Antal af RS virus smittede børn er steget markant over den sidste måned
Det store antal smittede mærker man på Sygehus Sønderjylland. Hjælp med at stoppe smitten ved at følge de gode råd
RS virus er en forkølelsesvirus, som specielt rammer små børn under 6 måneder. De små er i stor risiko for at få en nedre luftvejsinfektion, som fører til vejrtrækningsproblemer. Børn, der er født for tidligt eller har hjertelidelser eller anden kronisk sygdom, er også i særlig risiko for et svært forløb af RS-virusinfektion
Kigger vi tilbage på uge 40 var kun 4 børn indlagt med RS virus. Den steg hurtigt til 24 patienter, og i sidste uge var 20 børn indlagt med den drilske virus.
- Under normale omstændigheder vil RS-virus først vise sig i december og aftage i marts, fordi luften her er mest tør indenfor. Jo mere tør luften er, jo hurtigere bliver inficerede dråber fra eksempelvis nys til partikler. På den måde holder smitten i for eksempel en børnehave længere tid i luften i vinterhalvåret, end den ville gøre om sommeren, forklarer cheflæge i mikrobiolog på Sygehus Sønderjylland Steen Lomborg Andersen.
RS virus er noget vi ser hvert år, men under corona var der kun få smittede, fordi børnene - mere eller mindre - var isolerede og derfor ikke kunne bringe smitten videre.
Symptomerne på RS virus er forkølelse med dannelse af sejt slim, som er svært at hoste op. Der kan forekomme feber og hoste. Hoste og slim kan gøre dit barn meget træt.
De fleste børn behøver hverken behandling eller indlæggelse og får det ofte bedre indenfor 3 - 5 dage - MEN .. vær opmærksom på dit barn og hjælp med at bryde smittekæden ved at følge de gode råd.
Hvad kan du selv gøre
-
Det er vigtigt at give dit barn nok at drikke
-
Hæv sengen, så barnets hoved også hæves
-
Lad barnet sove køligt
-
Dryp gerne saltvandsdråber i barnets næsebor - det kan gøre slimen tyndere
-
Lad være med at lade nyfødte op til 1 år blive overkysset af snottede store søskende.
Kontakt lægen hvis:
- Dit barn har hurtig og besværet åndedræt
- Du ikke kan få kontakt med barnet
- Dit barn bliver blegt/blåligt ved hoste
- Er dit barn under 6 måneder og har feber, skal du i øvrigt altid kontakte lægen
Bryd smittekæden
- Vask hænder ofte og grundigt. Brug 1 helt minut på at vaske, skylle, tørre og evt. spritte.
- Bliv hjemme til I er helt raske.
- Smid snot-papir i skraldespanden.
- Vask hænder, når du har pudset næse.
- Host/nys ikke i hånden. Men i albuen.
- Del ikke håndklæder. Brug gerne papirservietter.
- Rengør toilet og håndvask ofte.
- Vask håndklæder tit og ved 60 grader.