Skip til primært indhold

Sygehus Sønderjylland ansætter klimamedarbejder

Det er første gang, at Sygehus Sønderjylland ansætter en klimamedarbejder, men med regionens klimadagsorden og reduktion af sygehusenes CO2-aftryk er det blevet nødvendigt.

Sygehus Sønderjylland har ansat den 29-årige Suphatcha Khamchang i en nyoprettet stilling som klimamedarbejder.

Suphatcha kalder sig selv for Goy, som egentligt er et kælenavn, men som hun selv siger: ” Der er jo ingen, der kan sige Suphatcha alligevel, så Goy er meget nemmere”.

Goy bor i Sønderborg og er uddannet civilingeniør inden for innovation og business fra SDU.

Som klimamedarbejder på et sygehus, kan det være svært at forklare, hvad hendes job går ud på. Men der er ingen tvivl om, at møder kommer til at fylde størstedelen af hendes kalender.

- Jeg skal primært beskæftige mig med grøn omstilling, fortæller hun. Jeg skal være tovholder i forhold til at kommunikere - og samarbejde - med regionshuset, så vi kan nå regionens - og de nationale klimamål.

Goy kommer til også at have et samarbejde med regionens andre sygehuse. 

Sygehus Sønderjyllands nye klimamedarbejder Suphatcha Khamchang, Goy

Sygehus Sønderjyllands nye klimamedarbejder Suphatcha Khamchang, Goy

Nødvendigt med en klimamedarbejder

Det er første gang, at Sygehus Sønderjylland ansætter en klimamedarbejder, men det er blevet nødvendigt, fortæller Afdelingschef Jesper Møller-Iversen:

- På Sygehus Sønderjylland har vi nu ansat en klimamedarbejder for at styrke vores lokale indsats og sikre en samlet og styrket intern organisering. Klimadagsordenen og reduktion af sygehusenes CO2-aftryk er kommet højt på dagsordenen i Regionsrådet, og som lead inden for affaldshåndtering og energioptimering spiller vi en central rolle i Region Syddanmarks klimastrategi.

Lige nu er Goy i gang med at lære huset at kende, men snart skal hun bl.a. være med til at lave en ny affaldsstrategi. Sygehusene står nemlig for at skal nedbringe mængden af forbrændingsaffald og sortere mere.

Goy er nyuddannet og glæder sig meget til sit første rigtige ”voksenjob”.

- Det passer ret godt sammen, at jobbet her var en nyoprettet stilling og jeg er nyuddannet. Det betyder, at jeg selv kan være med til at definere, hvad jeg skal lave. Jeg brænder for den grønne omstilling og synes, at det er spændende og udfordrende at være med til at forme en mere klimavenlig sygehusdrift. 

Flyttede fra Thailand, da hun var en lille pige.

Som navnet antyder, så er Goy født i Thailand, hvor hun boede, til hun var 9 år. For 20 år siden flyttede hun med sin mor til Århus, da moderen blev gift med en dansk mand.

Goy interesserer sig for teknologi og innovation, og det var også den retning hun så sig selv i, og det førte hende for 7 år siden fra Århus til Sønderborg, så hun kunne studere det rigtige. Goy savner ikke Århus. Hun er glad for at bo i det sønderjyske, hvor hun sætter stor pris på strand, vand og naturen omkring Sønderborg. Goy taler i øvrigt flydende thai og rejser til Thailand 2 gange om året for at besøge sin far og familien der. 

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V