Skip til primært indhold

For første gang tilbyder Sygehus Sønderjylland sygeplejersker en erhvervskandidatuddannelse i klinisk sygepleje

De næste fire år skal et hold sygeplejersker fra Sygehus Sønderjylland kombinere studie på Syddansk Universitet med arbejde i deres respektive afdelinger.

Tina Berg Nielsen, som er sygeplejerske på Diabetesambulatoriet i Sønderborg har netop haft sin første studiedag på SDU.

- Jeg har altid haft interesse i at styrke mine kompetencer og dygtiggøre mig inden for mit fagområde, siger Tina, som har været ansat på Medicinsk Afdeling gennem de sidste 16 år, først som social- og sundhedsassistent og de seneste 6 år som sygeplejerske.

Hun er én af de 8 sygeplejersker fra Sygehus Sønderjylland, som netop er begyndt under den sønderjyske erhvervskandidatuddannelse i klinisk sygepleje, som er oprettet som en partnerskabsaftale mellem SDU og Sygehus Sønderjylland.

Det er ikke nyt for sygeplejersker at tage en erhvervskandidatuddannelse, men det er nyt, at sygeplejerskerne følges i hold, og at der er et tæt samarbejde mellem universitet og sygehus. Dermed er det vores håb, at flere vil gennemføre, og at det bliver lettere at implementere ny viden i den kliniske praksis, fortæller sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland, Eva Nielsen.

- Vores første hold er på otte studerende, fordelt på 3 forskellige afdelinger, men det er bare begyndelse. Tanken er, at vi med tiden vil udvide med flere – og også andre uddannelser, fortæller hun.  

Sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen på scenen til kick-off-møde for de nye erhvervskandidatstuderende på Sygehus Sønderjylland.

Sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen på scenen til kick-off-møde for de nye erhvervskandidatstuderende på Sygehus Sønderjylland.

Tid til fordybelse og viden

Den 22. august var der kick-off-møde på Sygehus Sønderjylland med studerende, ledere og forskere og den første dag på SDU er netop overstået for Tina og hendes medstuderende.

- Jeg har valgt at læse en erhvervskandidat i klinisk sygepleje, fordi den vil kunne styrke mine kompetencer til bl.a. at være med til at udvikle, gennemføre og implementere ny viden i vores praksis. Jeg har altid haft en særlig interesse i at vejlede og formidle, hvilke jeg forventer at få flere perspektiver på, både under og efter uddannelsen, fortæller Tina Berg Nielsen.

Når flere sygeplejersker videreuddanner sig, bliver både kvaliteten, patient- og pårørendetilfredsheden og patientsikkerheden forbedret, siger Eva Nielsen, sygeplejefaglig direktør.

- Vi ønsker, at sikre sygepleje af høj kvalitet baseret på evidens, og det kræver sygeplejersker, der både har stærke kliniske færdigheder og akademiske evner. Det betyder, at vi skal investere i efteruddannelse, forskning og innovation inden for sygepleje, så vi kan imødekomme patienternes behov og de stadigt skiftende krav i sundhedssektoren, siger hun.

Det er en to-årig kandidatuddannelse, men tilrettelagt som et 4-årigt deltidsforløb, hvor de studerende, ud over studiet, er ansat gennemsnitligt 25 timer om ugen i klinikken, for at sikre den kliniske forankring af deres ny vundne viden.

For sygeplejerske Tina Berg Nielsen har det stor betydning, at hun kan bibeholde sin tilknytning til afdelingen og til kollegerne, da hun forventer, at det dermed hjælper hende til at koble teori og praksis og belyse aktuelle problemstillinger.

- Det har også en stor betydning at jeg får et praksisfælleskab sammen med de andre studerende fra Sygehus Sønderjylland og at derved også er mulighed for samarbejde på tværs af afdelingerne, fortæller hun.

Sygeplejerske og erhvervskandidatstuderende Tina Berg Nielsen.

Sygeplejerske og erhvervskandidatstuderende Tina Berg Nielsen.

Hospitalet investerer i sygeplejefaget

Formålet er, at få en lokalt forankret uddannelse, hvor hovedparten af undervisningen foregår på Sygehus Sønderjylland, enten ved at streame forelæsninger eller ved lokale undervisere. Deres vejledere er desuden også tilknyttet Sygehus Sønderjylland.

Det skal gerne give de studerende bedre sammenhæng mellem arbejdsliv, studieliv og privatliv, fortæller sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen og det bekræfter Tina Berg:

- For familielivet har det stor betydning at jeg ikke skal køre til Odense hver uge, da vi er så heldige at sygehuset stille lokaler og lokale undervisere til rådighed, således en del af uddannelsen kan foregå på sygehuset. Jeg føler mig meget privilegeret ved at sygehuset har lavet den her partnerskabsaftale med SDU, og at vores ledelse - både på afsnittet, afdelingen og sygehuset, er så engageret i vores uddannelse, slutter sygeplejerske Tina Berg Nielsen

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V