kummesprøjt. Større hæmorider kan i forbindelse med afføring presses ud af endetarmen. I svære tilfælde kan der være konstant fremfald af hæmorider gennem endetarmsåbningen.

En fremfalden hæmoride kan komme i klemme, hvorved der opstår hævelse og kraftige smerter.

Til tider ses en akut opstået blodansamling ved endetarmsåbningen, hvilket skyldes bristning af et lille blodkar i underhuden, hvilket er smertefuldt.

Marisker er udvendige hudfolder, som kan give lidt problemer med hygiejnen.

Hæmorider behandles i lettere tilfælde ambulant med afføringsmiddel eller elastikbehandling. I sværere tilfælde er en operation nødvendig.

Operation med THD

Den nyeste form for behandling af hæmorider hedder THD. Det er et lille indgreb, som ikke efterlader udvendige ar.

Ved indgrebet anvendes en ultralydssonde til at lokalisere de indvendige blodkar, der forsyner hæmoriderne med blod. Dette blodkar afsnøres, hvorved blodgennemstrømningen i hæmoriden nedsættes. Hæmoriden vil herefter gradvis skrumpe og symptomerne vil aftage. Dette kan tage op til 3 måneder. Hvis der er fremfald af hæmorider gennem endetarmsåbningen, vil de blive trukket op på plads og syet fast.

Forberedelse før operation

Blodfortyndende medicin: Evt. pausering skal aftales med lægen.

Operationsdagen

Du skal være fastende og tørstende til indgrebet (se bedøvelsespjecen).

Om morgenen indføres spidsen af medsendte tube Toilax i endetarmen. Indholdet klemmes ud, hvorefter tuben fjernes stadig sammenklemt. Virkningen indtræder normalt efter 10 til 15 minutters forløb.

Der kan opstå mavekneb i forbindelse med udtømningen.

Da tarmen skal være helt tømt for afføring, skal man tage et klyx forinden. Følg anvisningen.

Operationen

Operationen udføres med bedøvelse. Bedøvelsesformen (fuldbedøvelse eller rygmarvsbedøvelse) aftales med anæstesilægen ved forundersøgelsen.

Efter operationen

Man kan komme hjem efter en kort observationsperiode.

For at modvirke forstoppelse tilrådes at man drikker rigeligt med væske, samt tager mildt afføringsmiddel, som kan fås i håndkøb.

Almindeligt arbejde og aktivitet kan genoptages efter 1-2 døgn. Hård fysisk træning først 1 uge efter operationen.

Bivirkninger og komplikationer

Der er oftest kun let ubehag efter operationen, som mild smertestillende medicinkan afhjælpe. Nogen oplever dog varierende smerter de første døgn.

Det er almindeligt, at man kan opleve afføringstrang en kort periode efter operationen.

1 - 2 uger efter operationen kan enkelte opleve en kortvarig let blødning fra endetarmen. Kraftig blødning kan hos ca. 1 % opstå umiddelbar efter operationen, dette kan kræve en reoperation.

Kontrol

Som opfølgning på operationen tilbydes kontrol i ambulatoriet ca. 3 måneder efter operationen.

Kontakt

Dagkirurgisk Afdeling, Kirurgisk Ambulatorium: Tlf.: 79 97 56 00 kl. 8.00 - 15.00

Sydvang 1, 6400 Sønderborg

Kirurgisk Afdeling, Aabenraa: Tlf.: 79 97 36 15

Kresten Philipsens Vej 15, 6200 Aabenraa


pinfoSHS-657396153-73 125888|21.03.2026

APPFWU02V