Sygehus Sønderjylland har landets eneste Bækkenbundscenter
Én patient, flere fagligheder. Det er devisen på sygehuset i Sønderborg, hvor Bækkenbundscenteret er placeret. Her hjælper man patienter med komplicerede bækkenbundsproblemer med både lindring og accept af de smerter og det ubehag, der er en årelang følgesvend for mange af dem.
Inkontinens, smerter og ubehag ved samleje, problemer med at holde på afføringen eller måske en nedsunken livmoderhals efter graviditet.
Det er blot nogle af de udfordringer, man som patient kan få hjælp til på Sønderborg Sygehus. Her ligger Region Syddanmarks center med speciale i komplekse bækkenbundsproblemer. Patienter kan henvises hertil både fra egen læge eller andre steder i systemet, hvis man vurderer, at der er behov for specialistviden.
Bækkenbundscenteret arbejder 360 grader rundt om patienternes problemstillinger, hvilket er unikt for centeret på landsplan. Som patient møder man med andre ord ikke blot en enkelt specialist, men derimod en lang række forskellige fagligheder med unik viden inden for både urologi (urinveje), proctologi (endetarmskirurgi), gynækologi og klinisk sexologi, og samtidig er der både kontinens-sygeplejersker og specialuddannede fysioterapeuter ansat.
Én samlet undersøgelse giver ro
For at blive henvist til Bækkenbundscenteret skal man som patient opleve mindst to af de udfordringer, centeret er specialiseret inden for.
Når man møder ind på Bækkenbundscenteret første gang, kommer man ind til en fælles samtale med en række forskellige klinikere fra ovennævnte specialer, og de efterfølgende undersøgelser foregår også med flere fagligheder i samme rum.
Patienterne får en samlet vurdering af de gener, de oplever, og dermed er det slut med at starte fra Adam og Eva, hver gang man som patient møder ind til en ny undersøgelse.
- Vi oplevede tidligere ofte patienter, der havde cyklet rundt i systemet i årevis. Vi så rigtig mange patienter, der havde et meget langt forløb forud, men som ikke rigtig var blevet taget hånd om, forklarer Anne Pors Christensen, der er oversygeplejerske på Afsnit for Kvindesygdomme på Sygehus Sønderjylland og en af de drivende kræfter bag etableringen af Bækkenbundscenteret, der blev en realitet i 2019.
Et område forbundet med stor skam
Netop fordi problemstillingerne oftest går på tværs, er det en stor fordel, at der er flere forskellige fagligheder, der ser og lytter til en patient samtidig, forklarer Phillip Keudel, der er ledende overlæge på Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler og en af de faglige ildsjæle, patienterne møder.
- Mange af patienterne har gået længe med deres gener, fordi det er et område, der er forbundet med stort tabu. Det er ikke livstruende, men det er ekstremt generende, fastslår han og forklarer, hvordan man på Bækkenbundscenteret ser på helheden.
- Det er unikt, at det foregår med alle eksperter på samme tid, og det er samtidig unikt, at vi har klinisk sexlogi med. På den måde ser vi både på det rent fysiologiske, men også på det psykosomatiske aspekt, som ofte kan fylde lige så meget som det rent fysiologiske.
Og ja, afdelingen modtager både mænd og kvinder. En lille overvægt af kvinder, men rigtig mange mænd henvises til Bækkenbundscenteret for at få hjælp.
- En del mænd er utroligt dårlige til at komme til lægen, hvis de bliver alene, og så kan de ende med at gå rigtig længe med noget, der er voldsomt pinefuldt, siger Phillip Keudel.
Patientens ønsker kommer altid først
Netop patientens behov og ønsker er altid i fokus på Bækkenbundscenteret. For flere af de problemstillinger, en patient kan have, kan sagtens gå ind at påvirke hinanden, og derfor er der tale om en konstant afvejning af, hvilke gener den enkelte oplever, og hvilke konsekvenser en eventuel operation kan have, forklarer Britta Frederiksen-Møller, der er cheflæge på Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler og leder af Bækkenbundscenteret.
- Det er særligt for det her område, hvor så meget påvirker og er tæt på hinanden, at der er en risiko for, at patienten får nye gener, hvis vi løser det første problem, siger hun.
Hun forklarer, at de forskellige specialister på centeret derfor hele tiden har samtaler med patienterne om, hvilke konsekvenser de forskellige tiltag kan have.
- Vi kan eksempelvis have en patient, hvor en eventuel operation af en anal udposning, der gør det vaskeligt at komme af med afføringen, kan påvirke patientens sexliv i voldsom grad. Der må vi have samtalen med patienten om, hvad der er vigtigst, og om hvor store gener de har, supplerer Phillip Keudel.
– Vi kan godt have en holdning til, hvad vi som klinkere synes, der er vigtigst. Men patienten har altid det sidste ord her, understreger han.
Accept og erkendelse af gener gennem samtale
Problemstillingerne kan være så komplicerede, eller være så modstridende, at personalet indimellem kan opleve, at de ikke kan afhjælpe alle de gener, patienten står med. Men også her griber de forskellige fagligheder på Bækkenbundscenteret ind og hjælper patienten hen mod en accept af de vilkår, der nu engang er, forklarer oversygeplejerske Anne Pors Christensen.
- Fordi vi arbejder med helheden, kan vi også hjælpe patienten med at nå en accept af situationen. Vi har en mere biopsykosocial model, hvor vi, når vi ikke kan løse det fysiologiske, i stedet kan lære patienterne med at leve med de udfordringer, de har.
Men uanset om man på Bækkenbundscenteret sender en patient hjem, hvor alle problematikker er løst, eller om man må erkende, at der er noget, der ikke kan løses, er oplevelsen, at patienterne alle som en finder stor ro i endelig at have et sted i systemet, hvor der bliver løsnet op for al den skam, de har båret rundt på.
– Vi har patienter, der græder, fordi de omsider bliver mødt. Der er endelig nogen, der lytter, og de oplever, at der er nogen, der hjælper dem. Det gør det utroligt meningsfuldt at arbejde her, fastslår Anne Pors Christensen.
Faktaboks |
---|
Få hjælp på BækkenbundscenteretSom patient skal man have mindst to problemstillinger i relation til bækkenbunden for at få en henvisning til Bækkenbundscenteret. Man kan henvises fra egen læge, specialpraktiserende gynækolog eller en afdeling på et andet sygehus. Specialistteamet i Bækkenbundscentret omfatter specialister i urologi (urinveje), proctologi (endetarmskirurgi), gynækologi (kvindesygdomme), klinisk sexologi, kontinenssygeplejersker og specialuddannede fysioterapeuter. |