Skip til primært indhold

Hjemmehæmodialyse

Til patienter og pårørende

Hjemmehæmodialyse - Dialyse i eget hjem

Hvad er hjemmehæmodialyse?

Hjemmehæmodialyse betyder, at du foretager din dialysebehandling i dit eget hjem.

Det giver dig en række fordele i hverdagen:

  • Mere frihed og fleksibilitet : Du kan planlægge behandlingen, så den passer ind i din hverdag og dine planer.
  • Mindre transport : Du slipper for den faste transport til og fra sygehuset.
  • Kendt behandler : Det er den samme person, der står for behandlingen hver gang – nemlig dig selv med støtte og vejledning fra sygeplejerskerne.

Kan alle dialysere hjemme?

Det vigtigste er, at du selv har lyst og mod på at have behandlingen hjemme.

Derudover er der nogle krav:

  • Plads derhjemme: Du skal have plads til en dialysemaskine og de tilhørende forbrugsvarer. Sammen med en sygeplejerske finder du den bedste placering i dit hjem.
  • Stabil adgangsvej : Du skal have en velfungerende adgangsvej til dialysen (enten en fistel, graft eller et tunneleret kateter).
  • Lægelig vurdering : Lægen skal vurdere, om behandlingsformen er den rette for dig.

Hvordan planlægges forløbet?

Vi sikrer, at du bliver klædt grundigt på, så du kan føle dig helt tryg:

  • Hjemmebesøg : Vi aftaler et besøg hjemme hos dig for at se, hvor maskinen kan stå, og hvor udstyret kan opbevares.
  • Oplæring : Du bliver tilknyttet to faste sygeplejersker, som oplærer dig over et forløb på ca. 6-8 uger. Oplæringen foregår i dagtimerne på dialyseafdelingen.
  • De første behandlinger hjemme : Dine sygeplejersker er med dig derhjemme under de første behandlinger. De fortsætter også med at være dine faste kontaktpersoner fremover.
  • Opstart : Du overgår først til at dialysere helt selvstændigt derhjemme, når du føler dig fuldstændig tryg ved behandlingen.

Hvad med kontrol og blodprøver

Selvom du klarer dialysen derhjemme, vil du fortsat blive fulgt tæt af afdelingen.

  • Der planlægges ambulante kontroller og blodprøver efter behov.
  • Dine kontaktsygeplejersker kommer på aftalte hjemmebesøg hos dig.

Hvad gør jeg, hvis der opstår problemer?

Hvis der tekniske problemer, eller du har svært ved at gennemføre dialysen, skal du kontakte dialyse-afdelingen. Så finder vi i fællesskab en løsning.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker mere information, er du altid velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i dialyseafdelingen.

Telefon: 29 63 90 84


Kontakt

Medicinske Sygdomme

Dialyseambulatorium, Område 41

Sydvang 1

6400 Sønderborg

79973260


pinfoSHS-402907246-570 114899   |   25.09.2026

APPFWU01V