Skip til primært indhold

Tarmslyng

Til patienter og pårørende Information om tarmslyng (ileus)

Tarmslyng er en fællesbetegnelse for en akut tilstand med ophævet passage af luft og afføring gennem tarmsystemet.

I tyndtarmen er den hyppigste årsag sammenvoksninger eller strengdannelse (adhærencer) mellem tarmene efter tidligere operation. Andre årsager kan være afklemning af tarmen i et indeklemt brok, eller sjældnere

tilstopning med en galdesten eller en ufordøjet fødebolle.

I tyktarmen er de hyppigste årsager betændelse omkring udposninger (divertikler), cancer eller snoning (volvulus).

Tarmslyng er, uanset hvor årsagen sidder, i mange tilfælde en livsfarlig tilstand, der oftest kræver akut operation.

Symptomer

Tarmslyng i tyndtarmen viser sig ved hurtig udvikling (timer) af kvalme, opkastninger og kolikagtige mavesmerter samt manglende afgang af luft og afføring via endetarmen. Uden behandling udspiles tarmen langsomt og kan til sidst revne med udvikling af bughindebetændelse.

Såfremt blodforsyningen til det afklemte stykke tarm er ophævet, udvikles der meget hurtigt koldbrand (gangræn) med perforation og bughindebetændelse. Denne viser sig ved konstante svære mavesmerter og dårlig almentilstand.

Tarmslyng i tyktarmen udvikles langsomt, evt. over adskillige døgn og viser sig ved ophævet passage af luft og afføring samt tiltagende udspiling af maven. Der kan være lette koliksmerter, men ofte er patienten forholdsvis smertefri og upåvirket. Den tiltagende udspiling kan uden behandling ende med perforation

og bughindebetændelse.

Undersøgelser

Ved indlæggelsen tages blodprøver (væske – og elektrolytbalance). Der bliver lagt drop i en blodåre i armen og eventuelt nedlagt en tynd plastiksonde via næsen ned i mavesækken til aflastning af tarmen.

Efter klinisk undersøgelse bliver der lavet CT-scanning eventuelt suppleret med kontrastindgift via sonden (tyndtarmstarmslyng). Herefter afgøres det, om du i første omgang kan observeres, eller om der skal foretages akut operation.

I tilfælde af observation skal du være fastende. Der vil i nogle tilfælde blive foretaget tyndtarmspassage med indgift af kontrast, som man skal følge over 24 timer med røntgenbilleder med jævne mellemrum. Du vil jævnligt blive tilset af de vagthavende læger.

Operation

Operation udføres ved åben operation eller med kikkertteknik.

Tyndtarms-tarmslyng

Der lægges et snit i maven, og årsagen til tarmslyng opsøges. Findes der sammenvoksninger (adhærencer) bliver disse løsnet. Hvis en streng afklemmer tarmen, bliver den fjernet. Er årsagen et indeklemt brok, bliver

dette opereret. Hvis den indeklemte del af tarmen ikke har taget varig skade, foretages der ikke yderligere. Er der derimod lokaliseret koldbrand eller perforation, fjernes det syge stykke tarm. Herefter sys enderne i de fleste tilfælde atter sammen, men i tilfælde af udtalt bughindebetændelse er dette for risikabelt, hvorfor tarmen i stedet føres ud gennem bugvæggen (ileostomi). Der må så foretages en fornyet operation nogle

måneder senere med lukning af ileostomien. Er årsagen en galdesten, som har boret sig vej fra galdeblæren til tyndtarmen, bliver galdestenen fjernet.

Tyktarms-tarmslyng

Såfremt årsagen er en svulst eller en lokaliseret forsnævring på grund af betændelse omkring udposninger (divertikler), må det syge tarmstykke fjernes. Under operationen er det ikke muligt at afgøre, om det drejer sig om betændelse eller cancer, men behandlingen er den samme.

I enkelte tilfælde er det herefter muligt at sy tarmenderne sammen, men oftest indebærer dette for stor risiko for senere utæthed af sammensyningen og deraf følgende komplikationer med byld eller bughindebetændelse. Derfor føres den øverste ende af tyktarmen ud gennem bugvæggen som en kolostomi, medens den nederste blindlukkes. I de fleste tilfælde tilbydes en ny operation efter ca. 3 måneder med lukning af kolostomien, så der atter kommer afføring via endetarmen.

Ved tyktarms-tarmslyng kan man i nogle tilfælde føre et cylinderformet metalnet op igennem forsnævringen i tarmen. Nettet vil herefter udvide sig, så luft og afføring atter kan passere. Efter denne midlertidige behandling kan den endelige operation med fjernelse af forsnævringen planlægges efter 2-3 uger.

En snoning af tyktarmen (volvulus) ses oftest på røntgenbilleder. Sidder snoningen i den nedre del af tarmen, kan tilstanden ofte behandles uden operation ved at føre en tyk sonde eller desufflere med kikkert op forbi snoningen, hvorefter denne rettes ud. I nogle tilfælde er akut operation dog nødvendig som beskrevet ovenfor.

Efter operationen

Efter endt operation bliver du kørt på opvågningsstuen, eller om nødvendigt på intensiv, hvor du bliver kontrolleret, indtil du er helt vågen, eller ikke har behov for særlig støtte længere.

Derefter kommer du op på sengeafdelingen, hvor den efterfølgende pleje og behandling vil varetages.

Efter operation vil du evt. være udstyret med:

Kateter i blæren:

Kateteret fjernes i løbet af få dage afhængig af operationstypen, så patienten atter kan lade vandet den normale vej.

Dræn:

Drænet er et plastikrør, som bortleder blod og vævsvæske. Drænet vil som oftest blive fjernet i løbet af nogle dage.

Sonde i mavesækken:

Sonde anvendes kortvarigt til aflastning af mavesækken og tarmen. Den fjernes som regel i løbet af få dage, når der har været tarmfunktion. I nogle tilfælde gives også ernæring via sonden.

Drop:

Via en kanyle i en åre i armen tilføres nødvendig væske, indtil tarmen atter fungerer, så patienten selv kan drikke tilstrækkeligt. Evt. lægges et plastikrør direkte ind i en større blodåre på halsen eller ved kravebenet. Heri kan der evt. også gives flydende ernæring med protein, kulhydrat og fedt, som midlertidigt erstatter

fødeindtaget gennem munden.

Epiduralkateter

Gennem en plastikslange i ryggen gives morfin og evt. lokalbedøvelse i små doser. Denne smertebehandling er effektiv og kan lette normaliseringen af tarmens funktion.

I løbet af dagene efter operationen går maven atter i gang: Først afgår der luft fra tarmåbningen (eller stomien) og senere afføring. I begyndelse får du kun flydende kost med ekstra tilskud af protein, men i takt med at tarmfunktionen normaliseres, opfordres du til at øge indtagelsen gennem munden med gradvis overgang til fuldkost.

Allerede fra den første dag efter operationen vil du blive opfordret til fysisk aktivitetfor at nedsætte risikoen for komplikationer. Operationen er ingen hindring for hurtig mobilisering.

Efter operationen er såret dækket af plaster, som fjernes dagen efter. Tråde eller clips fjernes oftest 10 dage efter operationen.

Komplikationer

De hyppigste komplikationer til en større akut tarmoperation er lungebetændelse (5-10%) og byld i såret (10-20%). Desuden ses af og til årebetændelse i benet (ca. 2%) og blodprop i hjertet (ca. 2%) eller lungen (ca. 1%). Hvis der er lavet sammensyning på tarmen, kan denne gå briste (ca. 6%).

Efter udskrivelsen

Udskrivelsen finder som regel sted efter 5-10 dage, afhængig af årsagen til tarmslyng, operationstypen, din tilstand og de hjemlige forhold. Hvis du har fået anlagt stomi, bliver du først udskrevet, når du er fortrolig med

poseskift. Du skal ikke selv betale udgifterne til stomiposer. Du bør spise almindelig kost og behøver ikke tage afføringsmidler. Et tilskud af kostfibre (f.eks. HUSK, som fås i håndkøb på apoteket) er velegnet til at regulere afføringen, som ofte er lidt uregelmæssig de første måneder efter operationen.

Du bør regne med en rekreationsperiode efter operationen, men opfordres til daglig aktivitet. Genoptagelse af arbejde afhænger af belastningsgraden. Lettere fysisk arbejde (kontor etc.) kan genoptages efter ca. 3 uger.

Har du hårdt legemligt fysisk arbejde (f.eks. jord/ beton-, fragt- eller flyttearbejde) bør du være sygemeldt i 6 uger. De første 4 uger efter operationen må du ikke løfte mere end 5-8 kg (fyldt bærepose) i hver arm. Du må gerne straks cykle, svømme og løbe, men anstrengende sport bør vente 6 uger.

Ambulant kontrol

Der kontrolleres ikke efter operation for tyndtarms-tarmslyng, undtagen efter anlæggelse af stomi.

Efter operation for tyktarms -tarmslyng med anlæggelse af kolostomi foretages der ambulant kontrol efter ca. 1 måned.

Der aftales ambulant kikkertundersøgelse af tarmen ca. 3 måneder for at sikre, at der er fri passage inden en evt. fornyet operation, hvor stomien nedlægges. Skulle der opstå feber eller smerter inden for 5 døgn efter udskrivelsen, kan du kontakte afdelingen, som du har været indlagt på.

Ellers kan du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Kontakt

Kirurgi

Afsnit for kirurgi

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

Tlf. 7997 3615


pinfoSHS-657396153-71 128220|21.03.2026

APPFWU01V