Skip til primært indhold

14 frivillige på sygehuset portrætteres i en ny bog

De frivillige på Sygehus Sønderjylland har fået en stemme i en ny bog. Bogen er en portrætbog, som kigger ind bag de mennesker, som hver dag yder en stor indsats på Sygehus Sønderjylland. Det er journalist Dorte Callesen, som har skrevet bogen.

Dorte Callesen har tidligere været ansat på DR Trekanten som radiovært og senest har hun været på TV SYD som nyhedsvært, livevært og reporter.

Efter 8 år i den branche forlod hun TV SYD i foråret 2022 til fordel for et job som presseansvarlig på Sygehus Sønderjylland. Nu har Dorte skrevet en bog.

-  Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg startede på Sygehuset, var de frivillige. De er faktisk de første, man støder på, når man kommer på sygehusene i Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Her står de bl.a. som vejvisere og hjælper folk de rigtige steder hen.

-  Jeg tænkte dengang på, hvem det egentlig er, der melder sig som frivillig på et sygehus. Efter et stykke tid opdagede jeg, at man også finder de frivillige mange andre steder på sygehuset.

Dorte Callesen ved bogudgivelsen.

På Sygehus Sønderjylland er der lige nu omkring 235 frivillige. Omkring 100 af dem er frivillige på Sygehus Sønderjylland gennem organisationer som Røde Kors og Hjerteforeningen. I spidsen for dem på Sygehus Sønderjylland står sygehusets frivilligkoordinator Rikke Schmidt:

-   Vi er glade for hver eneste af vores frivillige. De gør et stort stykke arbejde og jeg er meget glad for, at vi nu kan hylde de frivillige og frivilligheden gennem den her bog.  Jeg er sikker på, at den vil blive værdsat.

Presseansvarlig Dorte Callesen valgte at skrive bogen ”De Frivillige”, for - dels for at anerkende de frivilliges arbejde - men også for at udbrede kendskabet til, hvad de frivillige laver, når de er på vagt på sygehuset.

Lige nu er mange af de frivillige over 70 år og på et tidspunkt, skal der nye til. Tanken hos Dorte var, at bogen måske kunne være med til at hverve nye frivillige, når folk kan læse om, hvad man kan bidrage med.

-     Jeg var med alle de frivillige, som optræder i bogen, på vagt for at observere hvad de lavede, se hvem de er og mærke, hvad det frivillige arbejde betyder for dem. De frivillige er fantastiske mennesker, som udover at gøre noget godt for andre, også gør noget godt for sig selv ved at være frivillig, fortæller Dorte Callesen

De 14 portrætter i bogen dækker alle de funktioner, som man kan udfylde på Sygehus Sønderjylland.

Lige fra de mange vejvisere, over patientstøtter, til dem der hækler trøstemus. De 14 mennesker som er portrætteret, har alle forskellig baggrund og forskellige grunde til at være frivillig og det er dén historie der bliver fortalt i bogen.

Fro Rose er en af dem, der optræder i bogen

Bogen indeholder 14 historier. En af dem handler fx om 80 årige Fro Rose. Hun er vejviser i Sønderborg. Hun er tidligere farmakonom og hun har været frivillig på Sygehus Sønderjylland, siden det hele begyndte i 2015 og hun var med til at få frivilligheden på sygehuset ordentlig i gang.

-   Min mand døde for 2.5 år siden. Sådan er livet. Vi skal have det bedste ud af det og jeg får livsglæde af at komme her på sygehuset som frivillig, fortæller hun i bogen.     

Formand for frivilligrådet på Sygehus Sønderjylland chefsygeplejerske Anette Brink siger om bogen ” De frivillige”:

-    Glæd dig til at læse om de bevæggrunde den enkelte har for at være frivillig og ikke mindst at møde det menneske, som er bag den frivillige du møder, når du besøger sygehuset.  Her kan man virkelig se, at frivillighed har mange former, som er et af de mål, vi arbejder ud fra i Region Syddanmark og på Sygehus Sønderjylland.

Bogen vil være at finde på Sygehus Sønderjylland og hos forskellige frivillige organisationer og det glæder bogens forfatter Dorte Callesen:

-   Jeg har så stor respekt for de frivillige, at jeg synes, at de fortjener noget fokus. Jeg elsker at finde - og fortælle folks historie, så det har været en kæmpe fornøjelse for mig, at møde og følge de frivillige. Jeg har opdaget, hvor meget det betyder for dem at kunne bidrage. 

De frivillige studerer bogen ved udgivelsen

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V