Skip til primært indhold

Nyt lokalt hjerteambulatorium åbnede i Tønder i dag

Fra i dag kan udvalgte hjertepatienter fra det vestlige Sønderjylland på deres nærhospital, blive udredt eller kontrolleret for fx hjertesvigt, hjerteflimmer eller forhøjet kolesterol. Tidligere har patienter vestpå skullet tage turen til Aabenraa. Fremover vil der hver 14. dag være åbent i det lokale hjerteambulatorium i Tønder.

-  Vi er glade for, at vi nu kan møde vores patienter i deres nærområde.

Sådan siger cheflæge Lene Svenstrup og chefsygeplejerske Bente Holm Ravn fra Sygehus Sønderjylland samstemmende, efter at dørene til det nye hjerteambulatorium i Tønder åbnede fredag morgen.  

Fra i dag kan udvalgte hjertepatienter fra det vestlige Sønderjylland på deres nærhospital, blive udredt eller kontrolleret for fx hjertesvigt, hjerteflimmer eller forhøjet kolesterol. Tidligere har patienter vestpå skullet tage turen til Aabenraa, men fremover vil der nu hver 14. dag være sygeplejersker og/eller læger tilstede i det nye hjerteambulatorium i Tønder.

At der nu findes et Hjerteambulatorium på Sygehus Sønderjylland i Tønder, skyldes Region Syddanmarks Hjerteplan, som blev vedtaget for lidt over ét år siden. Planen har taget udgangspunkt i Danske Regioner og Hjerteforeningens fælles udspil ” 20 Slag for Hjerterne”. 

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som har været med til at vedtage hjerteplanen i Region Syddanmark siger:

- Jeg glæder mig meget over, at vi nu kan åbne vores nye lokale hjerteambulatorium i Tønder og dermed skabe mere nærhed i behandlingen. Jeg er sikker på, at det vil gøre en forskel i hjertepatienternes hverdag, at de kan komme til en kontrol uden at skulle en længere tur på landevejen for at komme til hjerteafdelingen i Aabenraa.

-  Det er dejligt at se resultatet af regionsrådets beslutninger om indsatser i hjerteplanen, og jeg håber, at både patienter og medarbejdere bliver glade for tilbuddet i Tønder.

Glæde hos Hjerteforeningen 

Hjerteplanen skal styrke behandlingen af de mere end 100.000 hjertepatienter, som findes i det syddanske.

Hjerteambulatoriet er bare ét af flere tiltag og det glæder adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, at Region Syddanmark har valgt tage et stort skridt i retningen mod den optimale behandling for hjertepatienter:

- Det er virkelig positivt, at Region Syddanmark har arbejdet så intensivt og fokuseret med ’20 Slag for Hjerterne.’ Det er nemlig et godt eksempel på, at når vi samarbejder mellem patienter og sundhedsvæsenet, så kan vi nå helt nye højder til glæde for patienterne. Så jeg er enormt glad på de syddanske hjertepatienters vegne, der nu kan få sundhedsvæsenet lidt tættere på, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.  

Til glæde for det vestlige Sønderjylland 

To gange om måneden vil der fremover være sygeplejersker eller læger tilstede i det nye hjerteambulatorium i Tønder. Ambulatoriet vil være bemandet af personale fra hjerteafdelingen i Aabenraa.

-  Der vil dog være et begrænset tilbud af undersøgelser og kontroller i Tønder. Visse undersøgelser er så specielle, at det stadig vil kræve, at kontrollen foregår i Hjerteambulatoriet i Aabenraa, fortæller Lene Svendstrup.

Med åbningen af ambulatoriet i Tønder vil mange kontroller og udredninger blive nemmere for de fleste hjertepatienter, som bor i det vestlige Sønderjylland.

-  Her på Sygehus Sønderjylland håber vi, med det nye tiltag, at få tættere kontakt med borgere i den vestlige del af Sønderjylland, og dermed at øge patienttilfredsheden.

-  Nogle gange er det bare de mindste ting, der fylder i hjertet, slutter Lene Svenstrup og Bente Holm Ravn.

Dagens hold i Tønder består af en læge og to sygeplejersker

Dagens hold på hjerteambulatoriet i Tønder. ledende overlæge Michael Skov Hansen, sygeplejerske Kirsten Mathiasen og Ann Hall

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V