Skip til primært indhold

Biopsi - Ultralyds- og CT- vejledt

Forberedelse

Du har tidligere fået foretaget nogle undersøgelser i Røntgen og Skanning. Ud fra disse undersøgelser har lægerne vurderet, at du skal have taget en lille vævsprøve.Biopsi betyder lille vævsprøve

Sådan forbereder du dig før undersøgelsen

OBS! Er du i behandling med blodfortyndende medicin, bedes du oplyse henvisende afdeling om dette hurtigst muligt.

  • Du skal faste for fast føde og mælkeprodukter 6 timer før undersøgelsen.
  • Du må drikke "klare" væsker, såsom kaffe, te, vand og saft indtil 2 timer før undersøgelsen.
  • Du kan få beroligende/smertestillende medicin efter behov.
  • Det er tilladt at ryge inden undersøgelsen.
  • Du får lagt et drop i hånden eller armen, hvis du ikke har et i forvejen.

Sådan foregår undersøgelsen

Du får målt dit blodtryk og puls Bemærk at i visse tilfælde er det ikke nødvendigt med speciel forberedelse.

Ved ultralydsvejledt biopsi skal du ligge i sengen. Ved CT-vejledt biopsi skal du ligge på lejet i CT-skanneren.

Lægen giver lokalbedøvelse ind i huden omkring det sted, hvor prøven skal tages. Det spænder lidt i huden.

Ved hjælp af en nål tager lægen 2-3 prøver ud.

Disse prøver vil efterfølgende blive sendt til nærmere undersøgelse.

Undersøgelsen varer ca. 30 min.

Der kan opstå blødning i vævet, der hvor prøven er taget. Blødningen kræver som regel ingen behandling og vil forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med blodtransfusion eller operation.

Under undersøgelsen

  • Du skal kunne ligge stille, mens prøverne bliver taget.
  • Du skal kunne holde vejret kortvarigt.
  • Du skal måske ligge på maven.
  • Du skal måske have armene op over hovedet.

Efter undersøgelsen

  • Du får målt puls og blodtryk
  • Du skal blive liggende i sengen i 4 timer efter undersøgelsen, hvor du må ligge som du vil.
  • Du må ikke få fast føde i de første 2 timer efter undersøgelsen, for at kunne blive bedøvet, hvis der er behov for operation.
  • Det er en god ide at undgå større anstrengelser dagen efter.
  • Henvisende læge får svaret på prøven. Du vil blive indkaldt til en ambulant samtale, når der er svar på prøven.

Kontakt

Røntgen og Skanning

Aabenraa Tlf.: 79 97 51 00

Sønderborg Tlf.: 79 97 52 00

Alle hverdage 08.00 – 15.00


pinfoSHS-1353036584-71 135321|10.03.2026

APPFWU01V