Skip til primært indhold

Gode råd ved kvalme og opkast

Information til patienter og pårørende

Gode råd ved kvalme og opkast

Under sygdom er det ikke usædvanligt at have kvalme og kaste op.

Såvel selve sygdommen, behandlingen heraf, herunder diverse undersøgelser, samt stress, ængstelse, spænding, træthed og svækkelse kan ligge til grund for kvalmen.

Hvis du har kvalme eller kaster op, er det en god idé at kontakte din læge for at afhjælpe problemet. Kvalmen er i nogle tilfælde en bivirkning til medicin og kan måske afhjælpes ved at skifte præparat. Du bør dog aldrig stoppe med at tage din medicin uden af have talt med din læge om det. Kvalme kan lindres med kvalmestillende medicin, som tages 1/2 - 1 time før måltidet.

Før, under og efter måltidet

•   Hvis du får kvalme i forbindelse med madlavning, få da andre til at lave maden og gå evt. en tur imens.

•   Luft ud inden måltidet. Et dårligt indeklima kan give kvalme.

•   Sid op under måltidet, så mellemgulvet er rettet ud.

•   Øs kun lidt op på tallerkenen ad gangen.

•   Spis maden langsomt og tyg den grundigt. Slap af efter måltidet og lad maden synke.

Mad & drikke

•   Spis små hyppige måltider. Både en overfyldt og en tom mave kan give kvalme.

•   Spis når appetitten er størst. Dette er ofte umiddelbart efter søvn eller hvile.

•   Spis blød mad, der er let at tygge og synke.

•   Syrlig mad kan nedsætte kvalmen, f.eks. frugt, eddikesyltet tilbehør, syrlige drops og surmælksprodukter.

•   Salt mad virker kvalmestillende for nogle. Prøv f.eks. bouillon, saltkiks, popcorn eller saltstænger.

•   Derudover kan kvalmen reduceres ved milde og kolde fødevarer, som frugtgrød, flydende mad som koldskål og frugtsuppe, is, sorbet, sodavandsis, frossen yoghurt og juice.

•   Drik rigeligt, gerne 2 l i døgnet og drik mellem måltiderne, så mavesækken ikke overfyldes.

•   Kulsyreholdige drikke kan reducere kvalmen. Dette gælder også iste, øl og vin.

•   Nogle typer mad kan forværre kvalmen. Dette kan f.eks. være mad med fremmedartet eller stærk lugt, samt stegt, røget, krydret eller meget fed mad.

•   Frisk munden op inden du spiser, f.eks. ved at børste tænder eller ved at skylle munden i kold kamillete.

Kontakt

Medicinske Sygdomme

Mave-tarmsygdomme, Ambulatorium

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

Tlf.: 79 97 16 00


pinfoSHS-402907246-396 156888   |   30.09.2026

APPFWU02V