Ny PET/CT skanner til Sygehus Sønderjylland
Den mest avancerede PET/CT skanner i hele Norden, står nu på Sygehus Sønderjylland. Med den kan borgere i Sønderjylland blive PET/CT scannet på sygehuset i Aabenraa. Før indvielsen af den nye skanner skulle patienterne en lang tur på landevejen for at blive skannet.
Det var en historisk begivenhed både for patienter og for Sygehus Sønderjylland da vi i går indviede vores nye PET/CT skanner. Patienter behøver ikke længere at tage til andre sygehuse for at få at få foretaget den type skanninger, og samtidig styrker det sygehusets profil, at vi nu har en PET/CT skanner til rådighed.
- Skanneren vil bidrage til billedet af, at Sygehus Sønderjylland kan mange ting. Ved at være ansat her, kan man være med på en faglig rejse, sagde Stephanie Lose ved indvielsen af skanneren.
En PET/CT skanner som den, der nu skal tages i brug på Sygehus Sønderjylland, hører til de mest avancerede. Faktisk er det lige nu den mest avancerede PET/CT skanner i Norden.
- Faktisk er vi her på Sygehus Sønderjylland de første i Norden, der kommer til at benytte en PET/CT skanner af den her kaliber. Det er vi både stolte over og virkelig glade for siger Henrik Skjellerup Struckmann, cheflæge for Røntgen og Skanning.
En helt ny kapacitet
Med den nye PET/CT skanner kan vi skanne 10-12 patienter og dagen, fem dage om ugen. Det betyder, at patienter i Sønderjylland nu kan spare en lang tur på landevejen.
- Vi ved fra undersøgelser, at det betyder noget og gør en forskel for patienterne at de ikke skal køre langt, når de skal til undersøgelser. Med den nye PET/CT skanner i Aabenraa er mulighederne for de sønderjyske patienter blevet meget bedre, sagde Regionsrådsformand Stephanie Lose i sin tale
- Det er epokegørende for de sønderjyske patienter. Vi kan nu lave undersøgelser lokalt, som vi aldrig tidligere har gjort det betyder, at patienter, der tidligere skulle helt til Vejle nu kan nøjes med at komme til Aabenraa. Vi mangler kun at lave de sidste tests, så er vi klar til at tage skanneren i brug inden for de kommende uger, siger Cheflæge, Røntgen og Skanning Henrik Struckmann.
Til at huse den nye avancerede skanner og de tilhørende faciliteter, er der opført en helt ny bygning. For at fremtidssikre bygningen har man valgt, at gøre plads til endnu en skanner. Det er nemlig ikke utænkeligt, at en forøget kapacitet kan blive nødvendig.
Hvad kan en PET/CT skanner?
En PET/CT skanning er en kombineret undersøgelse, hvor man på samme tid får lavet både en PET og en CT skanning. CT skanningen danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af røntgenrør og derved kan man se detaljerede billeder af kroppens indre organer. PET er en billedundersøgelse, hvor man får sprøjtet radioaktivt mærket sporstof ind i kroppen inden skanning og derefter kan man få et billede af sygdomsaktiviteten i hele kroppen. Dermed kan man allerede på et tidligt tidspunkt se om der er tegn på kræft. Ved at lægge de to skanninger oven på hinanden kan lægen hurtigt få bekræftet, om der er tale om kræft, og i givet fald, hvor kræften præcist sidder. Det giver en kæmpe fordel, hvis lægen skal planlægge operation eller kemoterapi/strålebehandling.