PEG-sonde anlæggelse, pleje ogvedligeholdelse
Til patienter og pårørende
Hvad er en PEG-sonde?
PEG = Perkutan Endoskopisk Gastrostomi. Sonden er en tynd slange, der går gennem huden direkte ind i mavesækken. PEG-sonden er velegnet til længerevarende indgivelse af sondeernæring. Anlæggelse af en PEG-sonde udføres af en læge på et sygehus og har flere fordele: En PEG-sonde er en diskret sonde, som
sidder under dit tøj, giver mindre hudirritation end en slange i næsen og er ikke lige så iøjefaldende som en sonde, der sidder i næsen.
PEG-sonden består af en klar sonde af polyurethan med en indvendig fikseringsplade af silikone. Den klare udvendige fikseringsplade i silikone gør det let at tilse stomien.
Sonden kan sikre, at du får tilstrækkelig mad, væske og medicin, hvis du gennem længere tid ikke kan spise og drikke tilstrækkeligt. Når du har en PEG-sonde, vil du stadig kunne spise og drikke, i den udstrækning du har lyst og er i stand til.
Før anlæggelse af sonden
Din læge eller den henvisende læge skal informere dig og evt. dine pårørende om anlæggelse af en PEG-sonde. Du /I skal give accept til indgrebet. Du skal efter individuel vurdering evt. ses af en narkoselæge, og der skal evt. tages blodprøver
Medicin
Hvis du får følgende medicin, skal du kontakte afdelingen senest en uge før anlæggelsen med hensyn til
pausering på tlf: 79 97 37 60:
Marevan
Marcumar
Fragmin
Heparin
Apixaban
Eliquis
Rivaroxaban
Xarelto
Endoxaban
Lixiana
Dabigatran
Pradax
Du skal være fastende. Det vil sige:
Du må indtage fast føde og mælkeprodukter indtil 6 timer før anlæggelsen.
Du må drikke tynde væsker indtil 2 timer før anlæggelsen.
Hygiejne:
Du skal bade om morgenen inden indgrebet. Navlen skal renses.
Børn:
Anlæggelsen foregår i fuld bedøvelse. Vanlig medicin skal aftales med narkoselægen.
Voksne:
Anlæggelsen foregår som regel i en rus under en indlæggelse, hvor du udskrives igen samme dag. Vanlig medicin tages om morgenen efter aftale.
Hvordan foregår anlæggelsen?
- Du får anlagt en nål i hånden, hvori du får antibiotika, smertestillende og beroligende medicin. Du bliver lokalbedøvet i halsen med spray.
- Du skal ligge på ryggen.
- Sondeanlæggelsen foregår ved hjælp af en tynd bøjelig kikkert (gastroskop), der føres gennem munden til spiserøret og mavesækken.
- Ved hjælp af kikkerten kan man bestemme den rigtige placering af sonden.
- Maveskindet bliver bedøvet på det sted, hvor PEG-sonden skal føres gennem bugvæggen ind
i mavesækken.
Indgrebet varer ca. 1 time. Når anlæggelsen er færdig, vil du kunne se en lille plade på din mave, samt en slange. Pladen holdes på plads med en blå sikkerhedsklemme,som ikke må fjernes før 2 uger efter anlæggelsen. Slangen er den, hvor mad, vand og medicin gives i.
Efter anlæggelse af PEG-sonden
Du kan være lidt døsig af medicinen. De første dage kan der være lettere smerter fra stedet, hvor sonden er ført ind. Smertestillende medicin, der kan købes i håndkøb, hjælper mod disse smerter (F.eks. Paracetamol).
Hvilke komplikationer er der?
I sjældne tilfælde kan der forekomme infektion i huden, maveskindet eller bughinden. Hvis der opstår blødning, smerter, feber eller betændelse i eller omkring indstiksstedet, skal du kontakte sygehuset eller egen læge.
Pleje og vedligeholdelse af PEG-sonden
De første 14 dage skal udvendig og indvendig fikseringsplade holdes tæt sammen, så mavesækken hæfter sig til bugvæggen, og en lille kanal dannes. Herved minimeres risikoen for lækage til bughulen og en betændelse i bughulen.
Sonden må ikke fjernes de første 14 dage efter anlæggelsen. En solid kanal er dannet efter 4-8 uger.
Den udvendige fikseringsplade bør ikke røres de første 24 timer. Derefter kan fikseringspladen løsnes max 2 mm for at undgå tryksår. Pladen skal fortsat være tæt ved huden, og den blå sikkerhedsklemme må ikke
fjernes de første 2 uger.
Huden omkring indstiksstedet skal holdes ren og tør, så infektion undgås.
Administration af sondeernæring kan startes på anlæggelsesdagen, dog tidligst efter 6-8 timer. Følg den instruks der gives ved anlæggelsen.
For at undgå tilstopning af sonden er det vigtigt altid at skylle sonden før og efter indgivelse af
sondeernæring, samt før og efter medicingivning. Er sonden ikke i brug skal der skylles igennem med mindst 25 ml vand mindst 2 gange dagligt. Dette for at undgå tilstopning.
Daglig pleje af PEG-sonden de første 14 dage
Operationsforbindingen fjernes dagen efter anlæggelsen, og 48 timer efter må man tage brusebad.
Området omkring PEG-sonden på mavens yderside kaldes "stomiområdet". Det er meget vigtigt, at det
renses hver dag. De første 14 dage er det vigtigt at holde den udvendige fikseringsplade i max 2 mm afstand til maveskindet.
- Huden omkring stomien vaskes dagligt med vand og uparfumeret - ph neutral sæbe. Huden
under fikseringspladen vaskes ved at løfte fikseringspladen let, huden rengøres og tørres med vatpind eller gaze. Undersøg såret for blødning, rødme, sekreter osv. Hvis huden er irriteret, kan en tynd blød forbinding anvendes (Duoderm, Comfeel eller lign.).Placer PEG-sonden så forurening med urin og afføring undgås. Ved sivning af betændelse eller rødme, hævelse, feber og smerter, bør lægen kontaktes. Ligeledes bør læge eller
sygeplejerske kontaktes, hvis sonden sidder for løst eller stramt.
Falder sonden ud, kontaktes straks læge eller skadestue
Daglig pleje af PEG-sonden efter 14 dage
- Vask hænderne med vand og sæbe, eller brug
- Engangshandsker.
- Kontroller stomiområdet for tegn på
- lækage, hævelse, irritation, rødme og
- ømhed, og om sonden
- bevæger sig ind og ud af maven.
- Hvis du bemærker et eller flere af disse tegn, skal læge eller sygeplejerske kontaktes ´
- Rens huden omkring stomiområdet med vand og sæbe, alternativt med en saltvandsopløsning eller et andet desinficerende middel. Start i midten af stomiområdet og arbejd udad, efterfulgt af grundig tørring
- Tryk sonden 1,5 cm ind samtidig med, at du
drejer den en halv omgang. (Se illustration).
- Træk derefter sonden til, og sæt den fast i fikseringspladen. Det er vigtigt at fikseringspladen er max 2 mm over hudniveau, da det forebygger, at sonden kan glide frem og tilbage. Hvis sonden kan glide frem og tilbage, kan det medføre, at indstiksstedet bliver større, hvilket kan resultere i sivning af maveindholdet ud gennem indstiksstedet. Se figur nederst på siden.
Skift af sonde
PEG-sonden kan ligge så længe den fungerer, afhængig af omhu ved brug.
Når PEG-sonden skal skiftes første gang sker det på sygehuset ved en kikkertundersøgelse, hvor PEG-sonden erstattes med Flocare®G-Tube udskiftningsballonsonde, som indsættes i den eksisterende kanal som
erstatning for en PEG-sonde. Ligesom en PEG-sonde er en G-Tube til længerevarende brug og tilsluttes
direkte til ernæringssæt eller ernæringssprøjte til administration af sondeernæring, vand og medicin.
Den klare polyurethan-sonde gør det nemt at se om sonden er skyllet efter brug, ligesom den klare
fikseringsplade i silikone gør det let at tilse stomien. Den indvendige fikseringsballon af silikone skal fyldes med sterilt eller kogt, afkølet vand. Vandet skiftes en gang om ugen.
Som alternativ til Flocare®G-Tube udskiftningsballonsonde, kan der anlægges en Mic-Key® udskiftningsknapsonde, som indsættes i den eksisterende kanal som erstatning for en PEG-sonde. I den ene ende har sonden en oppustelig fikseringsballon, og i den anden ende sidder ernæringsventilen og ballonporten. Den indvendige fikseringsballon af silikone skal fyldes med sterilt eller kogt, afkølet vand. Vandet skiftes en gang om ugen.
Udskiftningssonder kan efterfølgende skiftes ved at tømme vandet ud af ballonen og forsigtig trække sonden ud, og indsætte en ny sonde i kanalen. Indføringen kan lettes ved brug af lidt eksplorationscreme. Skiftningen kan ske ved egen læge, eller hjemmesygepleje.
Se figur på næste side.
Mund- og næsepleje
God mundhygiejne er vigtigt, idet spytsekretionen er nedsat pga. manglende eller nedsat føde- og væskeindtagelse. Slimhinder og læber bliver tørre, og tungen kan blive belagt. Det kan forårsage udvikling og
spredning af infektioner i mundhulen. Mundpleje skal udføres flere gange dagligt. Dette vurderes på baggrund af, om du spiser og drikker i tillæg til sondeernæringen, og om du er ved bevidsthed.
Hvis sonden siver
Hvis sonden er utæt ved den grønne ernæringsstuds, kan denne tages af og sonden kan klippes af og efterfølgende påsættes den grønne ernæringsstuds igen. Sørg for at slangen ikke bliver for kort.
Hvis sonden blokeres
Rens og kontroller endestykket. Træk så meget sondeernæring som muligt ud af
sonden med en sprøjte. Skyl forsigtig sonden med vand. Gentag ovenstående. Hvis sonden stadig er blokeret, skal du forsigtig klemme sonden mellem fingrene i sondens længderetning og gentage gennemskylningen
Alternativt prøv at blødgøre proppen i sonden
med en 5-10 ml ernæringssprøjte med kogt
afkølet lunkent vand, som indgives i sonden.
Vent 10-20 minutter og tjek herefter om proppen
er opløst.
Hvis sonden falder ud
Sker dette indenfor de første 14 dage efter anlæggelsen, hvor kanalen endnu ikke er etableret, kontaktes Fælles Akut Modtagelsen (FAM). Sker det efter 14 dage føres et blødt kateter (urinblærekateter) ind i gastrostomien, så kanalen holdes åben. Dette gøres straks, da kanalen kan lukke sig indenfor få timer. Kontakt derefter FAM. Ved tvivlsspørgsmål eller andre akutte problemer kontaktes FAM på tlf: 79 97 11 30
På Sygehus Sønderjylland, bruges Flocare® gastrostomisonder fra Nutricia. Det drejer sig om:
- Flocare® PEG Gastrostomisonde med fikseringsplade, som typisk bruges ved nyanlæggelse.
- Flocare® G-Tube, udskiftningssonde med ballon. Anlægges typisk når Flocare® PEG gastrostomisonde udskiftes via kikkertundersøgelse pga. fx slitage. Efterfølgende kan Flocare® G-Tube skiftes af hjemmesygeplejerske, egen læge eller af patient / pårørende selv.
Hos dig er der anlagt:
_____ Flocare® G -Tube ch 14 grøn
_____ Flocare® G -Tube ch 18 rød
På Nutricias hjemmeside: www.nutricia.dk kan du læse mere om PEG-sonde og G-Tube, og se små video om anlæggelse, pleje og vedligeholdelse.
|
Kontakt Kirurgi Endoskopisk afsnit Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 37 60 |
|
pinfoSHS-657396153-143 104481|09.04.2026 |