Skip til primært indhold

Landets bedste mindre hospital ligger i Sønderborg

​I dag slår Dagens Medicin fast, at Danmarks bedste mindre hospital ligger i Sønderborg. Samtidig udpeger de flere afdelinger på Sygehus Sønderjylland som de bedste i landet.

I dag slår fagbladet Dagens Medicin fast, at Danmarks bedste mindre hospital ligger i Sønderborg. Samtidig udpeger de flere afdelinger på Sygehus Sønderjylland som de bedste i landet.

Titlen som Danmarks bedste mindre hospital fik Sygehus Sønderjylland i Sønderborg også i 2021, i 2022 fik de 2. pladsen, men nu er sygehuset i  Sønderborg tilbage helt i toppen.

Opgørelsen fra Dagens Medicin er baseret på de nyeste tal fra kliniske kvalitetsdatabaser og her kan man udlede, at Sygehus Sønderjylland placerer sig godt i flere kategorier.

Med priser i 4 ud af 12 underkategorier og prisen som ”Danmarks bedste mindre hospital”, er Sygehus Sønderjylland igen at finde i toppen af fagbladets rangliste. En placering, som glæder direktionen på Sygehus Sønderjylland.

- At få den her pris – igen – vidner om, at vi her på Sygehus Sønderjylland har et højt niveau. Det ved vi  godt selv, men ved at vinde den her førsteplads, gør vi det synligt over for alle andre også. Det er fantastisk godt gået af alle dem, som hver dag arbejder for at give vores patienter den allerbedste behandling, siger lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland, Peter Sørensen.

Opgørelsen fra Dagens Medicin er lavet ud fra seneste tal fra de kliniske kvalitetsdatabaser og på patient-tilfredshed målt ved den landsdækkende patient-tilfredshedsundersøgelse 2021 ( LUP).

De kliniske data vægter 90 procent, og patient-tilfredsheden vægter 10 procent i den samlede vurdering.

Dygtige medarbejdere på alle matrikler

Sygehus Sønderjylland i Sønderborg bliver Danmarks bedste mindre hospital med en samlet score på 92,3 indekspoint ud af 100 mulige.

- I dag glæder vi os over, at sygehuset i Sønderborg for 2. gang i nyere tid, er blevet udnævnt til at være ”Danmarks bedste mindste hospital”. Det er vi rigtig stolte af, siger sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen og hun lover at anerkendelsen vil senere blive markeret. 

Ud over at titlen som Danmarks bedste mindste hospital nu igen lander i Sønderborg, kan Sygehus Sønderjylland også glæde sig over en række andre udmærkelser.

I alt står Sygehus Sønderjylland som landets bedste kliniske indsats i 4 underkategorier:

  • Anæstesi

  • Sklerose

  • Hoftealloplastik (delt med Aalborg Universitetshospital, Farsø)

  • Screening for livmoderhalskræft (delt med Esbjerg, Vejle og Hvidovre)

- Vi vil gerne pointere, at vi er glade for alt det der ydes på alle vores tre sygehuse, så uanset hvor man arbejder på Sygehus Sønderjylland  - om det er i Sønderborg, Aabenraa eller Tønder - så er vi stolte af alle vores medarbejdere og alt det de kan, slutter de to direktører Eva Nielsen og Peter Sørensen. 

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V