Skip til primært indhold

Hjerteafdeling fik besøg af et hold Hjerteryttere

Hjerterytterne fra Team Esbjerg besøgte i dag Hjerteafdelingen på Sygehus Sønderjylland for at sætte fokus på hjælp til hjertesyge.

16 hjerteryttere havde i dag kurs mod Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Bag dem lå fire dage i sadlen og med gode ben og solskin har de kørt flere hundrede kilometer. 

Hvert år cykler Hjerterytterne rundt i Danmark for at sætte fokus på Hjerteforeningen og dens arbejde med hjertesyge patienter og deres pårørende. Samtidig samler de penge via deres mange sponsorer.

På Hjerterytternes rute besøger de hvert år en hjerteafdeling og i år slog de vejen forbi Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. De blev trakteret med mad og drikke og holdet kvitterede med en hjertelig sang, både udenfor sygehuset og indenfor på afdelingen, til glæde for de indlagte patienter.   

Flere af de cyklende er faktisk selv hjerteopererede bl.a holdets kaptajn Hans Peter Fyhn. Han cykler ikke kun for den gode sag, men også for fællesskabet og det sociale og for at holde sig sund. Det er ikke kun cyklingen der betyder noget, dagens besøg på sygehuset har også stor betydning. 

 - At besøge en hjerteafdeling  betyder opmærksomhed på Hjerteforeningen og vi vil gerne se, hvordan en dagligdag ser ud for en hjertepatient. Samtidig kan vi prise os lykkelig over, at vi bor i et land, hvor vi har et gult sygesikringskort, siger Hans Peter Fyhn.  

Efter besøget på Sygehus Sønderjylland cyklede holdet videre mod deres slutdestination på Fyn og dermed har de igen i år tilbagelagt 550 kilometer for en hjertens god sag. 

Hjerterytterne kom forbi Hjerteafdelingen i Aabenraa

Hjerteryttere på Hjerteafdelingen

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41

Tue Wettergreen Paltorp

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


24 78 72 38
APPFWU02V