Steno Diabetes Center
Informationsbrev til patienter og pårørende
Sammedagsscreeningsprogram - Steno Diabetes Center
Kære patient med diabetes
Diabetes årskontrol foretages samme dag dvs. blod- og urinprøver, øjenscreening, fodstatus og lægesamtale med svar på dine prøver og optimering af din behandling - dette er for at gøre livet lettere med diabetes, at disse undersøgelser foretages samme dag under samme tag. Det kaldes sammedagsscreening.
Det kan foregå i Sønderborg eller Tønder.
Dette er alle sammen vigtige undersøgelser, som bidrager til at behandle dig og din diabetes helt korrekt, samt at forebygge og eventuelt standse udviklingen af følgesygdomme til diabetes. Det er især øjne, nyrer og nerver i benene som kan rammes, samt risiko for hjerte-karsygdom og blodpropper. Der er i dag heldigvis gode muligheder for at forebygge og behandle disse følgesygdomme.
Du vil starte med at få taget blod- og urinprøver og eventuelt EKG i Laboratoriet, hvorefter du møder i Diabetesambulatoriet.
Vi vil dryppe dine øjne til udvidelse af pupillerne og en sygeplejerske vil tage fotografi af dine nethinder og måle din synsstyrke.
En sygeplejerske vil måle dit blodtryk, veje dig og lave en fodundersøgelse ved at måle din følesans og undersøge kredsløb i fødderne.
Til sidst vil du møde én af vores diabetes-speciallæger, som vil give dig svar på alle de undersøgelser, som du har fået foretaget denne dag. Lægen vil sammen med dig gennemgå dine blodsukkerprofiler (enten ved at du medbringer dit blodsukkerapparat eller diabetesdagbog med nedskrevne værdier) og lægge en plan for dit videre forløb og behandling.
Din egen læge får besked om dit screeningsbesøg.
Du kan efterfølgende se din journal påsundhed.dk
Screeningsbesøget vil alt i alt tage ca. 3 timer og vil typisk finde sted hvert eller hvert andet år, afhængigt af dit diabetes-forløb. Medbring evt. solbriller da dine øjne bliver lysfølsomme og bilkørsel frarådes til der er gået ca. 4 timer.
Vi håber at du vil tage godt imod vores tilbud.
Ved spørgsmål
Har du spørgsmål til undersøgelserne, skal du kontakte det ambulatorie, hvor du har forløb.
|
Kontakt Diabetes og Hormonsygdomme, Ambulatorium - Sønderborg Sydvang 1 6400 Sønderborg 79 97 32 00 |
|
Kontakt Diabetes Ambulatorium, Tønder Carstensgade 6 6270 Tønder 79 97 34 00 |
|
Kontakt Diabetes Ambulatorium, Aabenraa Kresten Philipsens vej 15 6200 Aabenraa 79 97 16 00 |
|
pinfoSHS-402907246-427 145671|25.03.2026 |