Skip til primært indhold

Rituximab (Mabthera)

Information om behandling med antistof

Du skal nu i gang med behandling med Rituximab (også kaldet MabThera).

På Blodsygdomme ambulatoriet bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i

behandlingen. Vi ved, at mange patienter gerne vil vide mere om, hvad de selv kan gøre undervejs i

behandlingen. Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være opmærksom på, eller forslag til, hvad du selv kan gøre for at forebygge bivirkninger eller forberede dig på behandlingen.

Hvis du eller dine pårørende læser denne information forud for behandlingen, får du et godt overblik

over forløbet.

Rituximab er et antistof

Det bruges ofte i kombination med kemoterapi, men bruges også som vedligeholdelsesbehandling, når

et behandlingsforløb er afsluttet, og som eneste behandling ved nogle sygdomme. Rituximab bruges

ved mange forskellige sygdomme og symptomer. Nogle er godartede og andre er ondartede.

Behandling med Rituximab kaldes ofte immunterapi

Immunterapi er behandling med antistoffer. Antistoffer findes og dannes normalt i kroppen, hvor de er

en del af immunsystemet. Ved immunterapi er antistoffet udviklet til at finde kræftcellerne og

ødelægge dem. Når Rituximab finder en kræftcelle og binder sig til den, går den til grunde.

Behandlingsforløbet

Det afhænger af din sygdom og din øvrigt planlagte behandling, hvor tit og i hvor lang tid du skal have

Rituximab. Det får du at vide af din læge. Du kan også komme ud for, at din behandling bliver udskudt,

hvis din tilstand midlertidigt ikke tillader ny behandling. Din læge vurderer løbende, om du tåler

behandlingen eller skal holde pause.

Du får normalt behandlingen ambulant. Det vil sige, at du kan tage hjem igen samme dag.

Rituximab gives i drop. Første gang tager behandlingen længere tid end de efterfølgende gange.

Du får taget blodprøver dagen før behandlingen på et lokalt sygehus, så lægen kan vurdere, om du er

klar til næste behandling. Kuren bestilles også dagen før og er klar, når du ankommer til ambulatoriet.

Du får udleveret tabletter, der forebygger en allergisk reaktion. De udleveres ofte ved dit fremmøde i

ambulatoriet og kan indtages i hjemmet 1 time inden behandlingen.

Når du er ankommet til behandling, vil du få anlagt en tynd plastikslange (venflon) ind i en blodåre på

armen. Sygeplejersken kontrollerer, at venflonen virker og ligger korrekt. Du får medicinen via en

pumpe, der sikrer, at du får medicinen med den rigtige hastighed. Dit venflon bliver fjernet af

sygeplejersken, inden du tager hjem.

Første gang du skal have behandling med Rituximab, vil selve drop-behandlingen tage 3-4 timer. Du får

en meget lille dosis i begyndelsen, da medicinen kan udløse en allergisk reaktion. Hastigheden øges

gradvist, så din krop langsomt vænner sig til stoffet. Imens holder sygeplejersken øje med din

temperatur, puls og blodtryk for at se, hvordan du reagerer på behandlingen.

Hvis du ikke får en allergisk reaktion første gang, kan de efterfølgende behandlinger gives hurtigere.

Ofte gives Rituximab sammen med kemoterapi, og derfor kan den samlede behandlingstid i

ambulatoriet være længere.

Hvis du kun får behandling med Rituximab, vil du sandsynligvis kunne have en hverdag, som du plejer.

Spis og drik, så du får godt med næring. Det er ikke tiden til slankekur, mens du er i behandling.

Sørg for at få frisk luft og motion og god nattesøvn.

Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen.

Bivirkninger

Allergisk reaktion

En af de hyppigste bivirkninger ved immunterapi med Rituximab er en allergisk reaktion. Den medicin,

du får før behandlingen, vil oftest forhindre en sådan reaktion.

Giv personalet besked med det samme, hvis du får :

  • Kløe
  • Snue
  • Irritation i øjne og hals
  • Udslæt
  • Kvalme
  • Smerter i maven

Lægen og sygeplejersken kan derefter behandle dig, så reaktionen ikke udvikler sig. Ofte vil

symptomerne forsvinde, hvis du får medicinen langsommere.

Hvis reaktionen når at blive mere udtalt, kan du opleve:

  • Kulderystelser
  • Åndenød
  • Hjertebanken
  • Kvalme og opkastning
  • Smerter i muskler og led
  • Feber
  • Blodtryksfald.

Skulle du mod forventning få en mere udtalt allergisk reaktion, kan det måske blive nødvendigt for dig

at blive på afdelingen til næste dag.

Infektion

Rituximab giver ikke i sig selv en øget tendens til infektioner, men fordi det ofte bliver givet sammen

med kemoterapi, kan du alligevel have øget risiko.

Før din første behandling med Rituximab vil du altid blive undersøgt for hepatitis B og C ved en

blodprøve, fordi Rituximab kan få en hvilende infektion til at blusse op igen.

Hvis du har haft hepatitis, skal du altid fortælle det til din læge, da det kan have betydning for din

behandling.

Svækket immunforsvar

Rituximab kan påvirke knoglemarven og give et midlertidigt antal hvide blodlegemer og/eller nedsat

antal blodplader. Det kan betyde, at dit immunforsvar bliver svækket, eller at du får øget risiko for

blødninger. Hvis det sker, kan det ske, at du skal stoppe med Rituximab. Ellers kan det behandles med

en daglig indsprøjtning af vækstfaktor i en periode.

Kontakt afdelingen med det samme, hvis du oplever:

  • Temperaturstigning over 38,5 eller almen utilpashed
  • Andre tegn på infektion
  • Blødning

Kontakt

Blodsygdomme Ambulatorium

Sydvang 1

6400 Sønderborg

 

Tlf.: 79 97 26 70

SHS-blodsygdomme.ambulatorium@rsyd.dk


pinfoSHS-402907246-159 175407   |   19.08.2026

APPFWU02V