Skip til primært indhold

Sygehus Sønderjylland har det bedste radiologiske uddannelsesmiljø i hele landet

Ifølge evalueringer fra uddannelseslæger på tværs af alle røntgenafdelinger i Danmark, har Sygehus Sønderjylland det bedste radiologiske uddannelsesmiljø.

Med en imponerende gennemsnitsscore på 36,7 ud af 40 mulige point over en toårig periode, har Røntgen og Skanning på Sygehus Sønderjylland udvist kæmpe engagement og dedikation til at uddanne og støtte kommende læger i radiologi.

Dataene er blevet indsamlet og analyseret fra uddannelseslæge.dk, der vurderer og rangerer de radiologiske afdelinger baseret på evalueringer fra uddannelseslægerne. Ved at fokusere på afdelinger, der har modtaget mindst 10 evalueringer i løbet af de sidste to år, har Sygehus Sønderjylland konsekvent opnået den højeste score i landet.

 - Egentlig er jeg lidt, men positivt, overrasket over, at vi indtager førstepladsen. Jeg synes jo bare, at vi gør det, man skal som uddannelsesgivende afdeling. Det der betyder mest, er at uddannelseslægerne opfatter os som et godt uddannelsessted og faktisk honorer det med gode evalueringer og italesætter det. Det er hele indsatsen værd, siger Thomas Hill, Ledende og Uddannelsesansvarlig Overlæge på Røntgen og Skanning.

Ledende og Uddannelsesansvarlig Overlæge på Røntgen og Skanning, Thomas Hill

Ledende og Uddannelsesansvarlig Overlæge på Røntgen og Skanning.

En væsentlig årsag til afdelingens succes er, at de har fokus på at give en god introduktion og en omfattende supervision til uddannelseslægerne.

Det er vigtigt for afdelingen, at der er et positivt uddannelsesmiljø, hvor man både kan have formelle og uformelle samtaler med uddannelseslægerne. Det skaber en kultur, hvor lægerne ikke kun tør - men også føler et ansvar for at bringe udfordringer frem, som derefter kan blive løst.

Den dedikation til uddannelseskvalitet er forankret i hele afdelingen, fra ledelsen og ned til den enkelte uddannelseslæge, der dermed føler sig værdsat og støttet i deres uddannelsesforløb.

Den førsteplads, som afdelingen har opnået, betyder meget for afdelingen, fortæller Thomas Hill.

”Det er jo et klap på skulderen. Det er ikke noget man kommer sovende til. Der er til tider udfordringer og travlhed, men uddannelse af yngre kolleger er ikke noget vi går på kompromis med. Når man så får at vide, at det værdsættes, så bliver det bare en bedre dag, siger Thomas Hill stolt. 

For nylig blev Røntgen og Skanning på Sygehus Sønderjylland også tildelt sygehusets uddannelsespris, hvilket også understreger anerkendelsen fra uddannelseslægerne og deres positive oplevelser.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V